Salmene 94:5
Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.
Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 De ihjelslaae Enken og den Fremmede, og myrde de Faderløse.
7 Og de sige: Herren seer det ikke, og Jakobs Gud forstaaer det ikke.
3 Herre! hvorlænge skulle de Ugudelige, hvorlænge skulle de Ugudelige fryde sig?
4 (Hvorlænge) skulle de udgyde (deres Ord), skulle de tale haardt? (hvorlænge) skulle de tale om sig selv, Alle, som gjøre Uret?
1 Asaphs Psalme. Gud! Hedningerne ere komne i din Arv, de have besmittet dit hellige Tempel, de gjorde Jerusalem til Steenhobe.
6 Og nu, de Ting, som vare udgravede derudi tillige, dem have de sønderslaget med Hellebard og Hammere.
7 De kastede din Helligdom i Ilden, de vanhelligede dit Navns Bolig indtil Jorden.
2 Og de begjærede Agre og røvede (dem), og Huse og toge (dem) bort, og de undertrykkede Manden og hans Huus, ja hver og hans Arv.
7 Thi man haver ædet Jakob, og de have ødelagt hans Bolig.
26 Deres Palads skal blive øde, at der skal Ingen være, som skal boe i deres Pauluner.
3 Ja, de ere de, som æde mit Folks Kjød, som drage og deres Hud af dem og bryde deres Been; og de udsprede (Stykkerne) saasom i en Gryde, og som Kjød midt i en Kjedel.
14 Herren skal komme til Dom med de Ældste af sit Folk og med sine Fyrster; thi I have fortæret Viingaarden, den Fattiges Rov er i eders Huse.
15 Hvi sønderstøde I mit Folk og sønderknuse de elendige Personer? siger Herren, den Herre Zebaoth.
65 Du skal give dem et Skjul over (deres) Hjerte, din Forbandelse hører dem til.
10 Thi i hans Mund er intet Bestandigt, (i) deres Inderste er megen Ondskab, deres Strube er en aabnet Grav, de smigre med deres Tunge.
4 Enhver er vendt tilbage, de ere stinkende tillige; (der er) Ingen, som gjør Godt, end ikke Een.
40 Og de skulle opføre en Forsamling over dig, og stene dig (ihjel) med Stene, og igjennemstikke dig med deres Sværd.
17 Og det skal fortære din Høst og dit Brød, (som) dine Sønner og dine Døttre skulde have ædet, det skal fortære dine Faar og dine Øxne, det skal fortære dit Viintræ og dit Figentræ; det skal gjøre dine faste Stæder, som du forlader dig paa, fattige formedelst Sværdet.
23 Thi Herren skal udføre deres Sag, og berøve deres Sjæl, som berøve dem.
7 De ringeagtede Fader og Moder i dig, de handlede med Vold imod den Fremmede midt udi dig, de forfordelede Faderløs og Enke i dig.
40 Du gjorde din Tjeners Pagt til Intet, du vanhelligede hans Krone til Jorden.
4 Kjende de det ikke, alle de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Herren.
3 Thi see, dine Fjender larme, og dine Hadere opløfte Hovedet.
2 til at afvende de Ringe fra (deres) Ret og bortrive de Elendiges Ret iblandt mit Folk, at Enkerne maae være deres Rov, og de kunne berøve de Faderløse.
5 Herren haver sønderbrudt de Ugudeliges Kjep, Regenters Riis.
2 Hvorlænge ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
18 En liden (Tid) have de, som ere dit hellige Folk, eiet (Landet; men) vore Modstandere have nedtraadt din Helligdom.
8 De aade mit Folks Syndoffer, og de opløftede (hver) sin Sjæls (Begjæring) til deres Misgjerning.
23 Men jeg vil give dem i deres Haand, som have bedrøvet dig, som sagde til din Sjæl: Nedbøi dig, og vi ville gaae over; og du lagde din Ryg som Jorden og som Gaden for dem, som gik over.
11 Gud, (som beviser) mig Miskundhed, skal komme mig tilforn, Gud skal lade mig see paa mine Fjender.
7 De holde sig tilsammen, de skjule sig; de tage vare paa mine Fodspor, eftersom de bie efter min Sjæl.
23 Og han har ladet deres Uret komme tilbage over dem, og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem.
21 De slaae sig sammen i Troppeviis imod en Retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.
12 Saa sagde Herren: Om de ere end lykkelige, og ere vist mange, skulle de dog vist afskjæres, og han skal drage igjennem; jeg haver vel plaget dig, men jeg vil ikke plage dig ydermere.
12 Og de skulle røve dit Gods, og plyndre dine Varer, og nedbryde dine Mure, og afbryde dine ønskelige Huse; og de skulle kaste dine Stene og dit Træ og dit Støv midt udi Vandet.
14 De komme som ad et vidt Gab, de vælte sig (ind paa mig) under Ødelæggelse.
29 Folket i Landet undertrykke de med Vold og røve Rov, og forfordele den Elendige og Fattige, og undertrykke den Fremmede foruden Ret.
9 I uddrive mit Folks Qvinder, (hver) af sin Vellysts Huus, I tage min Prydelse fra hendes spæde Børn evindelig.
39 Derefter bleve de formindskede, og nedbøiede af ond Trængsel og Bedrøvelse.
4 Paa den samme Dag skal man optage et Ordsprog over eder, og beklage sig med en ynkelig Klage (og) sige: Vi ere ganske forstyrrede, han haver bortskiftet (mit) Folks Deel; hvorledes unddrager han Mit fra mig? han deler ud, idet han afvender vore Agre (fra os til Andre).
9 Du lod Enker fare tomhændede, og de Faderløses Arme maatte knuses.
20 de, som tale skjændeligen om dig, som tage (dit Navn) forfængeligen, dine Fjender.
9 Du skal sønderslaae dem med et Jernspiir; ligesom en Pottemagers Kar skal du sønderbryde dem.
11 ja see, de betale os (det), da de komme for at udstøde os af din Eiendom, som du haver ladet os indtage til Eiendom.
19 Hvorledes blive de i et Øieblik til en Ødelæggelse? de omkomme, de faae Ende for Forskrækkelser.
3 Plovmændene pløiede paa min Ryg, de uddroge deres Furer langt.
19 Herre! min Styrke og min Befæstning og min Tilflugt paa Nøds Dag! Hedningerne skulle komme til dig fra Jordens Ender og sige: Vore Fædre eiede dog Falskhed, (ja) Forfængelighed, og det kunde intet gavne dem.
5 De sagde: Kommer, og lader os udslette dem, (at de ere) ikke et Folk, og at Israels Navn skal ikke ydermere ihukommes.
25 Udøs din Grumhed over Hedninger, som ikke kjende dig, og over Slægter, som ikke paakalde dit Navn; thi de have ædet Jakob, ja ædet ham og fortæret ham, og ødelagt hans Bolig.