Jesaja 63:5
Jeg så meg om, men det var ingen som hjalp; jeg undret meg over at ingen støttet. Derfor skaffet min egen arm meg frelse, og min harme, den støttet meg.
Jeg så meg om, men det var ingen som hjalp; jeg undret meg over at ingen støttet. Derfor skaffet min egen arm meg frelse, og min harme, den støttet meg.
Jeg så meg om, men det var ingen som hjalp; jeg var forferdet, og det var ingen som støttet. Da ble min arm meg til frelse, og min vrede var det som støttet meg.
Jeg så meg om, men det var ingen som hjalp; jeg var forferdet, for det var ingen som støttet. Da gav min egen arm meg frelse, og min harme var det som støttet meg.
Jeg så meg om, men det var ingen som hjalp. Jeg undret meg over at ingen støttet meg. Da hjalp min egen arm meg, og min harme støttet meg.
Jeg så meg omkring, men ingen kom til hjelp; jeg ble fortvilet, men ingen støttet meg. Da kom min egen arm og reddet meg, og min vrede ga meg styrke.
Og jeg så meg omkring, men det var ingen til å hjelpe, og jeg undret meg over at det ikke var noen til å støtte. Derfor brakte min egen arm meg frelse, og min harme, den støttet meg.
Og jeg så, og det var ingen til å hjelpe; jeg undret meg over at ingen støttet meg. Derfor frelste min egen arm meg, og min vrede opprettholdt meg.
Jeg så meg om, men det var ingen som hjalp, og jeg var forferdet, for det var ingen som støttet meg. Så min egen arm frelste meg, og min egen harme støttet meg.
Jeg så meg om, men det var ingen som hjalp. Jeg undret meg, men ingen støttet meg. Så frelset min egen arm meg, og min harme var det som understøttet meg.
Jeg så meg omkring, men det var ingen som hjalp; jeg undret meg over at det ikke var noen som støttet: derfor brakte min egen arm frelse for meg, og min harme opprettholdt meg.
Og jeg så, men det var ingen til å hjelpe; og jeg undret meg over at det ikke var noen til å støtte meg. Derfor var det min egen arm som brakte meg frelse, og min vrede den som løftet meg opp.
Jeg så meg omkring, men det var ingen som hjalp; jeg undret meg over at det ikke var noen som støttet: derfor brakte min egen arm frelse for meg, og min harme opprettholdt meg.
Jeg så meg om, men det var ingen som hjalp, og jeg ble forundret, for det var ingen som støttet. Da hjalp min egen arm meg, og min harme støttet meg.
I looked, but there was no one to help; I was appalled that no one gave support. So my own arm brought me salvation, and my wrath sustained me.
Jeg så meg omkring, men det var ingen hjelper; jeg undret meg, men det var ingen som støttet. Da hjalp min egen arm meg, og min harme støttet meg.
Og jeg saae (mig) om, og der var ingen Hjælper, og jeg var forskrækket, og der var Ingen, som opholdt mig; men min Arm frelste mig, og min Grumhed, den opholdt mig.
And I looked, and there was none to help; and I wondered that there was none to uphold: therefore mine own arm brought salvation unto me; and my fury, it upheld me.
Jeg så, og det var ingen til å hjelpe; jeg undret meg over at det ikke var noen støtte. Derfor brakte min egen arm meg frelse, og min harme opprettholdt meg.
And I looked, and there was no one to help; and I wondered that there was no one to uphold: therefore my own arm brought salvation for me; and my fury, it upheld me.
Jeg så meg omkring, men det var ingen til å hjelpe, jeg undret meg over at ingen støttet: derfor brakte min egen arm meg frelse, og min vrede, den holdt meg oppe.
Jeg så meg rundt, men det var ingen som hjalp; jeg undret meg over at ingen støttet. Med min egen arm frelste jeg meg, og min vrede støttet meg.
Jeg så meg omkring, men det var ingen til å hjelpe; jeg undret meg over at ingen støttet meg. Derfor brakte min egen arm meg frelse, og min harme holdt meg oppe.
Og jeg så at det ikke var noen som hjalp, og jeg undret meg over at ingen ga dem støtte: så min egen arm ga meg frelse, og min harme var min støtte.
I loked aboute me, and there was no ma to shewe me eny helpe, I fel downe, and no man helde me vp. The I helde me by myne owne arme, & my feruetnesse susteyned me.
And I looked, and there was none to helpe, and I wondered that there was none to vpholde: therefore mine owne arme helped me, and my wrath it selfe sustained me.
I loked about me, and there was no man to shewe me any helpe, I marueyled that no man helde me vp: Then I helde me by myne owne arme, and my feruentnesse sustayned me.
And I looked, and [there was] none to help; and I wondered that [there was] none to uphold: therefore mine own arm brought salvation unto me; and my fury, it upheld me.
I looked, and there was none to help; and I wondered that there was none to uphold: therefore my own arm brought salvation to me; and my wrath, it upheld me.
And I look attentively, and there is none helping, And I am astonished that there is none supporting, And give salvation to me doth mine own arm. And my wrath -- it hath supported me.
And I looked, and there was none to help; and I wondered that there was none to uphold: therefore mine own arm brought salvation unto me; and my wrath, it upheld me.
And I looked, and there was none to help; and I wondered that there was none to uphold: therefore mine own arm brought salvation unto me; and my wrath, it upheld me.
And I saw that there was no helper, and I was wondering that no one gave them support: so my arm did the work of salvation, and my wrath was my support.
I looked, and there was none to help; and I wondered that there was none to uphold: therefore my own arm brought salvation to me; and my wrath, it upheld me.
I looked, but there was no one to help; I was shocked because there was no one offering support. So my right arm accomplished deliverance; my raging anger drove me on.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16Han så at det ikke var noen mann, og han undret seg over at det ikke var noen forbeder; derfor brakte hans egen arm ham frelse, og hans rettferdighet støttet ham.
17Han kledde seg i rettferdighet som en brynje og satte frelsens hjelm på sitt hode; han tok hevnens klær på som kledning og svøpte seg i nidkjærhet som i en kappe.
5Min rettferdighet er nær, min frelse har gått ut, og mine armer skal dømme folkene. Kystlandene skal vente på meg, og til min arm skal de sette sin lit.
3Jeg har tråkket vinpressen alene, og av folket var ingen med meg; for jeg vil tråkke dem i min vrede og trampe dem ned i min harme. Deres blod skal sprute på mine klær, og jeg vil gjøre alle mine klær tilsølt.
4For hevnens dag er i mitt hjerte, og året for mine gjenløste er kommet.
6Jeg vil trampe folkene ned i min vrede, gjøre dem beruset i min harme, og jeg vil la deres styrke falle til jorden.
42De ropte, men det var ingen som frelste; de ropte selv til Herren, men han svarte dem ikke.
2Hvorfor var det ingen da jeg kom, og hvorfor var det ingen som svarte da jeg ropte? Er min hånd blitt for kort til å forløse, eller har jeg ingen kraft til å frelse? Se, ved min trussel tørker jeg ut havet, jeg gjør elvene til ødemark; deres fisk stinker fordi det ikke er vann og dør av tørst.
2Se, Gud er min frelse; jeg vil stole på ham og ikke være redd. For Herren Herren er min styrke og min sang; han er også blitt min frelse.
4Jeg så til høyre og speidet, men det var ingen som ville kjenne meg; tilflukt sviktet meg, ingen brydde seg om min sjel.
1Hvem er dette som kommer fra Edom, i fargede klær fra Bosra? Han som er strålende i sin drakt, som skrider fram i sin store styrkes kraft? Det er jeg som taler i rettferdighet, mektig til å frelse.
11Jeg, jeg er Herren, og uten meg finnes det ingen frelser.
13Ja, fra før dagen var, er jeg han, og ingen kan rive ut av min hånd. Jeg handler, og hvem kan hindre det?
24Derfor sier Herren, hærskarenes Herre, Israels Mektige: Å, jeg vil få utløp for harmen over mine motstandere og hevne meg på mine fiender.
10Herren har blottet sin hellige arm for alle folkeslagenes øyne, og alle jordens ender skal se vår Guds frelse.
4Se, Gud er min hjelper; Herren er med dem som støtter min sjel.
21Med ham skal min hånd stå fast, og min arm skal også styrke ham.
5Jeg selv vil kjempe mot dere med utstrakt hånd og sterk arm, i vrede, i raseri og i stor harme.
5For at dine elskede skal bli berget: frels med din høyre hånd, og hør meg.
22Vend dere til meg og bli frelst, alle jordens ender! For jeg er Gud, og ingen annen.
13Jeg lar min rettferdighet komme nær; den er ikke langt borte, og min frelse skal ikke drøye. Jeg gir frelse i Sion, for Israel, min herlighet.
13Du støtet hardt mot meg for at jeg skulle falle, men Herren hjalp meg.
14Herren er min styrke og min sang, han er blitt min frelse.
4Da sa jeg: Jeg har arbeidet forgjeves, jeg har brukt opp min kraft til ingen nytte og til ingen ting. Likevel er min rett hos HERREN, og min gjerning er hos min Gud.
13Er ikke min hjelp i meg? Og er forstanden helt drevet bort fra meg?
6For jeg stoler ikke på min bue, og mitt sverd skal ikke frelse meg.
8Så sier HERREN: I den rette tid har jeg hørt deg, på frelsens dag har jeg hjulpet deg. Jeg vil verne deg og gi deg til en pakt for folket, for å reise opp landet og la de øde arvelandene bli tatt i eie.
12fordi jeg berget den fattige som ropte, og den farløse, den som ikke hadde noen til å hjelpe ham.
11Vær ikke langt borte fra meg, for nøden er nær, og det er ingen som hjelper.
7For Herren Gud vil hjelpe meg, derfor blir jeg ikke til skamme. Derfor har jeg gjort ansiktet mitt hardt som flint, og jeg vet at jeg ikke skal bli til skamme.
10Frykt ikke, for jeg er med deg; vær ikke motløs, for jeg er din Gud. Jeg styrker deg, ja, jeg hjelper deg, ja, jeg holder deg oppe med min rettferds høyre hånd.
20Spott har knust mitt hjerte, og jeg er full av sorg. Jeg ventet på noen som skulle vise medynk, men det var ingen, og på trøstere, men jeg fant ingen.
26Hjelp meg, Herre, min Gud! Frels meg etter din barmhjertighet,
2Herren, vær nådig mot oss; vi har ventet på deg. Vær vår arm hver morgen, vår frelse også i trengselens tid.
2Grip skjold og rundskjold, og reis deg til min hjelp.
5Eller la ham gripe min styrke, så han kan slutte fred med meg; ja, han skal slutte fred med meg.
4De løper og gjør seg klare uten at jeg har skyld. Våkn opp for å hjelpe meg, og se!
12Er det ingenting for dere, alle dere som går forbi? Se og se om det finnes en smerte lik min smerte, den som er påført meg, som HERREN har latt komme over meg på sin brennende vredes dag.
13Fra det høye sendte han ild inn i mine ben, og den trengte igjennom dem. Han spente et nett for mine føtter, han fikk meg til å snu tilbake. Han gjorde meg øde og kraftløs hele dagen.
14Åket av mine overtredelser er bundet av hans hånd; de er flettet sammen og lagt over min nakke. Han har latt min kraft falle; Herren har overgitt meg i deres hånd, som jeg ikke makter å stå meg imot.
3Gud, min klippe, til ham setter jeg min lit; han er mitt skjold og min frelses horn, mitt høye tårn og min tilflukt, min frelser; du berger meg fra vold.
7Hos Gud er min frelse og min ære; min sterke klippe og min tilflukt er hos Gud.
2Hvordan har du hjulpet den maktesløse? Hvordan har du støttet den svake arm?
41De ropte, men det var ingen som frelste; selv til Herren ropte de, men han svarte dem ikke.
13For jeg, Herren din Gud, holder din høyre hånd og sier til deg: Frykt ikke, jeg hjelper deg.
15Se ned fra himmelen, og se fra din hellighets og din herlighets bolig! Hvor er din nidkjærhet og din styrke, dine inderlige følelser og din barmhjertighet mot meg? Er de holdt tilbake?
9Israel, du har ødelagt deg selv; men hos meg er din hjelp.
19Men vær ikke langt borte fra meg, Herre! Du, min styrke, skynd deg til min hjelp.
39Se nå: Jeg, ja jeg, er han, og det finnes ingen gud ved siden av meg. Jeg dreper og gjør levende; jeg sårer og jeg leger; det finnes ingen som kan rive ut av min hånd.
2Han gjorde min munn lik et skarpt sverd; i skyggen av sin hånd har han skjult meg. Han gjorde meg til en blank pil; i sitt kogger har han gjemt meg.