Salmenes bok 109:15
De skulle være altid for Herren, og han skal udrydde deres Ihukommelse af Jorden;
De skulle være altid for Herren, og han skal udrydde deres Ihukommelse af Jorden;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Naar han dømmes, da skal han udgaae som en Ugudelig, og hans Bøn skal blive til Synd.
8Hans Dage skulle blive faa, en Anden skal annamme hans Embede.
9Hans Børn skulle blive faderløse, og hans Hustru Enke.
10Og hans Børn skulle vanke ustadige hid og did og tigge, og søge (efter deres Nødtørft) fra deres øde Stæder.
11Aagerkarlen skal besnære alt det, han haver, og Fremmede skulle røve hans Arbeide.
12Han skal Ingen have, som drager Miskundhed (til ham), og Ingen skal forbarme sig over hans Faderløse.
13Hans Afkom skal være til at udryddes; deres Navn skal udslettes i den anden Slægt.
14Hans Fædres Misgjerning skal ihukommes for Herren, og hans Moders Synd ikke udslettes.
16Herrens Øine ere (vendte) til de Retfærdige, og hans Øren til deres Raab.
16saaledes skal du forfølge dem med din Storm, og forfærde dem med din Hvirvelvind.
17Gjør deres Ansigt fuldt af Skam, at de maae søge dit Navn, Herre!
23Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
16derfor, at han kom ikke ihu at gjøre Miskundhed, men han forfulgte en Elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham.
27Thi de forfølge den, som du, du haver slaget, og de fortælle om deres Pine, som du haver saaret.
28Giv dem hen i Misgjerning over Misgjerning, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed.
11Gud, (som beviser) mig Miskundhed, skal komme mig tilforn, Gud skal lade mig see paa mine Fjender.
12Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
13(for) deres Munds Synd, (for) deres Læbers Ord; ja, lad dem gribes i deres Hovmodighed og for Forbandelse og Løgn, som de fortælle.
14De Døde, de skulle ikke leve (igjen), Dødningerne skulle ikke opstaae, fordi du haver hjemsøgt og ødelagt dem, og fordærvet al deres Ihukommelse.
19Den skal blive ham som et Klædebon, som han ifører sig, og som et Bælte, som han altid skal ombinde.
20Dette (skee) dem (til deres) Gjernings (Løn) af Herren, dem, som staae imod mig, og dem, som tale Ondt imod min Sjæl!
15Vi, som havde venligen hemmeligt Raad tilsammen, som vandrede i Guds Huus i Samqvem.
35Syndere skulle aldeles udryddes af Jorden, og Ugudelige skulle ikke være ydermere. Min Sjæl, lov Herren! Halleluja!
17Hans Ihukommelse skal omkomme af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.
12Lovsynger Herren, som boer i Zion, kundgjører iblandt Folkene hans Gjerninger!
27at de kunne kjende, at dette er din Haand, at du, Herre! du gjorde det.
28Lad dem forbande, men velsigne du; lad dem opreise sig, men beskjæmmes, og din Tjener skal glædes.
6De skulle blive som Græs paa Tagene, som tørres, førend (Nogen) oprykker det,
10Thi i hans Mund er intet Bestandigt, (i) deres Inderste er megen Ondskab, deres Strube er en aabnet Grav, de smigre med deres Tunge.
4De gjøre trædskeligen et hemmeligt Anslag imod dit Folk, og de raadslaae mod dine Skjulte.
7Gud! sønderbryd deres Tænder i deres Mund; Herre! afbryd de unge Løvers Kindtænder.
8Kom os ikke de forrige Misgjerninger ihu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os tilforn, thi vi ere blevne saare ringe.
65Du skal give dem et Skjul over (deres) Hjerte, din Forbandelse hører dem til.
66Du skal forfølge (dem) i Vrede, og ødelægge dem fra (at være) under Herrens Himmel.
5Thi du haver udført min Ret og min Sag; du sad paa (din) Throne, (du,) som dømmer i Retfærdighed.
25Udøs din Vrede over dem, og lad din grumme Vrede gribe dem.
14Herre! lad det behage dig at frie mig; Herre! skynd dig at hjælpe mig.
20Mon man skulde betale Ondt for Godt? thi de have gravet en Grav til min Sjæl; kom ihu, (hvorledes) jeg har staaet for dit Ansigt til at tale Godt for dem, til at vende din Grumhed fra dem.
21Derfor giv deres Børn til Hungeren, og lad dem adspredes ved Sværdets Magt, og lad deres Hustruer blive barnløse og Enker, og deres Mænd ihjelslagne ved Døden; lad deres unge Karle blive slagne med Sværd i Krigen.
19Thi en Fattig skal ikke glemmes evindeligen, (eller) de Elendiges Forventelse fortabes altid.
23Deres Bord blive for dem til en Strikke og til Betalinger, til en Snare!
9Herre! giv ikke den Ugudelige (hans) Begjæringer, lad ikke hans Skalkhed faae Fremgang; de maatte ophøie sig (deraf). Sela.
10Deres Galde, som omkringgive mig, (ja) deres Læbers Møie lad skjule dem (selv).
19Han forløste min Sjæl i Fred fra Strid, (som var) imod mig; thi de vare med Mange imod mig.
6Herre! kom dine Barmhjertigheder og dine Miskundheder ihu; thi de have (været af) Evighed.
13Lad dem beskjæmmes, (ja) fortæres, som staae imod min Sjæl; lad dem iføres med Forhaanelse og Skjændsel, som søge min Ulykke.
15Du, du veed (det), Herre! kom mig ihu og besøg mig og hevn dig for mig paa mine Forfølgere, at du ikke skal tage mig bort i din Langmodighed; kjend, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld.
25at de ikke skulle sige i deres Hjerte: Ha! vor Sjæl (maa glæde sig); at de ikke skulle sige: Vi have opslugt ham.
20de, som tale skjændeligen om dig, som tage (dit Navn) forfængeligen, dine Fjender.
2Og de sige ikke i deres Hjerte, at jeg haver ihukommet al deres Ondskab; nu have deres Idrætter omringet dem, de ere for mit Ansigt.