| Bibelvers

Verse 36

Denne udførte dem, der han havde gjort Undergjerninger og Tegn i Ægypti Land og i det røde Hav og i Ørkenen i fyrretyve Aar.

Referenced Verses

2 Mos 12:41 : 41 Og det skede, der fire hundrede Aar og tredive Aar vare tilende, ja det skede lige paa denne samme Dag, da udgik alle Herrens Hære af Ægypti Land.
2 Mos 14:21 : 21 Og Mose udrakte sin Haand over Havet, og Herren lod Havet bortfare ved et stærkt Østenveir den ganske Nat, og gjorde Havet som det Tørre, og Vandene skiltes ad.
2 Mos 33:1 : 1 Og Herren sagde til Mose: Gak, drag op herfra, du og Folket, som du førte op af Ægypti Land, til det Land, som jeg tilsvoer Abraham, Isak og Jakob, sigende: Din Sæd vil jeg give det —
2 Mos 14:27-29 : 27 Saa rakte Mose sin Haand over Havet, og Havet kom igjen mod Morgenen i sin stærke Strøm, og Ægypterne flyede imod den; saa udstødte Herren Ægypterne midt i Havet. 28 Og Vandet kom igjen og skjulte Vogne og Ryttere i al Pharaos Hær, som vare komne efter dem i Havet; der blev ikke Een tilovers af dem. 29 Men Israels Børn gik paa det Tørre midt i Havet, og Vandet var dem en Muur paa deres høire og paa deres venstre Side.
2 Mos 16:35 : 35 Og Israels Børn aade det Man fyrretyve Aar, indtil de kom til det Land, som var beboet; de aade Man, indtil de kom til det Yderste af Canaans Land.
2 Mos 7:1-9 : 1 Og Herren sagde til Mose: See, jeg haver sat dig til en Gud for Pharao, og Aron, din Broder, skal være din Prophet. 2 Du skal tale alt det, som jeg skal befale dig, men Aron, din Broder, skal tale til Pharao, at han skal lade Israels Børn fare af sit Land. 3 Men jeg vil forhærde Pharaos Hjerte og mangfoldiggjøre mine Tegn og mine underlige Gjerninger i Ægypti Land. 4 Og Pharao skal ikke høre eder, og jeg vil lægge min Haand paa Ægypterne og udføre mine Hære, mit Folk, Israels Børn, af Ægypti Land ved store Domme. 5 Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg udrækker min Haand over Ægypten og fører Israels Børn midt ud fra dem. 6 Og Mose og Aron gjorde det; saasom Herren havde befalet dem, saa gjorde de. 7 Og Mose var fiirsindstyve Aar gammel, og Aron tre og fiirsindstyve Aar gammel, der de talede til Pharao. 8 Og Herren sagde til Mose og til Aron, sigende: 9 Naar Pharao taler til eder, sigende: Gjører en underlig Gjerning, da skal du sige til Aron: Tag din Kjep og kast for Pharaos Ansigt; den skal blive til en Slange. 10 Da kom Mose og Aron til Pharao, og gjorde saa, eftersom Herren havde befalet; og Aron kastede sin Kjep for Pharao og for hans Tjenere, og den blev til en Slange. 11 Da kaldte ogsaa Pharao ad de Vise og Troldkarlene, og de gjorde ogsaa, de ægyptiske Koglere, ligesaa med deres Besværgelser. 12 Og de kastede hver sin Kjep, og de bleve Slanger; men Arons Kjep opslugte deres Kjeppe. 13 Og Pharaos Hjerte forhærdedes, at han hørte dem ikke, saasom Herren havde sagt. 14 Og Herren sagde til Mose: Pharaos Hjerte er haardt, han vægrer sig for at lade Folket fare.
Sal 105:27-36 : 27 De udrettede hans Ords Tegn iblandt dem, og underlige Ting i Chams Land. 28 Han sendte Mørkhed og gjorde det mørkt, og de vare ikke gjenstridige imod hans Ord. 29 Han vendte deres Vand til Blod, og han dræbte deres Fiske. 30 Deres Land udgav mangfoldeligen Frøer (af sig, indtil) i deres Kongers (inderste) Kammere. 31 Han talede, saa kom der allehaande Utøi, Luus i alt deres Landemærke. 32 Han gjorde deres Regn til Hagel; Ildslue var i deres Land. 33 Og han slog deres Viintræer og deres Figentræer, og sønderbrød Træerne i deres Landemærke. 34 Han talede, saa kom der Græshopper og Oldenborrer, at der var ikke Tal derpaa. 35 Og de aade alle Urter i deres Land, og de aade Frugten paa deres Mark. 36 Han slog og alt Førstefødt i deres Land, al deres første Kraft.
Sal 105:39-45 : 39 Han udbredte en Sky til et Skjul, og en Ild til at oplyse Natten. 40 (Israel) bad, saa lod han Vagteler komme, og mættede dem med Himmelbrød. 41 Han aabnede en Klippe, og der fløde Vande, de løbe igjennem de tørre (Stæder som) en Flod. 42 Thi han kom sit hellige Ord ihu, (ja) Abraham, sin Tjener, 43 Og han udførte sit Folk med Glæde, sine Udvalgte med Frydeskrig. 44 Og han gav dem Hedningernes Land, og de eiede Folkenes (Gods, som disse havde havt) Møie (for), 45 paa det de skulde holde hans Skikke og bevare hans Love. Halleluja!
Sal 106:8-9 : 8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgjøre sin Magt. 9 Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og lod dem gaae igjennem Afgrundene som en Ørk. 10 Og han frelste dem af Haderens Haand, og gjenløste dem af Fjendens Haand. 11 Og Vandet skjulte deres Modstandere, der blev ikke Een tilovers af dem.
Sal 106:17-18 : 17 Jorden lod sig op og opslugte Dathan, og den skjulte over Abirams Hob. 18 Og der blev en Ild optændt iblandt deres Hob, en Lue stak Ild paa de Ugudelige.
Sal 135:8-9 : 8 han, som slog de Førstefødte i Ægypten, baade Mennesker og Dyr. 9 Han sendte Tegn og underlige Ting midt i dig, Ægypten, paa Pharao og paa alle hans Tjenere, 10 han, som slog mange Folk og ihjelslog stærke Konger, 11 Sihon, de Amoriters Konge, og Og, Kongen i Basan, og alle Riger i Canaan, 12 og gav deres Land til Arv, Israel, sit Folk, til Arv.
Sal 136:9-9 : 9 Maanen og Stjernerne til at regjere om Natten, thi hans Miskundhed er evindelig; 10 han, som slog Ægypterne paa deres Førstefødte, thi hans Miskundhed er evindelig, 11 og udførte Israel midt ud fra dem, thi hans Miskundhed er evindelig, 12 med en stærk Haand og en udrakt Arm, thi hans Miskundhed er evindelig; 13 han, som deelte det røde Hav i Dele, thi hans Miskundhed er evindelig, 14 og lod Israel gaae midt igjennem det, thi hans Miskundhed er evindelig, 15 og udstødte Pharao og hans Hær i det røde Hav, thi hans Miskundhed er evindelig; 16 han, som førte sit Folk igjennem Ørken, thi hans Miskundhed er evindelig; 17 han, som slog store Konger, thi hans Miskundhed er evindelig, 18 og ihjelslog mægtige Konger, thi hans Miskundhed er evindelig, 19 Sihon, de Amoriters Konge, thi hans Miskundhed er evindelig, 20 og Og, Kongen i Basan, thi hans Miskundhed er evindelig, 21 og gav deres Land til Arv, thi hans Miskundhed er evindelig,
Apg 7:42 : 42 Men Gud vendte sig (fra dem) og gav dem hen at tjene Himmelens Hær, saasom skrevet er i Propheternes Bog: Mon I, Israels Huus! have offret mig Slagtoffere og (andre) Offere i fyrretyve Aar i Ørkenen?
Apg 13:18 : 18 Og henved fyrretyve Aars Tid fordrog han deres Sæder i Ørkenen.
Hebr 8:9 : 9 ikke efter den Pagt, som jeg gjorde med deres Fædre paa den Dag, der jeg tog dem ved Haanden, for at udføre dem af Ægypti Land; thi de bleve ikke i min Pagt, derfor agtede jeg ikke paa dem, siger Herren.
2 Mos 19:1-9 : 1 I den tredie Maaned, efterat Israels Børn vare udgangne af Ægypti Land, paa denne samme Dag kom de i Sinai Ørk. 2 Thi de droge fra Rephidim og kom til Sinai Ørk, og leirede sig i Ørken; og der leirede Israel sig mod Bjerget. 3 Og Mose steg op til Gud; og Herren raabte til ham fra Bjerget og sagde: Saa skal du sige til Jakobs Huus og kundgjøre Israels Børn: 4 I have seet, hvad jeg gjorde ved Ægypterne; og jeg opløftede eder paa Ørnevinger og lod eder komme til mig 5 Og nu, dersom I ville visseligen lyde min Røst og holde min Pagt, da skulle I være mig en Eiendom fremfor alle Folk; thi mig hører al Jorden til. 6 Og I skulle blive mig et præsteligt Kongerige og et helligt Folk; disse ere de Ord, som du skal sige til Israels Børn. 7 Og Mose kom og kaldte ad de Ældste af Folket, og lagde alle disse Ord for dem, som Herren havde budet ham. 8 Da svarede alt Folket tillige og sagde: Alt det, som Herren haver sagt, ville vi gjøre; og Mose førte igjen Folkets Ord for Herren. 9 Da sagde Herren til Mose: See, jeg vil komme til dig i en tyk Sky, paa det Folket maa høre, naar jeg taler med dig, og troe dig evindeligen; og Mose havde forkyndt Folkets Ord for Herren. 10 Og Herren sagde til Mose: Gak til Folket, og du skal hellige dem idag og imorgen; og de skulle toe deres Klæder. 11 Og de skulle være rede til den tredie Dag; thi paa den tredie Dag skal Herren nedstige for alt Folkets Øine paa Sinai Bjerg. 12 Og du skal sætte Folket Grændser omkring, sigende: Vogter eder at gaae op paa Bjerget og at røre ved dets Yderste; hver den, som rører ved Bjerget, skal visseligen dødes. 13 Ingen Haand skal røre ved det, men han skal visselig stenes eller skydes; hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, skal det ikke leve; naar Basunen lyder langsomt, skulle disse stige op paa Bjerget. 14 Og Mose gik ned af Bjerget til Folket og helligede Folket, og de toede deres Klæder. 15 Og han sagde til Folket: Værer rede til tre Dage, og holder eder ikke til Qvinder. 16 Og det skede paa den tredie Dag, der det blev Morgen, at der var Torden og Lyn og en tyk Sky paa Bjerget, og en saare stærk Basuns Lyd, og det ganske Folk bævede, som var i Leiren. 17 Og Mose førte Folket ud af Leiren, Gud imøde, og de bleve staaende nedenfor Bjerget. 18 Og Sinai Bjerg røg ganske for Herrens Ansigt, som foer ned over det i Ilden; og der opgik en Røg af det, som Røg af en Ovn, og alt Bjerget bævede saare. 19 Og Basunens Lyd tog til og blev meget stærk; Mose talede, og Gud svarede ham lydeligen. 20 Der Herren var nedkommen over Sinai Bjerg, over Bjergets Top, da kaldte Herren Mose op paa Bjergets Top, og Mose steg op.
2 Mos 15:23-25 : 23 Saa kom de til Marah, men de kunde ikke drikke Vandet i Marah, thi det var beeskt; derfor kaldte han dens Navn Marah. 24 Da knurrede Folket imod Mose og sagde: Hvad skulle vi drikke? 25 Saa raabte han til Herren, og Herren viste ham et Træ, og han kastede det i Vandet, saa blev Vandet sødt; der satte han dem Skik og Ret, og der forsøgte han dem.
2 Mos 16:1-9 : 1 Og de droge fra Elim, og al Israels Børns Menighed kom til den Ørk Sin, som er imellem Elim og imellem Sinai, paa den femtende Dag i den anden Maaned, efterat de udgik af Ægypti Land. 2 Og al Israels Børns Menighed knurrede imod Mose og imod Aron i Ørken. 3 Og Israels Børn sagde til dem: Gid vi havde døet ved Herrens Haand i Ægypti Land, da vi sadde ved Kjødgryden, da vi aade Brød, til vi vare mætte; thi I have udført os i denne Ørk, at lade al denne Menighed døe af Hunger. 4 Da sagde Herren til Mose: See, jeg, jeg vil lade regne Brød af Himmelen til eder, at Folket maa gaae ud og sanke (hver) Dags Nødtørft paa sin Dag, at jeg kan forsøge det, om det vil vandre i min Lov, eller ei. 5 Og det skal skee paa den sjette Dag, da skulle de tillave det, som de bære (hjem); og det skal være dobbelt saa meget, som det, de sanke (ellers) hver Dag. 6 Og Mose og Aron sagde til alle Israels Børn: Iaften, da skulle I kjende, at Herren haver udført eder af Ægypti Land. 7 Og imorgen, da skulle I see Herrens Herlighed, thi han haver hørt eders megen Knur imod Herren; og hvad ere vi, at I knurre imod os? 8 Og Mose sagde: (I skulle finde det,) naar Herren giver eder Kjød at æde iaften, og Brød imorgen, til at mættes, thi Herren haver hørt eders megen Knur, med hvilken I knurre imod ham; og hvad ere vi? Eders megen Knur var ikke imod os, men imod Herren. 9 Og Mose sagde til Aron: Siig til al Israels Børns Menighed: Kommer frem for Herrens Ansigt, thi han hørte eders megen Knur. 10 Og det skede, der Aron talede til al Israels Børns Menighed, da saae de hen til Ørken; og see, Herrens Herlighed saaes i Skyen. 11 Og Herren talede til Mose og sagde: 12 Jeg haver hørt Israels Børns megen Knur; tal til dem, sigende: Imellem de to Aftener skulle I æde Kjød, og imorgen mættes af Brød; og I skulle fornemme, at jeg Herren er eders Gud. 13 Og det skede om Aftenen, at der kom Vagteler og bedækkede Leiren; og om Morgenen laae Duggen trindt omkring Leiren. 14 Og der Duggen, som laae, foer op, see, da laae (der) ovenover Ørken (noget) Tyndt, Trindt, tyndt som Riimfrost paa Jorden. 15 Der Israels Børn saae det, da sagde de, den Ene til den Anden: Hvad er det? thi de vidste ikke, hvad det var; da sagde Mose til dem: Det er det Brød, som Herren haver givet eder at æde. 16 Dette er det Ord, som Herren haver befalet: Sanker deraf, eftersom Enhver kan æde; I skulle tage en Omer til (hvert) Hoved, efter eders Personers Tal, som hver haver i sit Paulun. 17 Og Israels Børn gjorde saa; og sankede, En mere, og en Anden mindre.
4 Mos 9:15-23 : 15 Og paa den Dag, som Tabernaklet blev opreist, skjulte Skyen Vidnesbyrdets Pauluns Tabernakel; og om Aftenen var, over Tabernaklet som en Ild at see til, indtil om Morgenen. 16 Saaledes skede det stedse, at Skyen skjulte det; og om Natten (var det som) en Ild at see til. 17 Og eftersom Skyen foer op fra at være over Paulunet, derefter reiste Israels Børn; og paa det Sted, hvor Skyen blev, der leirede Israels Børn sig. 18 Efter Herrens Mund reiste Israels Børn, og efter Herrens Mund leirede de sig; alle de Dage, som Skyen boede over Tabernaklet, leirede de sig. 19 Og naar Skyen blev over Tabernaklet mange Dage, da toge Israels Børn vare paa Herrens Varetægt og reiste ikke. 20 Og naar Skyen var faa Dage over Tabernaklet, da leirede de sig efter Herrens Mund og reiste efter Herrens Mund. 21 Og naar Skyen var der fra Aftenen indtil Morgenen, og Skyen foer op om Morgenen, da reiste de; eller (det skede) om Dagen eller om Natten, at Skyen foer op, da reiste de. 22 Eller naar Skyen blev to Dage eller en Maaned eller et Aar over Tabernaklet, saa den boede over det, da leirede Israels Børn sig og reiste ikke; men naar den foer op, reiste de. 23 Efter Herrens Mund leirede de sig, og efter Herrens Mund reiste de; de toge vare paa Herrens Varetægt efter Herrens Mund formedelst Mose.
4 Mos 11:1-9 : 1 Og det skede, der Folket murrede, da var det mishageligt for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens Ild brændte iblandt dem og fortærede (en Deel) af det Yderste i Leiren. 2 Da raabte Folket til Mose; og Mose bad til Herren, saa blev Ilden dæmpet. 3 Og han kaldte det samme Steds Navn Tabeera; thi Herrens Ild brændte iblandt dem. 4 Og det menige Folk, som var midt iblandt dem, fik stor Begjærlighed; derfor begyndte ogsaa Israels Børn igjen at græde og sagde: Hvo vil give os Kjød at æde? 5 Vi komme ihu den Fisk, som vi aade for Intet i Ægypten, Græskarrene og Melonerne og Løgene og Rødløgene og Hvidløgene. 6 Men nu borttørres vort Liv; (thi her er) slet Intet, uden det Man for vore Øine. 7 Men det Man var som Corianderfrø, og dets Farve var ligesom Bdellions Farve. 8 Folket, de løb hid og did og sankede, og malede det i Møllerne eller stødte det i Morteren, og kogte det i Potten, og gjorde deraf Kager; og dets Smag var som Oliesaftens Smag. 9 Og naar Duggen faldt over Leiren om Natten, da faldt Man ned derpaa. 10 Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Pauluns Dør; og Herrens Vrede optændtes saare, ogsaa var det ondt for Mose Øine. 11 Og Mose sagde til Herren: Hvi gjorde du (saa) ilde ved din Tjener? og hvi finder jeg ikke Naade for dine Øine, at du lægger alt dette Folks Byrde paa mig? 12 Mon jeg, jeg haver undfanget alt dette Folk? mon jeg haver født det? at du skulde sige til mig: Bær det i din Favn, ligesom en Fosterfader bærer et diende Barn, ind i det Land, som du haver svoret dets Fædre. 13 Hvorfra skal jeg (tage) Kjød, at give alt dette Folk? thi de græde for mig og sige: Giv os Kjød, at vi kunne æde. 14 Jeg, jeg kan ikke for mig alene bære alt dette Folk; thi det er mig for svart. 15 Og vil du saa gjøre ved mig, da slaa mig (heller) ihjel, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, og lad mig ikke see paa min Ulykke. 16 Og Herren sagde til Mose: Forsamle mig halvfjerdsindstyve Mænd af Israels Ældste, hvilke du veed, at de ere Folkets Ældste og dets Fogeder; og du skal tage dem hen til Forsamlingens Paulun, og der skulle de fremstille sig med dig. 17 Og jeg vil komme ned og tale der med dig, og jeg vil tage af den Aand, som er paa dig, og lægge paa dem, at de skulle bære paa Folkets Byrde med dig, og du skal ikke for dig alene bære (den). 18 Og til Folket skal du sige: Helliger eder til imorgen, saa skulle I æde Kjød; thi I have grædt for Herrens Øren og sagt: Hvo vil give os Kjød at æde? thi det gik os vel i Ægypten; derfor vil Herren give eder Kjød, at I skulle æde. 19 I skulle ikke æde een Dag, og ei to Dage, og ei fem Dage, og ei ti Dage, og ei tyve Dage (alene); 20 (men) en Maaneds Dage, indtil det gaaer ud af eders Næse og er eder til en Afsky, fordi I have forkastet Herren, som er midt iblandt eder, og have grædt for hans Ansigt og sagt: Hvortil ere vi udgangne af Ægypten? 21 Og Mose sagde: Sex hundrede tusinde Mænd tilfods er dette Folk, som jeg er midt iblandt, og du, du siger: Jeg vil give dem Kjød, og de skulle æde en (heel) Maaneds Dage. 22 Mon der skal slagtes smaat Qvæg og stort Qvæg for dem, at der kan findes (nok) til dem? mon alle Fiskene i Havet skulle samles til dem, at der kan findes (nok) til dem? 23 Og Herren sagde til Mose: Monne da Herrens Haand være forkortet? nu skal du see, om mit Ord skal vederfares dig eller ei. 24 Og Mose gik ud og talede Herrens Ord til Folket; og han samlede halvfjerdsindstyve Mænd af Folkets Ældste, og stillede dem rundt omkring Paulunet. 25 Da kom Herren ned i Skyen og talede til ham, og han tog af den Aand, som var paa ham, og lagde paa de halvfjerdsindstyve ældste Mænd; og det skede, der Aanden hvilede paa dem, da propheterede de, men de gjorde det ikke mere. 26 Men der vare to Mænd blevne tilovers i Leiren, den enes Navn var Eldad, og den andens Navn Medad, og Aanden hvilede paa dem, thi de vare iblandt de Skrevne, men de vare (dog) ikke udgangne til Paulunet; og de propheterede i Leiren. 27 Da løb en Dreng og gav Mose tilkjende og sagde: Eldad og Medad prophetere i Leiren. 28 Da svarede Josva, Nuns Søn, Mose Tjener, af hans Udvalgte, og sagde: Min Herre, Mose, forhindre dem! 29 Men Mose sagde til ham: Er du nidkjær for mig? gid alt Herrens Folk vare Propheter, og Herren vilde give sin Aand over dem! 30 Og Mose forføiede sig til Leiren, (ja) han og de Ældste af Israel. 31 Da foer der et Veir ud fra Herren, og førte Vagteler fra Havet, og strøede (dem) over Leiren, her ved en Dags Reise, og der ved en Dags Reise (langt), trindt omkring Leiren, og ved to Alen (høit) over Jorden. 32 Da stod Folket op den samme ganske Dag og den ganske Nat og den anden ganske Dag, og de sankede Vagteler; hvo mindst havde, havde sanket ti Homer; og de bredte dem flux ud trindt omkring Leiren. 33 Der Kjødet var endnu imellem Tænderne paa dem, før det blev aldeles fortæret, da optændtes Herrens Vrede imod Folket, og Herren slog paa Folket med en saare stor Plage. 34 Og man kaldte det samme Steds Navn Kibroth-Hattaava, fordi man begrov der Folket, dem, som havde været begjærlige. 35 Fra Kibroth-Hattaava reiste Folket til Hazeroth; og de vare i Hazeroth (nogen Tid).
4 Mos 14:1-9 : 1 Da raabte al Menigheden høit, og de udgave deres Røst; og Folket græd den samme Nat. 2 Og alle Israels Børn knurrede imod Mose og imod Aron, og al Menigheden sagde til dem: Gid vi havde døet i Ægypti Land! eller gid vi maatte døe i denne Ørk! 3 Og hvorfor fører Herren os til dette Land, at (vi skulle) falde ved Sværdet, (og) vore Hustruer og vore smaae Børn blive til Rov? er det os ikke godt at vende tilbage til Ægypten? 4 Og den Ene sagde til den Anden: Lader os sætte (os) en Høvedsmand og vende tilbage til Ægypten. 5 Men Mose og Aron faldt ned paa deres Ansigter, for Israels Børns ganske Menigheds Forsamlings Ansigt. 6 Og Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, af dem, der havde bespeidet Landet, de sønderreve deres Klæder. 7 Og de sagde til al Israels Børns Menighed, sigende: Det Land, som vi vandrede igjennem, til at bespeide det, er et saare meget godt Land. 8 Dersom Herren haver Behagelighed til os, da fører han os ind i dette Land og giver os det, et Land, som flyder med Melk og Honning. 9 Aleneste værer I ikke gjenstridige imod Herren, og I, frygter ikke for Folket i det Land, thi vi ville æde dem; deres Beskjærmelse er veget fra dem, men Herren er med os, frygter ikke for dem. 10 Da sagde den ganske Menighed, at man skulde stene dem med Stene; da blev Herrens Herlighed seet i Forsamlingens Paulun for alle Israels Børn 11 Og Herren sagde til Mose: Hvor længe skal dette Folk opirre mig? og hvor længe ville de ikke troe paa mig, ved alle de Tegn, som jeg haver gjort midt iblandt dem? 12 Jeg vil slaae dem med Pestilentse og udrydde dem, og jeg vil gjøre dig til et større og stærkere Folk, end dette er. 13 Da sagde Mose til Herren: Saa høre Ægypterne det; thi du haver opført dette Folk med din Kraft midt ud af dem. 14 Og de skulle sige til dette Lands Indbyggere, — naar de høre, at du, Herre, er midt iblandt dette Folk, for hvilke du, Herre, sees øiensynligen, og din Sky staaer over dem, og du gaaer for deres Ansigt i en Skystøtte om Dagen og i en Ildstøtte om Natten; 15 og du slaaer dette Folk ihjel, som een Mand, — da skulle Hedningerne tale, naar de høre det Rygte om dig, og sige: 16 Fordi Herren ikke formaaede at føre dette Folk i det Land, som han havde svoret dem, derfor har han slagtet dem i Ørken. 17 Og nu, Kjære, lad Herrens Kraft blive stor, saasom du haver talet og sagt: 18 Herren er langmodig og af megen Miskundhed, som forlader Misgjerning og Overtrædelse, og som aldeles ikke skal holde (den Skyldige) for uskyldig at være, som hjemsøger Fædrenes Misgjerninger paa Børnene, paa dem i tredie og paa dem i fjerde (Led). 19 Kjære, forlad dette Folks Misgjerning efter din store Miskundhed, og ligesom du haver tilgivet dette Folk, fra Ægypten og hidindtil. 20 Og Herren sagde: Jeg haver forladt det, efter dit Ord. 21 Men sandeligen, saa sandt som jeg lever, da skal alt Landet opfyldes med Herrens Herlighed. 22 Thi alle de Mænd, som have seet min Herlighed og mine Tegn, som jeg gjorde i Ægypten og i Ørken, og have nu fristet mig ti Gange og ikke hørt paa min Røst, 23 de skulle ikke see det Land, som jeg haver svoret deres Fædre; ja Ingen af dem, som have opirret mig, skal see det. 24 Men min Tjener Caleb, fordi at der er en anden Aand med ham, og han haver fuldkommeligen efterfulgt mig, derfor vil jeg føre ham til det Land, der han var kommen hen, og hans Sæd skal eie det. 25 Men Amalekiten og Cananiten boer i Dalen; vender eder imorgen, og reiser i Ørken paa Veien til det røde Hav. 26 Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde: 27 Hvor længe (skal jeg see) til denne onde Menighed, dem, som knurre imod mig? jeg haver hørt Israels Børns megen Knur, som de knurre imod mig. 28 Siig til dem: Saa sandt som jeg lever, siger Herren, ligesom I have talet for mine Øren, saaledes vil jeg gjøre ved eder. 29 Eders døde Kroppe skulle falde i denne Ørk, og alle eders Talte efter alt eders Tal, fra tyve Aar gamle og derover, I, som have knurret imod mig. 30 I skulle ikke komme i det Land, om hvilket jeg haver opløftet min Haand (og svoret) at lade eder boe deri, undtagen Caleb, Jephunne Søn, og Josva, Nuns Søn. 31 Og eders smaae Børn, om hvilke I sagde, de skulle blive til Rov, ja dem vil jeg føre derind, at de skulle kjende det Land, som I have foragtet. 32 Men eders døde Kroppe, de skulle falde i denne Ørk. 33 Og eders Børn skulle være Hyrder i Ørken fyrretyve Aar, og bære eders Horeri, indtil eders døde Kroppe faae Ende i denne Ørk. 34 Efter de Dages Tal, i hvilke I have bespeidet Landet,(som vare) fyrretyve Dage, et Aar for hver Dag, skulle I bære eders Misgjerninger fyrretyve Aar, og I skulle fornemme min Afvendelse. 35 Jeg Herren haver sagt: Jeg vil visseligen gjøre dette ved al denne onde Menighed, som haver forsamlet sig imod mig; de skulle faae Ende i denne Ørk og døe der. 36 Og de Mænd, som Mose havde sendt til at bespeide Landet, og som vare komne igjen og kom al Menigheden til at knurre imod ham, idet de udførte ondt Rygte om Landet, 37 ja de Mænd, som havde udført ondt Rygte om Landet, de døde i den Plage for Herrens Ansigt. 38 Men Josva, Nuns Søn, og Caleb, Jephunne Søn, de bleve levende af de samme Mænd, som vare gangne til at bespeide Landet. 39 Og Mose talede disse Ord til alle Israels Børn; da sørgede Folket saare. 40 Og om Morgenen stode de tidlig op, og gik op ovenpaa Bjerget, og sagde: See, her ere vi, og vi ville drage op til det Sted, som Herren haver talet om, thi vi have syndet. 41 Men Mose sagde: Hvorfor overtræde I Herrens Befaling? og det skal ikke lykkes. 42 Drager ikke op, thi Herren er ikke midt iblandt eder, at I ikke skulle blive slagne for eders Fjenders Ansigt. 43 Thi Amalekiterne og Cananiterne ere der for eders Ansigt, og I skulle falde ved Sværdet; thi fordi I have vendt eder tilbage fra Herren, da skal Herren ikke være med eder. 44 Men de formastede sig hovmodeligen til at drage op ovenpaa Bjerget; men Herrens Pagtes Ark og Mose, de vege ikke midt ud af Leiren. 45 Da kom Amalekiten og Cananiten ned, som boede paa det samme Bjerg, og de sloge dem og sønderknuste dem indtil Horma.
4 Mos 16:1-9 : 1 Og Korah, Jizehars Søn, Kahaths, Levi Søns, Søn, tog (til sig) baade Dathan og Abiram, Eliabs Sønner, og On, Pelets Søn, Rubens Børn. 2 Og de stode op for Mose Ansigt, og to hundrede og halvtredsindstyve Mænd af Israels Børn, Menighedens Fyrster, udnævnte af Forsamlingen, navnkundige Mænd. 3 Og de samledes imod Mose og imod Aron, og de sagde til dem: I (gjøre for) meget af det; thi den ganske Menighed er alsammen hellig, og Herren er midt iblandt dem, og hvi ophøie I eder over Herrens Menighed? 4 Der Mose det hørte, da faldt han paa sit Ansigt. 5 Og han sagde til Korah og alt hans Selskab, sigende: Imorgen skal Herren give tilkjende, hvo hans er, og den, som hellig er, og den, han skal lade komme nær til sig; og hvilken han udvælger, den skal han lade komme nær til sig. 6 Gjører dette: Tager eder Ildkar, Korah og alt hans Selskab, 7 og lægger Ild i dem, og lægger Røgelse paa dem for Herrens Ansigt imorgen; og det skal skee, hvilken Mand Herren udvælger, den er hellig; I (gjøre for) meget af det, Levi Børn! 8 Og Mose sagde til Korah: Kjære, hører, Levi Børn! 9 Er det eder for lidet, at Israels Gud haver adskilt eder fra Israels Menighed, at lade eder komme nær til sig, til at betjene Herrens Tabernakels Tjeneste og til at staae for Menighedens Ansigt, til at tjene dem? 10 Og han haver ladet dig komme nær til, og alle dine Brødre, Levi Børn, med dig; og I søge ogsaa Præstedømmet. 11 Derfor er du og alt dit Selskab, de, som ere forsamlede, imod Herren; og Aron, hvad er han, at I knurre imod ham? 12 Og Mose sendte hen, at kalde ad Dathan og ad Abiram, Eliabs Sønner; og de sagde: Vi komme ikke op. 13 Er det for lidet, at du haver opført os af et Land, som flyder med Melk og Honning, for at lade os døe i Ørken? thi du vil ogsaa aldeles tiltage dig selv Herredømmet over os. 14 Ja du haver ikke ført os ind i et Land, som flyder med Melk og Honning, eller givet os Agre og Viingaarde til Arv; vil du grave Øinene ud paa disse Mænd? vi ville ikke komme op. 15 Da blev Mose saare vred og sagde til Herren: Vend dig ikke til deres Madoffer; jeg haver ikke taget eet Asen fra dem, og jeg haver ikke gjort Een ondt iblandt dem. 16 Og Mose sagde til Korah: Du og dit ganske Selskab være for Herrens Ansigt imorgen, (ja) du, og de, og Aron. 17 Og tager hver sit Ildkar, og lægger Røgelse paa dem, og hver føre sit Ildkar nær til for Herrens Ansigt, to hundrede og halvtredsindstyve Ildkar, og du og Aron, hver sit Ildkar.
4 Mos 20:1-9 : 1 Og Israels Børn, ja den ganske Menighed, kom i den Ørk Zin, i den første Maaned, og Folket blev i Kades; og Maria døde der, og blev der begraven. 2 Og Menigheden havde intet Vand; da forsamledes de mod Mose og mod Aron. 3 Og Folket kivede med Mose, og de sagde, sigende: Gid vi havde og udgivet Aanden, der vore Brødre udgave Aanden for Herrens Ansigt. 4 Og hvorfor førte I Herrens Menighed i denne Ørk, at vi skulde der døe, vi og vore Dyr? 5 Og hvorfor førte I os op af Ægypten, at føre os til dette onde Sted, (som er) ikke et Sted til Sæd og Figen og Viintræ og Granatæble, og (her) er ikke Vand at drikke? 6 Og Mose og Aron kom fra Menighedens Ansigt til Forsamlingens Pauluns Dør, og faldt ned paa deres Ansigter; og Herrens Herlighed blev seet for dem. 7 Og Herren talede til Mose og sagde: 8 Tag Kjeppen og samle Menigheden, du og Aron, din Broder, og I skulle tale til den Klippe for deres Øine, saa skal den give Vand af sig, og du skal udføre dem Vand af den Klippe, og give Menigheden at drikke, og deres Dyr. 9 Da tog Mose Kjeppen derfra, for Herrens Ansigt, saasom han havde befalet ham. 10 Og Mose og Aron samlede Menigheden lige for Klippen; og han sagde til dem: Kjære, hører, I Gjenstridige! mon vi kunne udføre eder Vand af denne Klippe? 11 Og Mose opløftede sin Haand og slog Klippen med sin Kjep to Gange; da udgik meget Vand, saa at Menigheden drak, og deres Dyr. 12 Og Herren sagde til Mose og til Aron: Fordi I ikke troede paa mig, at helliggjøre mig for Israels Børns Øine, derfor skulle I ikke føre denne Menighed ind i det Land, som jeg haver givet dem. 13 Dette er Kivevandet, der, hvor Israels Børn kivede mod Herren; og han blev helliggjort i dem. 14 Og Mose sendte Bud fra Kades til Edoms Konge (sigende): Saa siger din Broder Israel: Du veed al den Møie, som os er vederfaren, 15 at vore Fædre droge ned i Ægypten, og vi boede lang Tid i Ægypten, og Ægypterne handlede ilde med os og med vore Fædre; 16 og vi raabte til Herren, og han hørte vor Røst, og sendte en Engel og udførte os af Ægypten; og see, vi ere i Kades, Staden ved det Yderste af dit Landemærke. 17 Kjære, lad os gaae igjennem dit Land, vi ville hverken gaae igjennem Ager eller Viingaard, og ei drikke Vandet af (nogen) Brønd; vi ville gaae ad Kongeveien, vi ville hverken bøie til den høire eller til den venstre Side, indtil vi komme igjennem dit Landemærke. 18 Og Edom sagde til ham: Du skal ikke gaae igjennem mit (Land), at jeg ikke skal drage ud imod dig med Sværdet. 19 Og Israels Børn sagde til ham: Vi ville gaae op ad den alfare Vei, og dersom vi drikke af dit Vand, jeg og mit Fæ, da vil jeg give Værd derfor; (jeg vil) slet Intet (gjøre), uden gaae igjennem aleneste tilfods. 20 Men han sagde: Du skal ikke gaae igjennem; og Edom drog ud imod ham med et svart Folk og en stærk Haand. 21 Saa vægrede Edom sig for at tillade Israel at gaae igjennem sit Landemærke; og Israel bøiede (af Veien) fra ham.
5 Mos 2:25-37 : 25 Jeg vil begynde paa denne Dag at give Rædsel og Frygt for dig over Folkenes Ansigt under den ganske Himmel, at de, som høre dit Rygte, de skulle bæve og blive bange for dit Ansigt. 26 Da sendte jeg Bud fra den Ørk Kedemoth til Sihon, Kongen i Hesbon, med fredsommelige Ord, og lod sige: 27 Jeg vil drage igjennem dit Land, jeg vil gaae alene paa Veien, jeg vil ikke vige til den høire eller venstre Side. 28 Spise skal du sælge mig for Penge, at jeg maa æde, og Vand skal du give mig for Penge, at jeg maa drikke; jeg vil ikkun gaae tilfods igjennem, 29 — ligesom Esaus Børn gjorde imod mig, de, som boe i Seir, og Moabiterne, som boe i Ar — indtil at jeg kommer over Jordanen, til det Land, som Herren vor Gud giver os. 30 Men Sihon, Kongen i Hesbon, vilde ikke lade os drage igjennem det; thi Herren din Gud forhærdede hans Aand og stivgjorde hans Hjerte, for at give ham i dine Hænder, som (man seer) paa denne Dag. 31 Og Herren sagde til mig: See, jeg haver begyndt at give Sihon og hans Land for dit Ansigt; begynd, indtag, til at eie hans Land. 32 Og Sihon drog ud imod os, han og alt hans Folk, til Strid ved Jahza. 33 Men Herren vor Gud gav ham for vort Ansigt, og vi sloge ham og hans Børn og alt hans Folk. 34 Og vi indtoge alle hans Stæder paa den samme Tid, og vi ødelagde hver Stad, Mænd og Qvinder og smaae Børn; vi lode Ingen blive tilovers. 35 Kun Fæet røvede vi for os, og Rovet af Stæderne, som vi havde indtaget. 36 Fra Aroer, som ligger ved Bredden af Arnons Bæk, og fra den Stad, som er i Dalen, og indtil Gilead, var der ikke en Stad, som var for høi for os; Herren vor Gud gav dem alle for vort Ansigt. 37 Kun at du ikke maatte komme nær til Ammons Børns Land, (og til) al den Side ved den Bæk Jabok, og til de Stæder paa Bjerget, og (til) alt det, som Herren vor Gud havde budet (os ikke at komme til).
5 Mos 4:33-37 : 33 Om et Folk har hørt Guds Røst talende midt ud af Ilden, saasom du, du har hørt, og er blevet ved Live? 34 eller om Gud har forsøgt at komme, at tage sig et Folk midt af Folket ved Forsøgelser, ved Tegn, og ved underlige Gjerninger, og ved Krig, og ved en stærk Haand, og ved en udrakt Arm, og ved store Forskrækkelser, efter alt det, som Herren eders Gud haver gjort ved eder i Ægypten for dine Øine? 35 Dig er det blevet viist, at du skal vide, at Herren, han er Gud, (ja) Ingen uden han alene. 36 Af Himmelen haver han ladet dig høre sin Røst, for at undervise dig, og paa Jorden haver han ladet dig see sin den store Ild, og du haver hørt hans Ord midt af Ilden. 37 Og fordi at han elskede dine Fædre, da udvalgte han (hvers) Sæd efter ham, og han udførte dig af Ægypten med sit Ansigt, ved sin store Kraft,
5 Mos 6:21-22 : 21 da skal du sige til din Søn: Vi vare Pharaos Trælle i Ægypten, og Herren udførte os af Ægypten med en stærk Haand. 22 Og Herren gjorde Tegn og store og onde underlige Ting i Ægypten, paa Pharao og paa alt hans Huus, for vore Øine.
5 Mos 8:4 : 4 Dit Klædebon blev ikke gammelt paa dig, og din Fod blev ikke hoven disse fyrretyve Aar.
Neh 9:10 : 10 Og du gjorde Tegn og underfulde Gjerninger paa Pharao og paa alle hans Tjenere og paa alt Folket i hans Land, thi du vidste, at de havde handlet hovmodeligen mod dem, og du gjorde dig et Navn, som (det er) paa denne Dag.
Neh 9:12-15 : 12 Og du ledede dem om Dagen ved en Skystøtte, og om Natten ved en Ildstøtte til at lyse for dem paa Veien, som de skulde gaae paa. 13 Og du kom ned over Sinai Bjerg og talede med dem af Himmelen, og du gav dem oprigtige Rette og sande Love, gode Skikke og Bud. 14 Og du kundgjorde dem din hellige Sabbat, og bød dem Bud og Skikke og Lov formedelst Mose, din Tjener. 15 Og du gav dem Brød af Himmelen til deres Hunger, og udførte dem Vand af en Klippe til deres Tørst, og du sagde til dem, at de skulde gaae ind at indtage Landet til Eiendom, over hvilket du opløftede din Haand til at give dem det.
Neh 9:18-22 : 18 enddog de gjorde sig en støbt Kalv og sagde: Det er din Gud, som opførte dig af Ægypten, og de gjorde store Bespottelser. 19 Og du, du forlod dem ikke i Ørken efter dine mange Barmhjertigheder; den Skystøtte veg ikke fra dem om Dagen at lede dem paa Veien, eller Ildstøtten om Natten at lyse for dem paa Veien, som de skulde gaae paa. 20 Og du gav din den gode Aand til at undervise dem, og negtede ikke dit Man for deres Munde, og gav dem Vand til deres Tørst. 21 Saa forsørgede du dem i fyrretyve Aar i Ørken; dem fattedes Intet; deres Klæder bleve ikke gamle, og deres Fødder hovnede ikke. 22 Og du gav dem Riger og Folk, og delede dem i (hvert) Hjørne, og de eiede Sihons Land, nemlig Hesbons Konges Land og Ogs, Basans Konges, Land.
Sal 78:12-33 : 12 Han gjorde underlige Ting for deres Fædre i Ægypti Land, paa Zoans Mark. 13 Han adskilte Havet og lod dem gaae igjennem, og stillede Vandet som en Dynge. 14 Og han ledede dem om Dagen ved en Sky, og den ganske Nat ved Ildens Lys. 15 Han adskilte Klipperne i Ørken, og gav dem at drikke som af store Afgrunde. 16 Og han udførte flydende (Vande) af en Klippe, og lod Vand fare ned som Floder. 17 Dog bleve de endnu ved at synde imod ham, at forbittre den Høieste i Ørken. 18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, da de begjærede Mad for deres Sjæle. 19 Og de talede imod Gud, de sagde: Mon Gud kunde berede et Bord i Ørken? 20 See, han haver slaget Klippen, at der flød Vand, og Bækkene løbe over; mon han kunde og give Brød? mon han kunde beskikke Kjød for sit Folk? 21 Derfor hørte Herren det og blev fortørnet, og en Ild optændtes i Jakob, og en Vrede kom ogsaa op i Israel, 22 fordi de ikke troede paa Gud, og forlode sig ikke paa hans Frelse, 23 der han bød de øverste Skyer oven af og oplod Himmelens Døre, 24 og han lod Manna regne paa dem at æde, og gav dem Himmelkorn. 25 Hver aad de Stærkes Brød; han sendte dem Tæring til Mættelse. 26 Han lod Østenveir fare frem under Himmelen, og førte Søndenveir frem ved sin Styrke. 27 Og han lod Kjød regne paa dem som Støv, og flyvende Fugle som Havets Sand. 28 Og han lod disse falde midt i sin Leir, trindt omkring iblandt sine Boliger. 29 Og de aade og bleve saare mætte, og han tilførte dem det, som de havde Lyst til. 30 De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund, 31 da opkom Guds Vrede paa dem og ihjelslog Nogle iblandt de Fedeste af dem, og han nedslog de Udvalgte i Israel. 32 Med alt dette syndede de endnu, og troede ikke paa hans underlige Gjerninger. 33 Derfor fortærede han deres Dage med Forfængelighed, og deres Aar med Forskrækkelse.
Sal 78:42-51 : 42 De kom ikke hans Haand ihu paa den Dag, da han forløste dem af Nød, 43 hvorledes han havde sat sine Tegn i Ægypten, og sine underlige Ting paa Zoans Mark, 44 og havde vendt deres Strømme til Blod, og deres flydende Vande, at de ikke kunde drikke dem. 45 Han havde sendt allehaande Uting paa dem, som aad dem, og Frøer, som fordærvede dem. 46 Og han gav Kornormen deres Grøde, og Græshoppen deres Arbeide. 47 Han slog deres Viintræer med Hagelen, og deres Morbærtræer med Hagelstene. 48 Og han overantvordede deres Dyr til Hagelen, og deres Fæ til Gløder. 49 Han sendte sin grumme Vrede paa dem, Grumhed og Vrede og Angest, som sendtes ved onde Tings Bud. 50 Han afveiede en Sti for sin Vrede, han sparede ikke deres Liv fra Døden, og han overantvordede deres Hob til Pestilentse, 51 Og han slog alle Førstefødte i Ægypten, den første Kraft i Chams Pauluner.
Sal 95:10 : 10 Fyrretyve Aar kjededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet; men de, de kjendte ikke mine Veie;