| Bibelvers

Verse 19

Hvad skal da Loven? Den blev føiet til for Overtrædelsers Skyld, — indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjældte — og betjent af Engle, ved en Midlers Haand.

Referenced Verses

Apg 7:53 : 53 I, som annammede Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den.
Gal 3:16 : 16 Men Forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans Afkom; der siges ikke: og Afkommene, som om Mange, men som om Een: og din Afkom, hvilken er Christus.
Rom 7:7-9 : 7 Hvad ville vi da sige? at Loven er Synd? Det være langt fra! men jeg kjendte ikke Synden uden ved Loven; thi end Begjærligheden kjendte jeg ikke, dersom Loven ikke havde sagt: Du skal ikke begjære. 8 Men Synden, som tog Anledning af Budet, virkede al Begjærlighed i mig; thi uden Lov er Synden død. 9 Men jeg levede nogen Tid uden Lov; men der Budet kom, blev Synden levende igjen. 10 Men jeg døde, og det Bud, som var (givet) til Liv, det fandtes at være mig til Død; 11 thi Synden, som tog Anledning af Budet, forførte mig og dræbte mig formedelst det samme. 12 Saa er da Loven hellig, og Budet er helligt og retfærdigt og godt. 13 Er da det, som er godt, blevet mig (til) Død? Det være langt fra! men Synden (er bleven det), for at den skulde kjendes som Synd, da den formedelst det Gode bevirkede mig Døden, paa det at Synden formedelst Budet skulde vorde overmaade syndig.
Hebr 2:2 : 2 Thi blev det Ord, som var talet ved Engle, haandhævet, og fik hver Overtrædelse og Ulydighed sin tilbørlige Løn,
5 Mos 5:5 : 5 Jeg stod imellem Herren og eder paa den samme Tid, at give eder Herrens Ord tilkjende; thi I frygtede for Ildens Aasyn og gik ikke op paa Bjerget, og han sagde:
Apg 7:38 : 38 Denne er den, som i Menigheden udi Ørkenen stod mellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg, og vore Fædre, den, som annammede de levende Ord, for at give os (dem);
Rom 4:15 : 15 thi Loven virker Straf; thi hvor der ikke er Lov, der er ei heller Overtrædelse.
Rom 5:20-21 : 20 Men Loven kom til, paa det at Faldet skulde fremtrede des overflødigere. Men hvor Synden er bleven overflødig, der er Naaden bleven end overflødigere, 21 saa at, ligesom Synden herskede ved Døden, saa skal og Naaden herske ved Retfærdighed til et evigt Liv formedelst Jesum Christum, vor Herre.
Gal 3:21-25 : 21 Er da Loven mod Guds Forjættelser? Det være langt fra! Thi var der given en Lov, som kunde levendegjøre, da erholdtes Retfærdighed virkeligen ved Loven. 22 Men Skriften haver indsluttet Alt under Synd, at Forjættelsen ved Jesu Christi Tro skulde blive givet dem, som troe. 23 Men førend Troen kom, bevogtedes vi, indesluttede under Loven, til den Tro, som skulde aabenbares; 24 saa at Loven er vorden vor Tugtemester til Christum, for at vi skulde blive retfærdiggjorte af Troen. 25 Men nu Troen er kommen, ere vi ikke mere under Tugtemesteren.
Gal 4:1-4 : 1 Men jeg siger: Saalænge Arvingen er et Barn, er der ingen Forskjel mellem ham og Trællen, enddog han er Herre over alt Godset; 2 men han er under Formyndere og Huusholdere indtil den af Faderen bestemte Tid. 3 Saaledes stode og vi, saalænge vi vare Børn, som Trælle under Verdens Børnelærdom; 4 men der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Qvinde, født under Loven,
1 Tim 1:8-9 : 8 Men vi vide, at Loven er god, dersom Nogen bruger den lovligen, 9 idet jeg veed dette, at Loven ikke er sat for den Retfærdige, men for Uretfærdige og Ulydige, Ugudelige og Syndere, Ryggesløse og Vanhellige, Fadermordere og Modermordere, Manddrabere,
Hebr 2:5 : 5 Thi Engle underlagde han ikke det vordende Jorderige, om hvilket vi tale.
5 Mos 5:22-33 : 22 Disse Ord talede Herren til eders ganske Forsamling paa Bjerget, midt af Ilden, Skyen og (forfærdeligt) Mørke, med stor Røst, og lagde Intet til; og han skrev dem paa to Steentavler og gav mig dem. 23 Og det skede, der I havde hørt Røsten midt af Mørket og af Bjerget, som brændte med Ild, da kom I nær til mig, alle øverste iblandt eders Stammer og eders Ældste. 24 Og I sagde: See, Herren vor Gud haver ladet os see sin Herlighed og sin Storhed, og vi have hørt hans Røst midt af Ilden; vi have seet paa denne Dag, at Gud vilde tale med et Menneske, og det blev ved Live. 25 Og nu, hvorfor skulle vi døe, at denne store Ild skal fortære os? dersom vi blive ydermere ved at høre Herrens vor Guds Røst, da døe vi. 26 Thi hvo er af alt Kjød, der, som vi, kan høre den levende Guds Røst, som taler midt af Ilden, og (dog) blive ved Live? 27 Gak du nær til, og hør alt det, som Herren vor Gud vil tale; og du skal tale til os alt det, som Herren vor Gud vil tale til dig, og vi ville høre, og gjøre det. 28 Og Herren hørte eders Ords Røst, der I talede til mig; da sagde Herren til mig: Jeg haver hørt dette Folks Ords Røst, som de have talet til dig, de have talet vel i alt det, de have talet. 29 Gid de havde saadant et Hjerte til at frygte mig og til at holde alle mine Bud alle Dage, at det maatte gaae dem vel, og deres Børn evindeligen! 30 Gak, siig til dem: Gaaer tilbage til eders Pauluner. 31 Og du, staa her hos mig, saa vil jeg tale til dig alt Budet og Skikkene og Rettene, hvilke du skal lære dem; at de skulle gjøre (derefter) i Landet, som jeg giver dem til at eie det. 32 Saa tager vare paa at gjøre, eftersom Herren eders Gud haver budet eder; I skulle ikke vige til høire eller til venstre Side. 33 Paa al den Vei, som Herren eders Gud haver budet eder, skulle I gaae, paa det I maae leve, og det maa gaae eder vel, og I maae forlænge eders Dage i det Land, som I skulle eie.
5 Mos 9:13-20 : 13 Og Herren sagde til mig, sigende: Jeg haver seet dette Folk, og see, det er et haardnakket Folk. 14 Lad af fra mig, og jeg vil ødelægge dem og udslette deres Navn fra at være under Himmelen, og jeg vil gjøre dig til et stærkere og større Folk end dette. 15 Og jeg vendte mig og gik ned af Bjerget, og Bjerget brændte med Ild; og jeg havde de to Pagtens Tavler i begge mine Hænder. 16 Og jeg saae, og see, I havde syndet imod Herren eders Gud, I havde gjort eder en støbt Kalv; I vare snart vegne af fra den Vei, som Herren havde budet eder. 17 Da tog jeg fat paa begge Tavlerne, og kastede dem af begge mine Hænder, og jeg sønderbrød dem for eders Øine. 18 Og jeg faldt ned for Herrens Ansigt, som første (Gang), fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, jeg aad ikke Brød og drak ei Vand, for alle eders Synders Skyld, som I syndede, at gjøre det Onde for Herrens Øine, at opirre ham. 19 Thi jeg gruede for den Vrede og den Hastighed, med hvilken Herren var vred paa eder, til at ødelægge eder; men Herren hørte mig ogsaa denne Gang. 20 Herren blev ogsaa saare vred paa Aron, saa at han vilde ødelægge ham; men jeg bad og for Aron paa den samme Tid.
5 Mos 9:25-29 : 25 Da faldt jeg ned for Herrens Ansigt fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, i hvilke jeg faldt ned; thi Herren havde sagt, at han vilde ødelægge eder. 26 Og jeg bad til Herren og sagde: Herre, Herre, fordærv ikke dit Folk og din Arv, som du igjenløste med din store (Kraft), som du udførte af Ægypten med en stærk Haand. 27 Kom dine Tjenere, Abraham, Isak og Jakob ihu; vend ikke dit Ansigt til dette Folks Haardhed, og til dets Ugudelighed og til dets Synd; 28 at det Lands (Indbyggere), fra hvilket du udførte os, ikke skulle sige: Fordi Herren ikke kunde føre dem ind i det Land, som han havde tilsagt dem, og for hans Hads Skyld til dem, førte han dem ud, at slaae dem ihjel i Ørken. 29 Thi de ere dit Folk og din Arv, hvilke du udførte med din store Kraft og med din udrakte Arm.
5 Mos 18:15-19 : 15 En Prophet midt ud af dig, af dine Brødre, ligesom mig, skal Herren din Gud opreise dig; ham skulle I høre; 16 efter alt det, du begjærede af Herren din Gud i Horeb paa Forsamlingens Dag, og sagde: Jeg kan ikke blive ved at høre Herrens min Guds Røst, og ikke ydermere see denne store Ild, at jeg skal ikke døe. 17 Da sagde Herren til mig: De have talet vel i alt det, de have talet. 18 Jeg vil opreise dem en Prophet midt ud af deres Brødre, ligesom du er, og jeg vil lægge mine Ord i hans Mund, og han skal tale til dem alt det, som jeg vil befale ham. 19 Og det skal skee, at den, som ikke vil høre paa mine Ord, som han skal tale i mit Navn, af ham vil jeg, jeg udkræve det.
5 Mos 33:2 : 2 Og han sagde: Herren er kommen af Sinai, og er opgangen af Seir for dem, han aabenbarede sig herlig af Parans Bjerg og kom med ti tusinde Hellige; ved hans høire Haand var en brændende Lov til dem,
Sal 106:23 : 23 Og han sagde, at han vilde ødelægge dem, dersom Mose, hans Udvalgte, ikke havde staaet i Revnen for hans Ansigt, for at afvende hans Hastighed fra at fordærve (dem).
Sal 147:19-20 : 19 Han haver kundgjort Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Rette. 20 Han haver ikke gjort saaledes ved noget Folk, og de Rette, dem kjende de ikke. Halleluja!
Luk 16:31 : 31 Men han sagde til ham: Høre de ikke Moses og Propheterne, skulle de ikke heller troe, om Nogen opstod fra de Døde.
Joh 1:17 : 17 Thi Loven er given ved Moses; Naaden og Sandheden er bleven ved Jesum Christum.
Joh 5:45-47 : 45 Tænker ikke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er den, som eder anklager, Moses, paa hvem I haabe. 46 Dersom I troede Moses, troede I vel mig; thi han haver skrevet om mig. 47 Men troe I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I troe mine Ord?
Joh 15:22 : 22 Dersom jeg ikke var kommen og havde talet til dem, saa havde de ikke Synd; men nu have de end ikke et Skin at undskylde deres Synd med.
Rom 2:13 : 13 — thi ikke Lovens Hørere ere retfærdige for Gud, men Lovens Gjørere skulle retfærdiggjøres;
Rom 3:1-2 : 1 Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskjærelsen? 2 Meget i alle Maader, fornemmeligen at Guds Ord ere dem betroede.
Rom 3:19-20 : 19 Men vi vide, at hvadsomhelst Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven, paa det hver Mund skal tilstoppes, og al Verden skal være skyldig for Guds Dom. 20 Derfor kan intet Kjød blive ved Lovens Gjerninger retfærdiggjort for ham; thi ved Loven kommer Syndens Erkjendelse.
2 Mos 20:19-22 : 19 Og de sagde til Mose: Tal du med os, og vi ville være lydige; og lad Gud ikke tale med os, at vi ikke døe. 20 Og Mose sagde til Folket: Frygter ikke, thi Gud er kommen for at forsøge eder, og for at hans Frygt skal være over eders Ansigt, at I skulle ikke synde. 21 Og Folket stod langt borte; og Mose gik nær til Mørket, hvor Gud var. 22 Og Herren sagde til Mose: Saa skal du sige til Israels Børn: I have seet, at jeg haver talet af Himmelen med eder.
2 Mos 24:1-9 : 1 Og han sagde til Mose: Stig op til Herren, du og Aron, Nadab og Abihu, og halvfjerdsindstyve af de Ældste i Israel; og I skulle tilbede langt fra. 2 Men Mose skal gaae frem for sig alene til Herren, og de Andre, de skulle ikke gaae frem, og Folket skal ikke stige op med ham. 3 Og Mose kom og fortalte Folket alle Herrens Ord og alle Domme; da svarede alt Folket med een Røst og sagde: Vi ville gjøre efter alle de Ord, som Herren haver sagt. 4 Og Mose skrev alle Herrens Ord, og stod tidlig op om Morgenen og byggede et Alter neden ved Bjerget, og tolv Støtter, efter de tolv Israels Stammer. 5 Og han sendte unge Karle did af Israels Børn, og de offrede Brændoffere og de slagtede Takoffers Oftere for Herren af Stude. 6 Og Mose tog Halvdelen af Blodet og gjød i Bækkenet, og Halvdelen af Blodet stænkede han paa Alteret. 7 Og han tog Pagtens Bog og læste for Folkets Øren, og de sagde: Vi ville gjøre alt det, som Herren haver sagt, og være lydige. 8 Da tog Mose Blodet og stænkede paa Folket og sagde: See, det er den Pagtes Blod, som Herren haver gjort med eder over alle disse Ord. 9 Og Mose og Aron, Nadab og Abihu, og halvfjerdsindstyve af de Ældste af Israel stege op. 10 Og de saae Israels Gud; og det var under hans Fødder som et Arbeide af Saphirsteen og som Himmelen selv, naar den er klar. 11 Og han lagde ikke sin Haand paa de Ypperste af Israels Børn; og de beskuede Gud, og aade og drak (dog). 12 Og Herren sagde til Mose: Stig op til mig paa Bjerget, og bliv der, saa vil jeg give dig de Steentavler og Loven og Budet, som jeg haver skrevet, at lære dem.
2 Mos 34:27-35 : 27 Og Herren sagde til Mose: Skriv dig disse Ord; thi efter disse Ords Lydelse haver jeg gjort en Pagt med dig og med Israel. 28 Og han var der hos Herren fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, han aad ikke Brød og drak ikke Vand; og han skrev i Tavlerne Pagtens Ord, de ti Bud 29 Og det skede, der Mose gik ned af Sinai Bjerg, da havde Mose to Vidnesbyrds Tavler i sin Haand, der han gik ned af Bjerget; og Mose vidste ikke, at Huden paa hans Ansigt skinnede af, at han havde talet med ham. 30 Og Aron og alle Israels Børn saae Mose, og see, hans Ansigts Hud skinnede; da frygtede de for at komme nær til ham. 31 Da kaldte Mose ad dem, og de vendte om til ham, Aron og alle Fyrsterne af Menigheden, og Mose talede til dem. 32 Og derefter gik alle Israels Børn nær til; saa befoel han dem alt det, som Herren havde talet med ham paa Sinai Bjerg. 33 Og Mose lod af at tale med dem; og han havde lagt et Skjul paa sit Ansigt. 34 Og naar Mose gik ind for Herren, til at tale med ham, tog han Skjulet af, indtil han gik ud igjen; og han gik ud og talede til Israels Børn, hvad ham var befalet. 35 Og Israels Børn saae Mose Ansigt, at Mose Ansigts Hud skinnede; saa lagde Mose igjen det Skjul paa sit Ansigt, indtil han kom ind, at tale med ham
3 Mos 15:32 : 32 Denne er Loven om den, som haver Flod, og om den, som Sæd gaaer fra, at han bliver ureen derved,
5 Mos 4:8-9 : 8 Og hvilket er saa stort et Folk, som haver saa retfærdige Skikke og Rette, som al denne Lov er, som jeg sætter for eders Ansigt idag? 9 Aleneste tag dig vare og bevar din Sjæl saare (vel), at du ikke forglemmer de Ting, som dine Øine have seet, og at de ikke vige af dit Hjerte alle dine Livsdage, og du skal kundgjøre dem for dine Børn og for dine Børnebørn: