Forkynneren 1:6
Den gaaer mod Sønden, og gaaer omkring mod Norden; Veiret gaaer (stedse) om og om, og farer frem, og Veiret kommer tilbage efter sine Omgange.
Den gaaer mod Sønden, og gaaer omkring mod Norden; Veiret gaaer (stedse) om og om, og farer frem, og Veiret kommer tilbage efter sine Omgange.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 En Slægt gaaer, og en (anden) kommer, men Jorden staaer evindelig.
5 Og Solen gaaer op, og Solen gaaer ned, og den higer til sit Sted, der hvor den gaaer op (igjen).
7 Alle Bække løbe i Havet, dog (bliver) Havet ikke fuldt; til det Sted, fra hvilket Floderne løbe, derhen gaae de igjen tilbage.
8 Alle (disse) Ting ere møisommelige, Ingen kan udsige det; Øiet mættes ei af at see, og Øret fyldes ei af at høre.
9 Hvad som var, det Samme skal vorde, og hvad som er skeet, det Samme skal skee, og der er slet intet Nyt under Solen.
10 Er der Noget, om hvilket man kan sige: See, dette er Nyt? det var allerede i de forrige Tider, som have været før os.
9 Af de (inderste) Kammere (imod Sønden) kommer en Hvirvelvind, og ved de adspredende (Vinde imod) Norden kommer Kulde.
16 at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?
6 Og den gaaer ud som en Brudgom af sit Brudehuus; den glæder sig som en vældig (Stridsmand) til at løbe (sin) Bane.
7 og Støvet kommer til Jorden igjen, som det var (før), og Aanden kommer til Gud igjen, som gav den.
8 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.
17 hvorledes dine Klæder blive varme, naar han gjør Landet stille fra Sønden?
7 Han gjør, at Damp opstiger fra Jordens Ende, han gjør Lynet til Regnen, han udfører Veiret af sine Forraadskammere,
12 Og han vender Leilighederne efter sine Raad til deres Gjerning, til alt det, som han byder dem paa Jordens Kreds;
16 Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.
24 Hvor er den Vei, der Lyset deles, (hvor) Østenveir adspreder sig over Jorden?
26 Han lod Østenveir fare frem under Himmelen, og førte Søndenveir frem ved sin Styrke.
3 Naar de tykke Skyer ere fulde, udgyde de Regn paa Jorden, og naar et Træ falder mod Sønden eller og mod Norden, (paa hvilket) Sted Træet falder, der skal det blive.
4 Hvo, som agter paa Veir, saaer ikke, og hvo, der seer til de tykke Skyer, høster ikke.
16 naar han udgiver Røsten, (er der) et Bulder af Vande i Himmelen, og han drager Damp op fra Jordens Ende; han gjør Lynet (tillige) med Regnen, og udfører Veiret af sine Liggendefæ.
21 Østenveir skal tage ham op, at han farer (bort), og med en Storm drive ham fra sit Sted.
8 Vinden blæser, hvor den vil, og du hører dens Susen, men du veed ikke, hvor fra den kommer, og hvor den farer hen; saaledes (er det med) hver den, som er født af Aanden.
55 Og naar I see Søndenveir blæse, sige I: Der kommer Hede; og det skeer.
13 Naar han udgiver Røsten, er Vandenes Mangfoldighed i Himmelen, og han kan opdrage Damp fra Jordens Ende; han gjorde Lynet (tilligemed) Regnen, og udførte Veir af sine Liggendefæ.
1 En Byrde over Ørken ved Havet: Ligesom Hvirvelvinde fare frem i Sønden, (saa) kommer det fra Ørken, fra et forfærdeligt Land.
12 Ja, der skal komme mig et fuldt (skrækkeligt) Veir fra disse (Stæder); nu vil jeg, jeg ogsaa gaae irette med dem.
20 De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.
21 Hvo fornemmer, at Menneskens Børns Aand, den farer høit op, og Dyrs Aand, at den farer ned under Jorden?
21 Og nu seer man ikke Lys, som er klart i de (øverste) Skyer, (men) naar Veiret gaaer over, da renser det dem.
7 Og jeg, jeg vendte mig om og saae en Forfængelighed under Solen:
4 Hvo foer op til Himmelen og foer ned? hvo sankede Veiret i sine Næver? hvo bandt Vandet i et Klæde? hvo haver beskikket alle Jordens Ender? hvad er hans Navn? og hvad er hans Søns Navn, om du veed det?
12 Og de gik hver lige for sig; derhen, hvor Aanden vilde gaae, gik de, de vendte ikke om, naar de gik.
14 Jeg saae alle de Gjerninger, som ere gjorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
15 Kroget kunde ikke vorde ret, og Brøst kunde ikke tælles.
4 See, ogsaa Skibene, enddog de ere saa store og drives af stærke Vinde, vendes med et saare lidet Ror, hvor Styrmandens Fart vil hen.
25 Der han gjorde Vægt for Veiret og veiede Vandet med en Maade,
1 Alting haver en bestemt Tid, og alt (det, som man haver) Lyst til under Himmelen, haver (sin) Tid.
18 Han sender sit Ord og smelter dem, han lader sit Veir blæse, saa flyde Vandene hen.
8 Du trættede imod ham med Maade, da du bortkastede ham, (da) han borttog (ham) ved sit det haarde Veir den Dag, det var Østenvind.
26 Skulde I optænke Ord til at straffe? og skulde den Mistrøstiges Taler (agtes som) et Veir?
15 Det, som haver været, har allerede været, og det, som skal skee, har allerede været, og Gud søger det, som er fordrevet.
10 Thi ligesom Regnen og Sneen nedfalder fra Himmelen og kommer ikke tilbage derhen, men vander Jorden (overflødigen) og gjør den frugtbar og kommer den til at give Grøde, og den giver Sæd til at saae og Brød til at æde,
1 Kongens Hjerte er (som) Vandbække i Herrens Haand; til alt det, han haver Lyst til, skal han bøie det.
2 medens Solen og Lyset og Maanen og Stjernerne ikke endnu blive mørke, ei heller de tykke Skyer komme tilbage efter Regnen;
13 See Guds Gjerning! thi hvo kan gjøre det lige, som han gjør kroget?
27 Thi han formindsker Vandets Draaber, de udgyde Regn efter hans Damp,
8 Ild og Hagel, Snee og Damp, du Stormveir, som udretter hans Ord!
10 Han haver cirklet med (en vis) Skik oven over Vandet, indtil Lys med Mørke skal faae Ende.
8 Og han raabte til mig, og talede til mig, og sagde: See, de, som udgaae mod Nordenland, komme min Aand til at hvile i Nordenland.