Verse 2

Det er forgjæves, at I staae aarle op, (derefter) længe sidde, æde Brød med (megen) Bekymring; thi han giver sin elskelige Ven det (som) i Søvne.

Referenced Verses

  • Sal 4:8 : 8 Du gav Glæde i mit Hjerte fremfor (den, de havde) den Tid, deres Korn og deres Most vare mangfoldige.
  • Fork 5:12 : 12 Det er en ond Syge, som jeg saae under Solen, at Rigdom bevares for sin Herre til hans (egen) Ulykke,
  • Sal 39:5-6 : 5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve). 6 See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
  • Sal 60:5 : 5 Du lod dit Folk see en haard Ting, du gav os Viin at drikke, at vi tumlede.
  • Ordsp 31:15-18 : 15 Og hun staaer op, naar det endnu er Nat, og giver sit Huus Spise, og sine unge Piger (deres) beskikkede (Deel). 16 Hun tænker paa en Ager og faaer den, hun planter en Viingaard af sine Hænders Frugt. 17 Hun ombinder sine Lænder med Styrke, og bestyrker sine Arme. 18 Hun fornemmer, at hendes Kjøbmandskab er godt, hendes Lygte udslukkes ikke om Natten.
  • Fork 1:14 : 14 Jeg saae alle de Gjerninger, som ere gjorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
  • Fork 2:1-9 : 1 Jeg, jeg sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil forsøge dig ved Glæde, derfor see paa det Gode; men see, det var ogsaa Forfængelighed. 2 Jeg sagde til Latter: Du er galen, og til Glæde: Hvorfor gjør du det? 3 Jeg opsøgte i mit Hjerte at fremdrage mit Kjød med Vinen, dog ledede jeg mit Hjerte til Viisdommen, og at tage fat paa Daarlighed, indtil jeg kunde see, hvad Menneskens Børn bedst (monne være), som de skulle gjøre under Himmelen i deres Livs Dages Tal. 4 Jeg gjorde mine Gjerninger store, jeg byggede mig Huse, jeg plantede mig Viingaarde. 5 Jeg gjorde mig Urtehaver og Lysthaver, og jeg plantede allehaande frugtbare Træer i dem. 6 Jeg gjorde mig Fiskevande, at vande af dem den Skov, hvori Træer oprinde. 7 Jeg eiede Tjenere og Tjenestepiger, og jeg havde hjemfødte (Tyende); jeg havde ogsaa megen Eiendom af stort Qvæg og smaat Qvæg, mere end alle de, som havde været før mig i Jerusalem. 8 Jeg samlede mig ogsaa Sølv og Guld og en synderlig Eiendom fra Konger og Landskaber, jeg beskikkede mig Sangere og Sangersker og Menneskens Børns Vellyster, allehaande sammenstemmende Musik. 9 Og jeg blev mægtig og tog til over alle dem, som havde været før mig i Jerusalem, ja, min Viisdom stod med mig. 10 Og Alt, hvad mine Øine begjærede, tog jeg ikke fra dem, jeg negtede mit Hjerte ingen Glæde, thi mit Hjerte havde Glæde af alt mit Arbeide, og dette var min Deel af alt mit Arbeide. 11 Da saae jeg om til alle mine Gjerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbeide, som jeg arbeidende havde gjort, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.
  • Fork 2:20-23 : 20 Derfor vendte jeg mig omkring at mistrøste mit Hjerte over alt det Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen. 21 Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke. 22 Thi hvad haver dog Mennesket af alt sit Arbeide og af sit Hjertes Fortærelse, som han arbeider med under Solen? 23 Thi alle hans Dage ere (idel) Smerte, og hans Møie er Græmmelse, ogsaa om Natten haver hans Hjerte ikke Rolighed; dette samme er ogsaa Forfængelighed.
  • Fork 4:8 : 8 Der er En eenlig og ikke selv anden, og haver hverken Søn eller Broder, dog er der ingen Ende paa alt hans Arbeide, og hans Øine mættes ikke af Rigdom, og (han siger ikke): Hvem arbeider jeg til og lader min Sjæl fattes det Gode? dette er ogsaa Forfængelighed, og det er en ond Møie.
  • Fork 6:7 : 7 Hvert Menneskes Arbeide er for hans Munds Skyld, men Sjælen kan dog ikke fyldes.
  • Jer 31:26 : 26 Derfor vaagnede jeg op og saae, endskjøndt min Søvn var mig sød.
  • Esek 34:25 : 25 Og jeg vil gjøre med dem en Fredspagt, og lade onde Dyr ophøre af Landet; og de skulle boe i Ørken tryggeligen, og sove i Skovene.
  • 1 Mos 3:17-19 : 17 Og han sagde til Adam: Efterdi du lød din Hustrues Røst og aad af det Træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: Du skal ikke æde deraf, da vorde Jorden forbandet for din Skyld; med Kummer skal du æde deraf alle dit Livs Dage. 18 Og den skal bære dig Torn og Tidsel, og du skal æde Urter paa Marken. 19 I dit Ansigts Sved skal du æde Brødet, indtil du bliver til Jord igjen, thi du er tagen deraf; thi du er Støv, og skal blive til Støv igjen.
  • Job 11:18 : 18 Du skal og være tryg, thi der er Haab, og du skal grave og sove tryggeligen.
  • Sal 3:5 : 5 Jeg raabte til Herren med min Røst, og han bønhørte mig fra sit hellige Bjerg. Sela.
  • Apg 12:5-6 : 5 Saa blev da Petrus bevogtet i Fængslet; men der skede af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham. 6 Men der Herodes vilde føre ham frem, sov Petrus i den samme Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker; og Vogterne for Døren toge vare paa Fængslet.