Salmene 49:18
Thi han skal slet Intet tage (med sig), naar han døer; hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham.
Thi han skal slet Intet tage (med sig), naar han døer; hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15 De skulle lægges i Graven som Faar, Døden skal fortære dem, og de Oprigtige skulle regjere over dem om Morgenen, og Graven skal afslide deres Skikkelse, (Enhver) af sin Bolig.
16 Men Gud skal forløse min Sjæl af Gravens Vold, thi han haver antaget mig. Sela.
17 Frygt ikke, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed bliver stor.
19 Enddog han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man lover dig, fordi du gjør dig tilgode,
9 — thi deres Sjæls Forløsning skal koste meget og maatte holde op evindeligen —
10 at han fremdeles skulde leve evindeligen (og) ikke see Graven.
11 Thi man skal see, at de Vise skulle døe, at en Daare og en Ufornuftig skulle omkomme tillige, og de skulle forlade deres Gods til Andre.
12 Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.
13 Dog bliver et Menneske, (som er) i Værdighed, ikke varagtigt (derudi); han bliver lignet ved Bæsterne, som udryddes.
48 Kom ihu, hvad mit Livs Tid er; hvorfor skulde du have skabt alle Menneskens Børn forgjæves?
2 Da prisede jeg de Døde, som vare allerede døde, mere end de Levende, som endnu ere levende.
18 Thi Graven kan ikke takke dig, Døden (kan ikke) love dig; de, som nedfare i Hulen, kunne ei vente paa din Sandhed.
19 Den, som lever, (ja) den, som lever, han skal takke dig, som jeg (gjør) idag; en Fader skal undervise Børn om din Sandhed.
15 Og han skal leve, og man skal give ham af Schebas Guld, og man skal altid bede for ham, man skal love ham den ganske Dag.
32 Dog han, han skal (ogsaa) henføres til Gravene, og blive varagtig ved Høien.
33 Jordklimperne ved Bækken smage ham vel, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem, (som vare) for ham, er ikke Tal.
2 Salig er den, som handler forstandeligen imod den Ringe; Herren skal redde ham paa en ond Dag.
13 Hans Sjæl skal blive varagtig i det Gode, og hans Sæd skal arve Landet.
17 De Døde kunne ikke love Herren, ei heller Nogen af dem, som nedfare i Stilheden.
18 Men vi, vi ville love Herren fra nu og indtil evig (Tid). Halleluja!
28 Han haver forløst min Sjæl, at den ikke farer i Fordærvelsen, og mit Liv skal see paa Lyset.
22 Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?
1 Halleluja! Min Sjæl, lov Herren!
2 Jeg vil love Herren, medens jeg lever, jeg vil synge min Gud Psalmer, medens jeg endnu (er til).
22 Thi hans Velsignede skulle arve Landet, men hans Forbandede skulle udryddes.
21 Ere hans Børn i Ære, da veed han det ikke, eller om de ere ringe, da agter han ikke paa dem.
22 Dog hans Kjød, (saa længe det er) paa ham, maa have Smerte, og hans Sjæl, (saa længe den er) hos ham, maa sørge.
2 Thi du skal æde Frugten af dine Hænders Arbeide; salig er du, og (det gaaer) dig Vel.
17 Hans Navn skal blive evindelig; saalænge som Solen varer, skal hans Navn forplantes fra Børn til Børnebørn, og de skulle velsigne sig selv i ham; alle Hedninger skulle prise ham salig.
15 Men du skal fare til dine Fædre med Fred, du skal blive begraven i en god Alderdom.
14 fra Folk ved din Haand, Herre! fra Verdens Folk, (som have) deres Deel i Livet, og hvis Bug du fylder med dit skjulte Liggendefæ; deres Børn mættes, og det, (som de have) tilovers, lade de (efter sig) til deres spæde Børn.
19 Den Rige lægger sig og samles ikke, han oplader sine Øine, saa er han ikke (mere at finde).
2 Hans Sæd skal være mægtig paa Jorden; de Oprigtiges Slægt skal velsignes.
23 Denne maae døe i sin fuldkomne Styrke, han var ganske rolig og tryg.
4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
17 Hans Ihukommelse skal omkomme af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.
4 Thi din Miskundhed er bedre end Livet; mine Læber skulle prise dig.
6 Ja, dersom han (end) levede tusinde Aar to Gange, og haver ikke seet Godt, — farer dog ikke Enhver til eet Sted?
3 Dersom en Mand avlede hundrede (Børn), og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjæl (dog) ikke mættede sig af det Gode, og han heller ingen Begravelse havde, — et utidigt Foster, siger jeg, er bedre end han.
24 Kom ihu, at du ophøier hans Gjerning, hvilken Folk have beskuet,
18 og spare hans Sjæl fra Fordærvelse, og hans Liv, at det ikke omkommer ved Sværdet.
22 En God skal gjøre, at Børnebørn faae Arv, men en Synders Gods er gjemt til den Retfærdige.
15 Hans Overblevne skulle begraves i Døden, og hans Enker skulle ikke græde.
22 dem, som glæde sig med Fryd, (og) fryde sig, naar de finde Graven,
29 Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaae, og hvad Saadanne have fuldkommet, skal ikke udbredes i Landet.
25 Men en (Anden) maa døe med en beskelig (bedrøvet) Sjæl, og haver ikke ædet af det Gode.
24 Dog skal han ikke udstrække Haanden til Hulen, dersom der end er Skrig hos dem, naar han fordærver (dem).