Job 39:6
(naar) de bøie sig, (naar) de føde deres Unger, (og) udlade (det, de have) Smerte af?
(naar) de bøie sig, (naar) de føde deres Unger, (og) udlade (det, de have) Smerte af?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Kan du tælle de Maaneder, som de opfylde, eller veed du Tiden, naar de føde,
7 Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken; de gaae ud og komme ikke tilbage til dem.
8 Hvo haver ladet det vilde Æsel gaae frit, og hvo løste Skovæslets Baand?
28 Men (nu) boer han i Stæder, som ere ødelagte, i Huse, som Ingen boer udi, som ere rede til (at falde) i Hobe.
17 som gjorde Jorderige som en Ørk og nedbrød Stæderne deri? som ikke løste sine Bundne (at lade dem gaae) hjem?
6 Og han skal være som et eenligt (Træ) paa en øde Mark, og skal ikke see, naar Godt skal komme; men han skal boe i de forbrændte (Stæder) i Ørken, i et salt Land, og du skal ikke kunne blive (der).
33 Han gjorde Floder til en Ørk, og Vandløb til et tørstigt (Sted),
34 et frugtbart Land til et salt (Land) for deres Ondskab, som boede deri.
35 Han gjorde en Ørk til en Vandsø, og et tørt Land til Vandløb.
36 Og han lod de Hungrige boe der, og de beredte en Stad, som de kunde boe udi.
6 Thi saa sagde Herren om Judæ Konges Huus: Du er mig (som) Gilead, (som) Libanons Top; mon jeg ikke skal gjøre dig til en Ørk, (til) Stæder, som ikke beboes?
39 Derfor skulle Zijim med Ijim boe (der), og Strudsunger boe derudi, og den skal ikke ydermere beboes evindeligen, og Ingen skal boe i den fra Slægt til Slægt.
26 at lade regne paa det Land, (hvor) Ingen er, i Ørken, hvor intet Menneske er,
25 Udøs din Vrede over dem, og lad din grumme Vrede gribe dem.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
40 Han udøste Foragt paa Fyrsterne, og lod dem fare vild i det Øde, (hvor) ingen Vei er.
6 efterdi jeg har ikke boet i et Huus fra den Dag, jeg opførte Israels Børn af Ægypten, og indtil denne Dag, men jeg vandrede i Paulun og i Tabernakel.
4 De, som fore vild i Ørken, paa en øde Vei, de, som fandt ingen Stad, som de kunde boe udi,
5 Jeg, jeg kjendte dig i Ørken, i de tørre Steders Land.
2 Og jeg, jeg haver bygget dig en Boligs Huus, ja en Bolig, at du skulde boe der evindeligen.
5 Jeg, jeg gjorde Jorden, Menneskene og Dyrene, som ere paa Jordens Kreds, ved min den store Magt og ved min den udrakte Arm, og jeg haver givet den, til hvem mig ret synes.
6 Og de sagde ikke: Hvor er Herren, han, som førte os op af Ægypti Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og (fuldt af) Grave, i et tørt og Dødens Skygges Land, i et Land, som Ingen haver (tilforn) vandret igjennem, og hvor intet Menneske boer?
11 Der skal ikke gaae Menneskes Fod igjennem den, og Fæes Fod skal ikke gaae igjennem den, og den skal ikke beboes i fyrretyve Aar.
15 Unge Løver brøle over ham, de udgave deres Røst, og de gjorde hans Land til en Ødelæggelse, hans Stæder ere opbrændte, at Ingen boer deri.
5 See, som vilde Æsler i Ørken ere de udgangne til deres Gjerning, de stode aarle op efter Føde; (paa den) slette Mark er Brød for dem (og) for (deres) Drenge.
6 (Han er) de Faderløses Fader og Enkers Dommer, (han er) Gud i sin hellige Bolig,
43 Dens Stæder ere blevne til en Forskrækkelse, et tørt (Sted) og en øde Mark, et Land, i hvilket ingen Mand boer, og hvor intet Menneskes Søn gaaer igjennem.
5 efterdi jeg haver ikke boet i et Huus fra den Dag, da jeg opførte Israel, indtil denne Dag, men jeg haver været (med dem) fra Paulun til Paulun og fra Tabernakel (til Tabernakel).
20 Vilde Dyr paa Marken skulle ære mig, Drager og Strudsunger; thi jeg gav Vand i Ørken, Floder i øde (Stæder), at give mit Folk, mine Udvalgte, at drikke.
37 Og deres fredelige Græsgange ere afhugne for Herrens grumme Vredes Skyld.
38 Han haver som en ung Løve forladt sin Hule; thi deres Land er blevet en Forskrækkelse for Fordærverens Grumheds Skyld og for hans grumme Vredes Skyld.
24 Jeg, jeg haver gravet og drukket de fremmede Vande, og udtørret med mine Fødders Saale alle dybe Floder.
15 Jeg vil tørre Bjerge og Høie, og borttørre alle deres Urter, og gjøre Floder til Øer og borttørre Søer.
3 (De, som vare) eenlige for Mangel og for Hunger, ja, som flyede til tørre (Steder), til Mørkhed, til øde og ødelagte (Stæder),
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de øde Stæder,
6 (De gave sig) til Kløfter i Dalene til at boe udi, til Huler i Jorden og Klipperne.
19 Til dig, Herre! vil jeg raabe; thi en Ild haver fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue haver optændt alle Træerne paa Marken.
14 Thi Paladserne ere forladte, Stadens Mangfoldighed er forladt; Ophel og Vagttaarnet er blevet til Huler evindeligen, til Glæde for Vildæsler, til Føde for Hjordene;
8 Men var der en Mand, (som brugte sin) Arms Styrke, han havde Landet, og den, hvis Person var anseet, boede deri.
14 Saa sagde den Herre Herre: Ligesom alt Landet glæder sig, (saa) vil jeg gjøre dig (aldeles) øde.
15 De, som boe (hos mig) i mit Huus, og mine Tjenestepiger agte mig som en Fremmed; jeg er (som) en Udlænding for deres Øine.
6 Jeg lod udrydde Hedningerne, deres Hjørner ere ødelagte, jeg lod gjøre deres Gader øde, saa Ingen gik igjennem; deres Stæder ere, forstyrrede, saa at der er ingen Mand, at der boer Ingen.
10 Thi den faste Stad (skal blive) eenlig, den (deilige) Bolig skal være bortkastet og forladt som Ørken; der skulle Kalve gaae i Græs, og der skulle de ligge og fortære dens Qviste.
6 Og Vildæsler stode paa høie (Steder), toge Luft (til sig) som Dragerne; deres Øine forsmægtede, fordi der ikke vare Urter.
19 dem Landet blev givet alene, og der gik ikke (nogen) Fremmed igjennem midt iblandt dem.
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
12 Og Herren skal drive Menneskene langt bort, og midt i Landet skal det være meget forladt.
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
8 Herrens Røst gjør, at Ørkenen bæver, Herren gjør, at Kades Ørk bæver.
9 Thi du, Herre! er min Tillid; — den Høieste haver du, (du Gudfrygtige!) sat til din Bolig.