Jesaja 51:9
Vaagn op, vaagn op, ifør dig Styrke, du Herrens Arm! vaagn op, ligesom i gamle Dage, iblandt de forrige Slægter; er du ikke den, som haver afhugget en Hovmodig, (den), som saarede Dragen?
Vaagn op, vaagn op, ifør dig Styrke, du Herrens Arm! vaagn op, ligesom i gamle Dage, iblandt de forrige Slægter; er du ikke den, som haver afhugget en Hovmodig, (den), som saarede Dragen?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Er du ikke den, som udtørrede Havet, den store Afgrunds Vande? den, som gjorde Havets Dybheder til en Vei, at de Igjenløste gik igjennem?
9Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du, stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig.
10Du hersker over det hovmodige Hav; naar dets Bølger opløftes, da kan du, ja du komme dem til at høre op.
1Paa den samme Dag skal Herren hjemsøge med sit det haarde og det store og stærke Sværd over Leviathan, (som er) en Stangslange, ja over Leviathan, (som er) en bugtet Slange, og han skal ihjelslaae Dragen, som er i Havet.
11Hvorfor vender du din Haand, ja din høire Haand tilbage? tag den aldeles midt ud af din Barm.
12Dog er Gud min Konge fra fordum (Tid), som gjør megen Frelse midt paa Jorden.
13Du, du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Dragers Hoveder i Vandene.
14Du knuste Leviathans Hoveder, du gav Folket i Ørken den til Spise.
15Du adskilte Kilde og Bæk, du, du tørrede stærke Floder.
23Men vi blive ihjelslagne for din Skyld den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.
19Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,
17Vaagn op, vaagn op, staa op, Jerusalem! du, som haver drukket af Herrens Haand, af hans Grumheds Bæger; du haver drukket, (ja) udkrystet det Bægers Bærme, (hvoraf) man raver.
3Tal, og du skal sige: Saa sagde den Herre Herre: See, jeg (kommer) over dig, Pharao, Konge i Ægypten! du, som er den store Drage, der ligger midt i sine Strømme, som sagde: Min Strøm er min, og jeg, jeg haver gjort mig den.
8Gud! mit Hjerte er rede, mit Hjerte er rede; jeg vil synge, ja jeg vil synge (Psalmer).
1Vaagn op, vaagn op, ifør dig din Styrke, Zion! ifør dig din Herligheds Klæder, Jerusalem, du hellige Stad! der skal ikke Nogen ydermere blive ved at komme i dig, (som er) uomskaaren eller ureen.
6da maa Fjenden forfølge min Sjæl og gribe den, og nedtræde mit Liv til Jorden, og lade min Ære boe i Støv. Sela.
7Lover Herren fra Jorden, I Drager og alle Afgrunde!
6Herre, din høire Haand har beviist sig herlig med Styrke; Herre, du nedslog Fjenden med din høire Haand.
7Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa.
9Og tilmed, hvad (have) I med mig (at gjøre), Tyrus og Zidon og alle Philisternes Grændser? mon I ville betale mig med et Vederlag, eller ville I vederlægge mig (dette)? letteligen, hasteligen vil jeg igjengive eders Vederlag paa eders Hoved,
10I, som have taget mit Sølv og mit Guld, og have indført mine deilige, yndige Ting i eders Templer;
11og I have solgt Judæ Børn og Jerusalems Børn til Grækernes Børn, paa det I skulle føre dem langt fra deres Landemærke.
8Herre! staa op til din Rolighed, du og din Magts Ark.
13Herre! staa op, forekom ham, bøi ham; frels min Sjæl fra en Ugudelig ved dit Sværd,
4Thi see, de lure efter min Sjæl, de Stærke holde sig tilsammen imod mig, uden min Overtrædelse og uden min Synd, o Herre!
5De løbe og berede sig (imod mig), skjøndt der er ikke Misgjerning (hos mig); vaagn op at møde mig, og see (dertil)!
13Du, du skabte Norden og Sønden; Thabor og Hermon skulle fryde sig i dit Navn.
23Vaagn op og vær vaagen til min Ret; til min Trætte, min Gud og min Herre!
20Du (haver været) mig en Slaahammer, (ja) Krigsvaaben; og jeg haver adspredt Hedninger ved dig, og fordærvet Riger ved dig.
8Thi Møl skal æde dem ligesom et Klædebon, og en Orm skal æde dem ligesom Uld; men min Retfærdighed skal blive evindeligen, og min Salighed fra Slægt til Slægter.
65Da opvaagnede Herren som en Sovende, som en Vældig, der raaber med Fryd af Viin.
9Og da vil jeg, jeg ogsaa bekjende om dig, at din høire Haand kan frelse dig.
5Og jeg saae (mig) om, og der var ingen Hjælper, og jeg var forskrækket, og der var Ingen, som opholdt mig; men min Arm frelste mig, og min Grumhed, den opholdt mig.
5Du er mere skinnende (og) mægtigere end (de paa) Røverbjergene.
15Thi jeg er Herren din Gud, som adskiller Havet, at dets Bølger bruse; Herre Zebaoth er hans Navn.
27Opløfter Banner i Landet, blæser i Trompeten iblandt Hedningerne, helliger Hedninger imod den, opraaber over den Ararats Riger, Minni og Askenas, beskikker en Høvedsmand imod den, fører Heste op som snurrende Oldenborrer.
7Jeg vil ikke frygte for ti Tusinde af Folket, som have lagt sig omkring imod mig.
21Thi Herren skal gjøre sig rede som paa Prazims Bjerg, han skal fortørnes som i Gibeons Dal, til at gjøre sin Gjerning, (ja) sin fremmede Gjerning, og at arbeide sit Arbeide, (ja) sit fremmede Arbeide.
2Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle deres Arm, tilmed vor Salighed i Nødens Tid.
6Thi et Folk drager op i mit Land, (som er) mægtigt, og (der er) ikke Tal paa; det haver Tænder som en Løves Tænder, og haver en gammel Løves Kindtænder.
5Hvad (skadede) dig, du Hav, at du flyede, du Jordan, at du løb tilbage?
9den, som vederqvæger sig ved Ødelæggelse over den Stærke, at Ødelæggelsen kommer over Befæstningen.
10Herren haver blottet sin hellige Arm for alle Hedningernes Øine, og alle Jordens Ender skulle see vor Guds Salighed.
1Der er Ingen (saa) grum, at han tør opvække den, og hvo er da den, der vilde bestaae for mit Ansigt?
2Hvo opvakte den Retfærdige af Østen? (hvo) kaldte ham, at han fulgte efter ham? (hvo) overgav Hedningerne for hans Ansigt? og (hvo) gjorde, at han herskede over Konger? (hvo) gav (dem for) hans Sværd som Støv, for hans Bue som Halm, der bortblæses?
11Polerer Pilene, samler fuldt (Tal af) Skjolde, Herren haver opvakt Kongerne af Mediens Aand, thi hans Anslag (staaer) imod Babel til at lade den fordærve; thi det er Herrens Hevn, hans Tempels Hevn.
15Du er den Gud, som gjør underlige Ting; du haver kundgjort din Styrke iblandt Folkene.
10Af dens Mund fare Blus, (ja) gloende Gnister udfare.
13Herren skal uddrage som en Vældig, opvække (sin) Nidkjærhed som en Krigsmand; han skal raabe (med Glæde), ja raabe høit, han skal faae Overhaand over sine Fjender.
5Min Retfærdighed er nær, min Salighed er udgangen, og mine Arme skulle dømme Folk; Øer skulle bie efter mig og vente efter min Arm.