Salmenes bok 9:20
Herre! staa op, lad et Menneske ikke bekræfte sig; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt.
Herre! staa op, lad et Menneske ikke bekræfte sig; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19 Thi en Fattig skal ikke glemmes evindeligen, (eller) de Elendiges Forventelse fortabes altid.
9 Og de skulle gjøre, at (Enhver af dem selv) skal falde ved deres (egen) Tunge; de skulle, hver som seer paa dem, flye (langt) bort.
27 at de kunne kjende, at dette er din Haand, at du, Herre! du gjorde det.
8 Al Jorden frygte sig for Herren, alle Verdens Indbyggere ræddes for ham!
10 som kommer Krigene til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, brænder Vognene med Ilden.
16 saaledes skal du forfølge dem med din Storm, og forfærde dem med din Hvirvelvind.
17 Gjør deres Ansigt fuldt af Skam, at de maae søge dit Navn, Herre!
18 Lad dem blues og forfærdes stedse og altid, og blive tilskamme og omkomme.
13 (for) deres Munds Synd, (for) deres Læbers Ord; ja, lad dem gribes i deres Hovmodighed og for Forbandelse og Løgn, som de fortælle.
19 Han forløste min Sjæl i Fred fra Strid, (som var) imod mig; thi de vare med Mange imod mig.
16 Hedningerne ere sunkne i Graven, (som) de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte.
13 Thi du skal gjøre, (at) de (maae vende) Skuldrene (og flye); du sigter med dine Buestrænge imod deres Ansigt.
2 Gud være os naadig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse hos os, Sela —
3 at vi maae kjende din Vei paa Jorden, din Salighed iblandt alle Hedninger.
29 Og Guds Frygt kom over alle Riger i Landene, der de hørte, at Herren havde stredet imod Israels Fjender.
15 Thi dine Tjenere have Behagelighed til dens Stene, og de forbarme sig over dens Støv.
3 Siger til Gud: Hvor forfærdelig (er du) i dine Gjerninger! dine Fjender skulle smigre for dig for din store Magts Skyld.
5 Min Sjæl er iblandt Løver, jeg maa ligge (imellem) dem, som brænde (af Had, imellem) Menneskens Børn, hvis Tænder ere Spyd og Pile, og hvis Tunge er et skarpt Sværd.
30 Al Jorden bæve for hans Ansigt, og (Jordens) Kreds skal befæstes, at den ikke ryster.
11 Tjener Herren med Frygt, og fryder eder med Bævelse.
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
11 Gud, (som beviser) mig Miskundhed, skal komme mig tilforn, Gud skal lade mig see paa mine Fjender.
5 Folk skulle glæde sig og synge (med Fryd); thi du skal dømme Folk med Ret, og Folk paa Jorden, dem skal du føre. Sela.
20 Men nu, Herre, vor Gud! frels os fra hans Haand, at alle Riger paa Jorden maae kjende, at du er Herren, du alene.
11 Thi et Menneskes Vrede skal gjøre, at man takker dig; det Overblevne fra (deres) store Vrede skal du ombinde (som med et Bælte).
10 Og alle Folk paa Jorden skulle see, at du er kaldet efter Herrens Navn, og de skulle frygte for dig.
16 Hedningerne skulle see det og beskjæmmes for al deres Styrke, de skulle lægge Haand paa Mund, deres Øren skulle blive døve.
17 De skulle slikke Støv som Slangen; som (Orme), der krybe paa Jorden, skulle de bevæge sig af deres indelukkede (Huller); de skulle forskrækkes (og løbe) til Herren vor Gud, og frygte sig for dig.
27 dersom jeg ikke befrygtede Fjendens Fortørnelse; at deres Fjender ikke skulde holde sig fremmede (derover), at de ikke skulde sige: Vor Magt er høi, og Herren haver ikke gjort alt dette.
9 Tilbeder for Herren i hellig Prydelse, bæver for hans Ansigt, al Jorden!
5 De løbe og berede sig (imod mig), skjøndt der er ikke Misgjerning (hos mig); vaagn op at møde mig, og see (dertil)!
10 Gak ind i Klippen og skjul dig i Støvet for Herrens Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld.
16 Hvo dig seer, skal stirre paa dig, de skulle betragte dig (og sige): Mon denne være den Mand, som kom Jorden til at bæve, som kom Rigerne til at skjælve?
9 Alle Hedninger, som du haver gjort, skulle komme og tilbede for dit Ansigt, Herre! og de skulle ære dit Navn.
5 Kjende de det ikke, de, som gjøre Uret, som æde mit Folk, (som) de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.
23 Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
40 paa det de skulle frygte dig alle de Dage, hvilke de leve i Landet, som du haver givet vore Fædre.
7 Ved din Trudsel, Jakobs Gud! er falden i en dyb Søvn baade Hest og Vogn.
8 Du, du er forfærdelig, og hvo kan, staae for dit Ansigt, saasnart som du bliver vred?
9 Du lod høre Dom af Himmelen; Jorden frygtede og blev stille,
60 paa det at alle Folk paa Jorden skulle vide, at Herren han er Gud, (og) Ingen ydermere,
6 da maa Fjenden forfølge min Sjæl og gribe den, og nedtræde mit Liv til Jorden, og lade min Ære boe i Støv. Sela.
46 Den Fremmedes Børn affaldt, og de ombandt sig (med deres Vaaben, naar de udgik) af deres indelukkede (Huler).
21 Thi nu ere I (som) Intet; I see (min) Rædsel og frygte.
2 Alle Folk, klapper med Haand, raaber (med Glæde) for Gud med frydefuld Røst!
27 De Sagtmodige skulle æde og mættes, de skulle love Herren, som søge ham; eders Hjerte skal leve altid.
24 at alle Folk paa Jorden skulle kjende Herrens Haand, at den er stærk; at I skulle frygte Herren eders Gud alle Dage.
16 Herren er Konge evindelig og altid, Hedningerne ere omkomne af hans Land.
2 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud?
8 I Folk! lover vor Gud, og lader hans Lovs Røst høres,