Forkynneren 1:7
Alle Bække løbe i Havet, dog (bliver) Havet ikke fuldt; til det Sted, fra hvilket Floderne løbe, derhen gaae de igjen tilbage.
Alle Bække løbe i Havet, dog (bliver) Havet ikke fuldt; til det Sted, fra hvilket Floderne løbe, derhen gaae de igjen tilbage.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 En Slægt gaaer, og en (anden) kommer, men Jorden staaer evindelig.
5 Og Solen gaaer op, og Solen gaaer ned, og den higer til sit Sted, der hvor den gaaer op (igjen).
6 Den gaaer mod Sønden, og gaaer omkring mod Norden; Veiret gaaer (stedse) om og om, og farer frem, og Veiret kommer tilbage efter sine Omgange.
8 Alle (disse) Ting ere møisommelige, Ingen kan udsige det; Øiet mættes ei af at see, og Øret fyldes ei af at høre.
9 Hvad som var, det Samme skal vorde, og hvad som er skeet, det Samme skal skee, og der er slet intet Nyt under Solen.
10 Er der Noget, om hvilket man kan sige: See, dette er Nyt? det var allerede i de forrige Tider, som have været før os.
11 (Som) Vand bortløber af Havet, og (som) en Flod tørres bort og bliver tør,
8 Og han sagde til mig: Disse Vande gaae ud til det forreste Galilæa, og flyde ned over den slette Mark, og de gaae i Havet; naar de ere udgangne til Havet, da læges Vandene.
9 Og det skal skee, at hver levende Sjæl, som vrimler paa hvert Sted, hvorhen hver af de tvende Floder kommer, skal leve, og der skal være saare megen Fisk; thi disse Vande ere komne derhen, og de skulle læges, og Alt skal leve, hvor Bækken kommer hen.
10 Derfor vender hans Folk hid igjen, og der udkrystes (Bægere) fulde af Vand til dem,
7 og Støvet kommer til Jorden igjen, som det var (før), og Aanden kommer til Gud igjen, som gav den.
8 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.
7 Han er den, som holder Vandet tilsammen i Havet som en Dynge, han sætter Afgrundene til (at være) Forraadskammere.
15 See, han opholder Vandet, og det borttørres, og han udlader det, og det omvælter Landet.
7 Hvert Menneskes Arbeide er for hans Munds Skyld, men Sjælen kan dog ikke fyldes.
27 Thi han formindsker Vandets Draaber, de udgyde Regn efter hans Damp,
20 De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.
33 Han gjorde Floder til en Ørk, og Vandløb til et tørstigt (Sted),
7 Og jeg, jeg vendte mig om og saae en Forfængelighed under Solen:
7 Havet skal bruse og dets Fylde, Jorderige og de, som boe derpaa.
14 Jeg saae alle de Gjerninger, som ere gjorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.
15 Kroget kunde ikke vorde ret, og Brøst kunde ikke tælles.
9 Du satte Grændse (for dem), derover skulle de ikke gaae, de skulle ikke igjen skjule Jorden.
10 Du lader Kilder opvælde i Dalene, at de gaae imellem Bjergene.
16 Lad dine Kilder udflyde her og der udenfor, (og) Vandbække paa Gaderne.
16 at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?
3 Naar de tykke Skyer ere fulde, udgyde de Regn paa Jorden, og naar et Træ falder mod Sønden eller og mod Norden, (paa hvilket) Sted Træet falder, der skal det blive.
4 Han truer Havet og fortørrer det, og gjør alle Strømmene tørre; vansmægtet er Basan og Carmel, og Libanons Blomst er vansmægtet.
16 Der var ikke Ende paa alt det Folk, paa alt det, som var for dem, og Efterkommerne skulle dog ikke glædes i ham; visseligen, dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.
10 Thi ligesom Regnen og Sneen nedfalder fra Himmelen og kommer ikke tilbage derhen, men vander Jorden (overflødigen) og gjør den frugtbar og kommer den til at give Grøde, og den giver Sæd til at saae og Brød til at æde,
10 Han haver cirklet med (en vis) Skik oven over Vandet, indtil Lys med Mørke skal faae Ende.
11 Mon en Kilde kan udgyde af det samme Væld sødt Vand og beskt?
11 Han binder for Floderne, at ikke en Draabe (kommer derud), og udfører de skjulte Ting deraf til Lyset.
9 Maalet paa den er længere end Jorden, og Bredden (bredere) end Havet.
16 Er du kommen til Havets Dybheder, og haver du vandret der, hvor man randsager (efter) Afgrunden?
1 Kongens Hjerte er (som) Vandbække i Herrens Haand; til alt det, han haver Lyst til, skal han bøie det.
5 Og der skal fattes Vand i Havet, og Floden skal blive tør, (ja) borttørres.
14 Afgrunden siger: Den er ikke i mig, og Havet siger: Den er ikke hos mig.
8 Og to eller tre Stæder vankede omkring til een Stad for at drikke Vand, og mættedes ikke; dog omvendte I eder ikke til mig, siger Herren.
5 Hvad (skadede) dig, du Hav, at du flyede, du Jordan, at du løb tilbage?
25 (Anlangende) dette store og vide (og) brede Hav, der vrimler det, og der er ikke Tal paa, der ere levende (Fiske), de smaae med de store.
16 naar han udgiver Røsten, (er der) et Bulder af Vande i Himmelen, og han drager Damp op fra Jordens Ende; han gjør Lynet (tillige) med Regnen, og udfører Veiret af sine Liggendefæ.
17 da saae jeg al Guds Gjerning, at et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som skeer under Solen, som Mennesket arbeider paa at opsøge, men kan ikke finde den, ja og, om den Vise vilde sige sig at forstaae den, kan han dog ikke finde den.
2 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, (det er) altsammen Forfængelighed.
1 Kast dit Brød ovenpaa Vandet, thi du skal finde det længe derefter.
1 Alting haver en bestemt Tid, og alt (det, som man haver) Lyst til under Himmelen, haver (sin) Tid.
32 Havet skal bruse og dets Fylde, Marken skal frydes og alt det, som er derpaa.
14 Thi Jorden skal fyldes til at kjende Herrens Ære, som Vandene skjule Havets (Bund).