| Bibelvers

Verse 1

Paa den samme Dag skal denne Sang synges i Judæ Land: Vi have en stærk Stad, han skal sætte Salighed til Mure og Værn.

Referenced Verses

Jes 60:18 : 18 Der skal ikke ydermere høres Vold i dit Land, (eller) Ødelæggelse og Forstyrrelse i dine Landemærker, men du skal kalde dine Mure Salighed, og dine Porte Priis.
Jes 62:11 : 11 See, Herren lader sig høre til Jordens Ende; siger Zions Datter: See, din Salighed kommer, see, hans Løn er med ham, og hans Gjerning er for ham.
Jer 33:11 : 11 Fryds Røst og Glædes Røst, Brudgoms Røst og Bruds Røst, (ja) deres Røst, som sige: Takker den Herre Zebaoth, fordi Herren er god, fordi hans Miskundhed er evindelig! (ja) deres, som bære Takoffer til Herrens Huus; thi jeg vil omvende Landets Fængsel som i Begyndelsen, sagde Herren.
Sal 31:21 : 21 Du skal skjule dem i dit Ansigts Skjul for hvers fortrædelige (Anløb), du skal gjemme dem i en Hytte for Tungernes Trætte.
Sal 48:12 : 12 Zions Bjerg glæder sig, Judæ Døttre fryde sig for dine Dommes Skyld.
Jes 25:9 : 9 Og man skal sige paa den samme Dag: See, denne er vor Gud, vi have forventet ham, og han skal frelse os; denne er Herren, vi have forventet ham, vi ville fryde og glæde os i hans Salighed.
Jes 27:1-2 : 1 Paa den samme Dag skal Herren hjemsøge med sit det haarde og det store og stærke Sværd over Leviathan, (som er) en Stangslange, ja over Leviathan, (som er) en bugtet Slange, og han skal ihjelslaae Dragen, som er i Havet. 2 Paa den samme Dag (skal der være) en Viingaard med rød Viin; synger mod hverandre om den.
Sak 2:5 : 5 Og jeg opløftede mine Øine og saae, og see, (der stod) en Mand, og (der var) en Maalesnor i hans Haand.
Matt 16:18 : 18 Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus; og paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulle ikke faae Overhaand over den.
Ef 5:19-20 : 19 og taler hverandre til med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser, og synger og leger for Herren i Eders Hjerter; 20 og siger altid Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Christi Navn;
Åp 19:1-7 : 1 Og derefter hørte jeg som en høi Røst af en stor Skare i Himmelen, som sagde: Halleluja! Saliggjørelsen og Æren og Prisen og Magten være Herren vor Gud! 2 Thi sande og retfærdige ere hans Domme, at han haver dømt den store Skjøge, som fordærvede Jorden med sit Horeri, og at han haver krævet sine Tjeneres Blod af hendes Haand. 3 Og de sagde anden Gang: Halleluja! og hendes Røg opstiger i al Evighed. 4 Og de fire og tyve Ældste og de fire Dyr faldt ned og tilbade Gud, som sad paa Thronen, og sagde: Amen! Halleluja! 5 Og en Røst udgik fra Thronen, som sagde: Lover vor Gud, alle hans Tjenere og I, som ham frygte, baade de Smaae og de Store! 6 Og jeg hørte som en stor Skares Røst og som mange Vandes Lyd og som stærke Tordeners Lyd, som sagde: Halleluja! fordi Herren, Gud, den Almægtige, haver antaget Riget. 7 Lader os glæde og fryde os og give ham Æren; thi Lammets Bryllup er kommet, og hans Brud haver beredt sig!
Åp 21:12-22 : 12 Den havde ogsaa en stor og høi Muur med tolv Porte, og over Portene tolv Engle og paaskrevne Navne, hvilke ere Israels Børns tolv Stammers; 13 mod Østen tre Porte, mod Norden tre Porte, mod Sønden tre Porte, mod Vesten tre Porte. 14 Og Stadens Muur havde tolv Grundvolde, og paa dem Lammets tolv Apostlers Navne. 15 Og den, som talede med mig, havde et Guldrør, at han skulde maale Staden og dens Porte og dens Muur. 16 Og Staden ligger i en Fiirkant, og dens Længde er saa stor som Bredden. Og han maalte Staden med Røret: tolv tusinde Stadier; dens Længde og Bredde og Høide ere lige. 17 Og han maalte dens Muur, hundrede og fire og fyrretyve Alen, efter et Menneskes Maal, som Engelen brugte. 18 Og dens Muur var fra Grunden opbygget af Jaspis, og Staden var reent Guld, lig det rene Glar. 19 Og Stadens Muurs Grundvolde vare prydede med allehaande dyrebare Stene: Den første Grundvold var Jaspis, den anden Saphir, den tredie Chalcedon, den fjerde Smaragd, 20 den femte Sardonyx, den sjette Sarder, den syvende Chrysolith, den ottende Beryl, den niende Topas, den tiende Chrysopras, den ellevte Hyacinth, den tolvte Amethyst. 21 Og de tolv Porte vare tolv Perler, enhver af Portene (var) af een Perle, og Stadens Gade var reent Guld, som et gjennemsigtigt Glar. 22 Og jeg saae intet Tempel i den; thi dens Tempel er Herren, Gud, den Almægtige, og Lammet.
2 Mos 15:2-9 : 2 Herren er min Styrke og Lovsang, og blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil gjøre ham en Bolig, min Faders Gud, og jeg vil ophøie ham. 3 Herren er en Krigsmand; Herre er hans Navn. 4 Han kastede Pharaos Vogne og hans Hær i Havet, og hans udvalgte Høvedsmænd bleve druknede i det røde Hav. 5 Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Steen. 6 Herre, din høire Haand har beviist sig herlig med Styrke; Herre, du nedslog Fjenden med din høire Haand. 7 Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa. 8 Og ved din Vredes Veir forsamledes Vandene, Floderne stode som en Dynge, Dybene sammendroges midt i Havet. 9 Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, bytte Rovet; min Sjæls Lyst skal stilles paa dem; jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal fordærve dem. 10 Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande. 11 Hvo er som du iblandt Guderne, Herre? hvo er som du herlig beviist i Hellighed, forfærdelig at berømme, som gjør underlige Ting? 12 Du udrakte din høire Haand, Jorden opslugte dem. 13 Du haver ført dette Folk, som du haver forløst, ved din Miskundhed; du ledsagede (dem) med din Styrke til din Helligheds Bolig. 14 Folkene hørte det, de maatte bæve; Angest betog dem, som boe i Palæstina. 15 Da forfærdedes Edoms Fyrster; de Vældige i Moab, dem betog Bævelse; alle Indbyggerne i Canaan bleve mistrøstige. 16 Forfærdelse skal falde over dem, og Frygt; ved din Arms Magt skulle de tie som en Steen, indtil dit Folk, Herre, kommer over, til det Folk kommer over, som du haver forhvervet. 17 Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du haver gjort en Bolig, hvorudi du vilde boe, o Herre! en Helligdom, Herre, have dine Hænder beredt. 18 Herren skal regjere evindelig og altid. 19 Thi Pharaos Heste droge ind med hans Vogne og hans Ryttere i Havet, og Herren lod Havets Vande komme igjen over dem; men Israels Børn gik paa det Tørre, midt i Havet. 20 Og Maria, den Prophetinde, Arons Søster, tog en Tromme i sin Haand; og alle Qvinder udgik efter hende med Trommer og med Dands. 21 Og Maria svarede dem: Synger for Herren, thi han er høit ophøiet; han nedstyrtede Hesten og den, som red derpaa, i Havet.
4 Mos 21:17 : 17 Da sang Israel denne Sang: Stig op, Brønd! sjunger (imod hverandre) om den!
Dom 5:1-9 : 1 Da sang Debora og Barak, Abinoams Søn, paa den Dag og sagde: 2 Lover Herren, fordi der er hart holdt Hevn i Israel, der Folket var velvilligt dertil. 3 Hører, I Konger! mærker, I Fyrster! jeg, jeg vil synge for Herren; Herren, Israels Gud, vil jeg synge (Lov). 4 Herre, der du uddrog af Seir, der du fremgik af Edoms Mark, da bævede Jorden, Himlene dryppede ogsaa, ogsaa Skyerne dryppede med Vand. 5 Bjergene fløde for Herrens Ansigt, (ja) Sinai selv for Herrens, Israels Guds, Ansigt. 6 I Samgars, Anaths Søns, Dage, udi Jaels Dage ophørte Stierne; og de, som skulde gaae paa (banede) Veie, gik paa krogede Stier. 7 Der fattedes Landsbyer i Israel, de fattedes, indtil jeg, Debora, kom op, indtil jeg opkom, en Moder i Israel. 8 Det udvalgte nye Guder; da var Krig i Portene; der blev ikke seet Skjold eller Spyd iblandt fyrretyve Tusinde i Israel. 9 Mit Hjerte (har Lyst) til Israels Lovgivere, de, som beviste sig velvillige iblandt Folket; lover Herren! 10 I, som ride paa hvide Aseninder, I, som sidde i Dom, og I, som gaae paa Veien, taler frit, 11 for Skytternes Lyd, iblandt de Steder, hvor (Vand) drages; der skulle de holde Samtale om Herrens Retfærdigheder, om Retfærdigheder imod hans Landsbyer i Israel; da reiste Herrens Folk ned til Portene. 12 Vaagn op, vaagn op, Debora, vaagn op, vaagn op, siig en Sang! gjør dig rede, Barak, og før dine Fanger fangne, du Abinoams Søn! 13 Da skal den Overblevne herske over de Herlige iblandt Folket; Herren skal give mig Magt over de Vældige. 14 Af Ephraim var deres Rod imod Amalek, efter dig, Benjamin, med dine Folk; af Machir ere nedstegne Høvdinger, og af Sebulon ere de, som drage ved Skrivefjederen. 15 Ogsaa vare Fyrster af Isaschar med Debora, og Isaschar var som Barak, i Dalen udsendt efter ham; over Rubens Fraskillelser ere Hjertets Betænkninger store. 16 Hvorfor blev du imellem tvende Faarestier, at høre Hjordenes Hvislen? idet Ruben blev i sine Fraskillelser, vare der store Randsagninger i Hjertet. 17 Gilead boede paa hiin Side Jordanen; og hvorfor flyede Dan til Skibs? Aser blev ved Havets Havn og boede ved sine Bugter. 18 Sebulon var et Folk, som overgav sit Liv til Døden, iligemaade Naphthali paa de høie Steder i Marken. 19 Kongerne kom, de strede; da strede Canaans Konger udi Thaanach ved Megiddo Vand; de fik ingen Vinding af Sølv. 20 Af Himmelen stredes (imod dem); Stjernerne i deres høie Veie strede mod Sisera. 21 Den Bæk Kison bortfeiede dem, de Gamles Bæk, den Bæk Kison; træd, min Sjæl, paa Styrke. 22 Da bleve Hestens Hover forslidte ved Renden, ved dens stærke (Rytteres) Renden. 23 Forbander Meros, sagde Herrens Engel, forbander heftig dens Indbyggere, fordi de kom ikke Herren til Hjælp, Herren til Hjælp iblandt de Vældige. 24 Velsignes skal Jael, Hebers, den Keniters, Hustru, fremfor Qvinderne; velsignes skal hun fremfor Qvinderne i (noget) Paulun. 25 Han begjærede Vand, hun gav Melk; hun bar Smør frem i de Ypperliges Skaal. 26 Hendes (venstre) Haand rakte sig ud efter Sømmet, og hendes høire Haand efter Smedehammeren; og hun slog Sisera, sønderslog hans Hoved, og saarede og igjennemstak hans Tinding. 27 Imellem hendes Fødder bøiede han sig, faldt, laae; imellem hendes Fødder bøiede han sig, faldt; der, hvor han bøide sig, der faldt han (og) var fordærvet. 28 Siseræ Moder saae ud af Vinduet og skreg overlydt igjennem Sprinkelværket: Hvi tøver hans Vogn at komme? hvi blive hans Vognhjul tilbage? 29 (Hver af) de Vise iblandt hendes Fyrstinder svarede hende, ogsaa svarede hun sig selv paa sine Ord: 30 Skulde de ikke finde, ja uddele Bytte? een Pige (eller) to Piger for (hver) Mand overhovedet, brogede (Klæder) til Bytte for Sisera, brogede stukkede (Klæder) til Bytte, brogede (Klæder), som ere stukkede paa begge Sider om Halsen, til Bytte? 31 Saa skulle, Herre, alle dine Fjender omkomme, men de, som elske ham, skulle være, ligesom Solen udgaaer i sin Kraft. Og Landet hvilede fyrretyve Aar.
2 Sam 22:1-9 : 1 Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand. 2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig. 3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig. 4 Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender. 5 Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig. 6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig. 7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren. 8 Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred. 9 Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham. 10 Og han bøiede Himmelen og foer ned, og der var Mørkhed under hans Fødder. 11 Og han foer paa Cherub og fløi; og han blev seet over Veirets Vinger. 12 Og han satte Mørkhed til Pauluner trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling (og) tykke Skyer. 13 Af Skinnet, som var for ham, bleve gloende Kul optændte. 14 Herren tordnede af Himmelen, og den Høieste udgav sin Røst. 15 Og han udskjød Pile og adspredte dem, Lyn, og forfærdede dem. 16 Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande. 17 Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande. 18 Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke. 19 De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse. 20 Og han udførte mig paa Rummet; han friede mig, thi han havde Lyst til mig. 21 Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Reenhed. 22 Thi jeg haver bevaret Herrens Veie, og jeg haver ikke handlet ugudeligen (og vendt mig) fra min Gud. 23 Thi alle hans Domme ere for mig; og hans Skikke, derfra viger jeg ikke. 24 Men jeg var fuldkommen for ham, og vogtede mig for min Misgjerning. 25 Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Reenhed for hans Øine. 26 Hos en From beviser du dig from, hos en Vældig, som er fuldkommen, beviser du dig fuldkommen. 27 Hos en Reen beviser du dig reen, og hos en Forvendt beviser du dig fortrædelig. 28 Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øine ere over de Høie, du skal fornedre dem. 29 Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gjøre min Mørkhed klar. 30 Thi ved dig kan jeg løbe igjennem en Trop, ved min Gud kan jeg springe over en Muur. 31 Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham. 32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe foruden vor Gud? 33 Gud er min Styrke og Kraft, og han letter fuldkommeligen min Vei. 34 Han gjør mine Fødder som Hindernes, og skal lade mig staae paa mine Høie. 35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme. 36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og idet du ydmyger mig, gjør du mig stor. 37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke. 38 Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem, og vender ikke tilbage, før jeg haver fortæret dem. 39 Ja, jeg har fortæret dem og knust dem, at de ikke skulle opstaae; og de faldt under mine Fødder. 40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen; du skal nedbøie dem under mig, som staae op imod mig. 41 Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, (ja) mine Hadere, og jeg udrydder dem. 42 De saae sig om, men der var ingen Frelser, til Herren, men han svarede dem ikke. 43 Og jeg stødte dem smaae som Jordens Støv; som Dynd paa Gader tyndgjorde jeg dem og udstrakte dem. 44 Og du udfriede mig fra kivagtige Folk, du forvarede mig til Hedningernes Hoved; et Folk, som jeg ikke kjendte, de tjene mig. 45 Den Fremmedes Børn smigre for mig; da (deres) Øre hørte (om mig), adløde de mig. 46 Den Fremmedes Børn affaldt, og de ombandt sig (med deres Vaaben, naar de udgik) af deres indelukkede (Huler). 47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Saligheds Klippe, skal ophøies, 48 den Gud, som giver mig Hevn, og som nedkaster Folkene under mig, 49 og som udfører mig fra mine Fjender; og du ophøier mig over dem, som staae op imod mig, du skal redde mig fra en Voldsmand. 50 Derfor vil jeg bekjende dig, Herre! iblandt Hedningerne og synge dit Navn (Lov), 51 som beviser sin Konge store Saligheder og gjør Miskundhed imod sin Salvede, mod David og mod hans Sæd evindeligen.
Esra 3:11 : 11 Og de sang (mod hverandre), idet de lovede og takkede Herren, at han er god, at hans Miskundhed er evindelig over Israel; og alt Folket raabte med et stort Frydeskrig, idet de lovede Herren, fordi Grundvolden til Herrens Huus var lagt.
Jes 2:11 : 11 Et Menneskes høie Øine skulle fornedres, og Mændenes Høihed skal nedbøies; men Herren skal alene være høi paa den samme Dag.
Jes 2:20 : 20 Paa den samme Dag skal et Menneske bortkaste sine Sølv-Afguder og sine Guld-Afguder, som de have gjort sig at tilbede, til Muldvarpene og til Aftenbakkerne,
Jes 5:1 : 1 Nu vil jeg synge om min Elskelige, min Kjærestes Sang om hans Viingaard: Min Elskelige havde en Viingaard paa en fed Høi.
Jes 12:1 : 1 Og du skal sige paa den samme Dag: Jeg vil takke dig, Herre! at du haver været vred paa mig, (men) din Vrede er bortvendt, og du trøster mig.
Jes 24:21-23 : 21 Og det skal skee paa den samme Dag, at Herren skal hjemsøge de Høies Hær i det Høie og Jordens Konger paa Jorden. 22 Og de skulle samles (tilhobe), som Bundne samles til en Hule, og blive lukkede i Fængsel; men de skulle hjemsøges mange Dage derefter. 23 Og Maanen skal beskjæmmes, og Solen skamme sig; thi den Herre Zebaoth skal regjere paa Zions Bjerg og i Jerusalem, og for hans Ældste (skal være) Herlighed.
Sal 137:3-4 : 3 Thi de, som holdt os fangne, begjærede der af os, (at vi skulde synge) Ord af en Sang, og de, som kom os til at hyle, (begjærede, at vi skulde være) glade, (sigende:) Synger for os (noget) af Zions Sang. 4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?