Jesaja 14:17
som gjorde Jorderige som en Ørk og nedbrød Stæderne deri? som ikke løste sine Bundne (at lade dem gaae) hjem?
som gjorde Jorderige som en Ørk og nedbrød Stæderne deri? som ikke løste sine Bundne (at lade dem gaae) hjem?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16 Hvo dig seer, skal stirre paa dig, de skulle betragte dig (og sige): Mon denne være den Mand, som kom Jorden til at bæve, som kom Rigerne til at skjælve?
13 Og du glemte Herren, som haver gjort dig, som udbredte Himmelen og grundfæstede Jorden, og du frygtede stedse den ganske Dag for Trængerens Grumhed, naar han beredte sig til at fordærve; men hvor er Trængerens Grumhed?
14 Den, som gaaer (herfra) til fremmed Sted, skal hastig lades løs og skal ikke døe i Graven, og hans Brød skal ikke fattes.
22 Men det er et Folk, som er berøvet og plyndret, de ere allesammen besnærede i Hulerne og skjulte i Fængslers Huse; de ere blevne til Bytte, og der er Ingen, som frier, til et Rov, og der er Ingen, som siger: Giv (hid) igjen.
6 (naar) de bøie sig, (naar) de føde deres Unger, (og) udlade (det, de have) Smerte af?
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de øde Stæder,
20 Thi han saae ned af sin Helligdoms Høihed, Herren saae af Himmelen til Jorden,
14 See, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.
15 See, han opholder Vandet, og det borttørres, og han udlader det, og det omvælter Landet.
24 Han borttager Hjertet fra Folkenes Øverster i Landet, og gjør, at de fare vild i det Øde, hvor ikke er Vei,
6 Den, som slog Folkene med Grumhed, med Slag uden Afladelse, den, som regjerede over Hedningerne med Vrede, han bliver forfulgt, (saa at) Ingen (kan) forhindre (det).
7 til at aabne de Blindes Øine, til at udføre de Bundne af Fængsel, dem, som sidde i Mørke, af Fængsels Huus.
6 Jeg lod udrydde Hedningerne, deres Hjørner ere ødelagte, jeg lod gjøre deres Gader øde, saa Ingen gik igjennem; deres Stæder ere, forstyrrede, saa at der er ingen Mand, at der boer Ingen.
14 Er (da) Israel en Tjener? eller er han en hjemmefødt Træl? hvorfor er han bleven til Rov?
15 Unge Løver brøle over ham, de udgave deres Røst, og de gjorde hans Land til en Ødelæggelse, hans Stæder ere opbrændte, at Ingen boer deri.
28 Men (nu) boer han i Stæder, som ere ødelagte, i Huse, som Ingen boer udi, som ere rede til (at falde) i Hobe.
34 til at knuse under sine Fødder alle Bundne paa Jorden,
40 Han udøste Foragt paa Fyrsterne, og lod dem fare vild i det Øde, (hvor) ingen Vei er.
34 et frugtbart Land til et salt (Land) for deres Ondskab, som boede deri.
17 See, Herren skal bortkaste dig, (som) en (stærk) Mand bortkaster En, og aldeles skjule dig.
7 som skaffer dem Ret, der lide Vold, som giver de Hungrige Brød; Herren løser de Bundne.
11 Lad den Bundnes Jamren komme for dit Ansigt, lad den: blive (i Live), som ere Dødens Børn, efter din store Arm.
7 Og han kjendte Enker derudi, og lod ødelægge deres Stæder; og Landet og hvad der var derudi blev forskrækket for hans Brølens Røst.
8 Og Hedningerne gave sig over ham trindt omkring af Landskaberne, og de udbredte deres Garn over ham, han blev greben i deres Grav.
19 Stæderne imod Sønden ere tillukkede, og der er Ingen, som oplader (dem), al Juda er bortført, (ja) fuldkommeligen bortført.
37 Og deres fredelige Græsgange ere afhugne for Herrens grumme Vredes Skyld.
38 Han haver som en ung Løve forladt sin Hule; thi deres Land er blevet en Forskrækkelse for Fordærverens Grumheds Skyld og for hans grumme Vredes Skyld.
9 den, som vederqvæger sig ved Ødelæggelse over den Stærke, at Ødelæggelsen kommer over Befæstningen.
10 Vor Helligheds og vor Herligheds Huus, i hvilket vore Fædre lovede dig, er opbrændt med Ild, og alle vore ønskelige Ting ere ødelagte.
26 Jeg saae, og see, den frugtbare Mark var en Ørk, og alle dens Stæder vare nedbrudte for Herrens Ansigt, for hans grumme Vrede.
9 Paa den samme Dag skulle hans stærke Stæder være ligesom det, der er efterladt af en Skov, eller en Qvist, som de have forladt for Israels Børns Skyld, endskjøndt der skal være en Ødelæggelse.
16 fordi han sønderbrød Kobberporte og sønderhuggede Jernstænger.
13 indtil den faaer taget fat paa Jordens Vinger, at de Ugudelige udrystes af den,
8 De banede Veie ere øde, den, som Pleier at gaae fremad Stien, maa lade blive; han haver brudt Pagten, forkastet Stæderne, ikke agtet et Menneske.
25 Haver du ikke hørt, at jeg haver gjort det for lang Tid siden, at jeg haver dannet det i gamle Dage? nu haver jeg ladet det komme, og det skal være til at ødelægge de faste Stæder, at de blive til ødelagte Steenhobe.
21 Tilreder for hans Børn, at de maae slagtes for deres Fædres Misgjerning, at de ikke komme op, hverken at arve Landet eller at fylde Jorderiges Kreds med Stæder.
1 See, Herren udtømmer Landet og gjør det øde, og forvender dets Skikkelse og adspreder dets Indbyggere.
17 Det er sandt, Herre! Kongerne af Assyrien have ødelagt Hedningerne og deres Land,
14 Men jeg haver bortdrevet dem som ved en Storm iblandt alle Hedningerne, som de ikke kjendte, og Landet er ødelagt efter dem, at Ingen gaaer igjennem eller kommer tilbage; thi de gjorde det ønskelige Land aldeles øde.
22 Og de skulle samles (tilhobe), som Bundne samles til en Hule, og blive lukkede i Fængsel; men de skulle hjemsøges mange Dage derefter.
8 at binde deres Konger med Lænker, og deres ærede (Folk) med Jernbolte,
15 Paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
12 Kongerne paa Jorden havde ikke troet det, ei heller Alle, som boe paa Jorderige, at Modstanderen og Fjenden skulde inddraget ad Jerusalems Porte.
19 Han lader Præsterne gaae berøvede bort, og omkaster de Stærke.
15 Og Fyrsterne bleve vrede paa Jeremias og sloge ham, og de kastede ham i Fængslets Huus, i Jonathans, Skriverens, Huus; thi det havde de gjort til et Fængsels Huus.
14 Thi Israel forglemte den, som havde gjort ham, og byggede Paladser, og Juda gjorde mange faste Stæder; men jeg vil sende Ild i hans Stæder, og den skal fortære hans Paladser.
4 (Du,) som slider dig selv i din Vrede, mon Jorden skal forlades for din Skyld? og skal en Klippe flyttes fra sit Sted?
11 Man gjorde den (aldeles) øde, den sørgede over mig, der den var øde; alt Landet er ødelagt, thi Ingen lægger det paa Hjerte.
14 Derfor haver Graven udvidet sig selv og opladt sin Mund umaadeligen, at (baade) dets ypperlige (Folk) og dets menige (Folk), baade den, som buldrer, og den, som er glad udi den, skal (der) nedfare.