Jesaja 59:10
Vi føle os for som de Blinde efter en Væg, ja, vi føle os for som de, der have ingen Øine; vi støde os om Middagen som i Tusmørket, vi ere i stinkende Steder som de Døde.
Vi føle os for som de Blinde efter en Væg, ja, vi føle os for som de, der have ingen Øine; vi støde os om Middagen som i Tusmørket, vi ere i stinkende Steder som de Døde.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8De kjende ikke Fredens Vei, og (der er) ingen Ret i deres Gange; deres Stier forvende de for sig selv, hver, som træder derpaa, veed ikke af Fred.
9Derfor er Retten langt fra os, og Retfærdighed naaede ikke til os; vi forventede Lyset, og see, (her er) Mørke, (vi ventede idel) Skin, og see, vi vandre i (idel) Mørkhed.
11Vi brumme allesammen som Bjørnene, og kurre ideligen som Duerne; vi bie efter Retten, (og den er der) ikke, efter Saligheden, og den er langt borte fra os.
12Thi vore Overtrædelser ere mange for dig, og vore Synder svare imod os; thi vore Overtrædelser ere hos os, og vi kjende vore Misgjerninger,
14Om Dagen skulle de løbe an i Mørket, og føle sig for om Middagen som om Natten.
25at de skulle føle sig for i Mørket, hvor intet Lys er, og han gjør, at de fare vild som den Drukne.
16Vort Hoveds Krone er affalden; vee os nu! thi vi have syndet.
17Derfor er vort Hjerte svagt, derfor ere vore Øine formørkede,
29Og du skal føle for dig om Middagen, ligesom den Blinde føler for sig i Mørket, og du skal ingen Lykke have paa dine Veie; og du skal aleneste lide Vold og røves alle Dage, og Ingen skal frelse dig.
17Endnu fortæres vore Øine, (naar de see) hen til vor forfængelige Hjælp, idet vi see (saa) flitteligen hen til et Folk, som ikke kunde frelse.
18De joge (os) paa vore Gange, at vi ikke turde gaae paa vore Gader; vor Ende kom nær, vore Dage ere fyldte, thi vor Ende er kommen.
19Vore Forfølgere vare lettere end Ørne under Himmelen; de forfulgte os (grummeligen) paa Bjergene, de lurede paa os i Ørken.
19De Ugudeliges Vei er som Mørkheden (selv), de vide ikke, hvorpaa de støde an.
22et meget mørkt Land, som Dødens Skygges Mørkhed, (og hvor) ingen Orden er, og (hvad) der skinner, er som Mørkhed.
10Men om Nogen vandrer om Natten, han støder sig; thi Lyset er ikke i ham.
18Og paa den samme Dag skulle de Døve høre Bogens Ord, og de Blindes Øine see af Dunkelhed og Mørke.
16I Mørket bryder han ind i Husene, som de have betegnet for sig om Dagen; de kjende ikke Lyset.
17Thi saasnart Morgenen kommer, da er den for dem som Dødens Skygge; naar man kan kjende (dem, strax falder paa dem) Dødens Skygges Forskrækkelser.
6Og der var Ingen, som kaldte paa dit Navn, som opvakte sig til at tage fat paa dig; thi du skjulte dit Ansigt for os, og smeltede os i vore Misgjerningers Vold.
7Men nu, Herre! du er vor Fader; vi ere Leret, og du er vor Pottemager, og vi ere alle din Haands Gjerning.
19Mon du haver aldeles forkastet Juda? eller væmmes din Sjæl ved Zion? hvorfor haver du ladet slaae os, at ingen Lægedom er for os? man forventede Fred, og der var intet Godt, og Lægedommens Tid, og see, der er Forfærdelse.
19Thi der er hørt en Klagerøst fra Zion: Hvorledes ere vi ødelagte? vi ere saare beskjæmmede, thi vi have forladt Landet, thi de have nedkastet vore Boliger.
9— thi vi (bleve til) igaar og vide Intet; thi vore Dage ere en Skygge paa Jorden —
19Lad os vide, hvad vi skulle sige ham; (thi) vi kunne ikke ordentlig forestille (Noget) for Mørkheds Skyld.
27De dreves omkring og ravede som den Drukne, og al deres Viisdom blev opslugt.
16Og jeg vil lede de Blinde paa den Vei, som de ikke vide, jeg vil lade dem træde paa de Stier, som de ikke kjende; jeg vil sætte Mørkhed for deres Ansigt til Lys, og de krumme (Stæder) til det, som er jævnt; disse Ting haver jeg gjort dem, og ikke forladt dem.
15Bi efter Fred, og det skal ikke (vorde) godt, efter Lægedoms Tid, og see, Forfærdelse (kommer).
9Vi see ikke vore Tegn; der er ingen Prophet ydermere, og Ingen hos os, som veed, hvorlænge (det skal vare).
8Han gjærdede min Vei, at jeg ikke kan gaae over, og han satte Mørkhed paa mine Stier.
16Giver Herren eders Gud Ære, før han lader det blive mørkt, og før eders Fødder støde sig paa de mørke Bjerge; og I skulle forvente Lys, og han skal gjøre det til Dødens Skygge, og skaffe det til Mørkhed.
3Vi ere faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
6Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
19Vort Hjerte vendte ikke tilbage, ei heller bøiede vor Gang sig af fra din Vei,
7Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
22Og han skal see til Jorden, og see, (der skal være) Angest og Mørkhed; Han skal være formørket ved Trængsel, og han skal bortdrives i Dunkelhed.
5Vi lide Forfølgelse paa vor Hals, vi arbeide, og vi have ikke Hvile.
9Vi hente vort Brød med vort Livs (Fare) for Sværdet i Ørken.
15Vee dem, som sænke sig dybt fra Herren, at skjule deres Anslag, og hvis Gjerninger ere i Mørke, og de sige: Hvo seer os, og hvo kjender os?
10Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
3Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
10De, som sadde i Mørke og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og i Jern,
20Er ikke Herrens Dag Mørkhed og, ikke Lys? og (den er) Dunkelhed, og (der er) ikke Skin paa den.
20Høsten er forbi, Sommeren er endt, og vi, vi ere ikke frelste.
23Han vanker hid og did efter Brød, hvor det er; han veed, at Mørkheds Dag er tilrede hos ham.
5Thi det er en Bulders og Nedtrædelses og Forvirrelses Dag fra Herren, den Herre Zebaoth, i Skuedal, (paa hvilken) Murene blive nedbrudte, og man raaber til Bjergene.
5De kjende (det) ikke og forstaae (det) ikke, de vandre om i Mørket; (derfor maae) alle Landets Grundvolde ryste.
18I Døve, hører, og seer til, I Blinde, at I kunne see!
14Og Retten er vegen tilbage, og Retfærdigheden staaer langt borte; thi Sandheden støder an paa Gaden, og Retten kan ikke gaae (der) ind.
2Han førte mig og lod (mig) gaae i Mørke og ikke i Lys.
14(Agt) paa Aftens Tid, og see, (da er der) Forskrækkelse, (ja) førend Morgenen (kommer, da) er han ikke (mere); denne er deres Deel, som plyndre os, og deres Lod, som berøve os.