Verse 9

Ezechias's, Judæ Konges, Skrift, der han havde været syg og var bleven helbredet af sin Sygdom:

Referenced Verses

  • 2 Mos 15:1-9 : 1 Da sang Mose og Israels Børn denne Sang for Herren, og sagde: Jeg vil synge for Herren, thi han er høit ophøiet; Hesten og den, som red derpaa, haver han nedstyrtet i Havet. 2 Herren er min Styrke og Lovsang, og blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil gjøre ham en Bolig, min Faders Gud, og jeg vil ophøie ham. 3 Herren er en Krigsmand; Herre er hans Navn. 4 Han kastede Pharaos Vogne og hans Hær i Havet, og hans udvalgte Høvedsmænd bleve druknede i det røde Hav. 5 Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Steen. 6 Herre, din høire Haand har beviist sig herlig med Styrke; Herre, du nedslog Fjenden med din høire Haand. 7 Og du nedstødte dine Modstandere i din store Høihed; du udsendte din Vrede, den fortærede dem som Straa. 8 Og ved din Vredes Veir forsamledes Vandene, Floderne stode som en Dynge, Dybene sammendroges midt i Havet. 9 Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, bytte Rovet; min Sjæls Lyst skal stilles paa dem; jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal fordærve dem. 10 Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande. 11 Hvo er som du iblandt Guderne, Herre? hvo er som du herlig beviist i Hellighed, forfærdelig at berømme, som gjør underlige Ting? 12 Du udrakte din høire Haand, Jorden opslugte dem. 13 Du haver ført dette Folk, som du haver forløst, ved din Miskundhed; du ledsagede (dem) med din Styrke til din Helligheds Bolig. 14 Folkene hørte det, de maatte bæve; Angest betog dem, som boe i Palæstina. 15 Da forfærdedes Edoms Fyrster; de Vældige i Moab, dem betog Bævelse; alle Indbyggerne i Canaan bleve mistrøstige. 16 Forfærdelse skal falde over dem, og Frygt; ved din Arms Magt skulle de tie som en Steen, indtil dit Folk, Herre, kommer over, til det Folk kommer over, som du haver forhvervet. 17 Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du haver gjort en Bolig, hvorudi du vilde boe, o Herre! en Helligdom, Herre, have dine Hænder beredt. 18 Herren skal regjere evindelig og altid. 19 Thi Pharaos Heste droge ind med hans Vogne og hans Ryttere i Havet, og Herren lod Havets Vande komme igjen over dem; men Israels Børn gik paa det Tørre, midt i Havet. 20 Og Maria, den Prophetinde, Arons Søster, tog en Tromme i sin Haand; og alle Qvinder udgik efter hende med Trommer og med Dands. 21 Og Maria svarede dem: Synger for Herren, thi han er høit ophøiet; han nedstyrtede Hesten og den, som red derpaa, i Havet.
  • 5 Mos 32:39 : 39 Seer nu, at jeg, jeg er den, og der er ingen Gud med mig; jeg, jeg døder og gjør levende, jeg haver saargjort, og jeg skal læge, og der er Ingen, som redder af min Haand.
  • Dom 5:1-9 : 1 Da sang Debora og Barak, Abinoams Søn, paa den Dag og sagde: 2 Lover Herren, fordi der er hart holdt Hevn i Israel, der Folket var velvilligt dertil. 3 Hører, I Konger! mærker, I Fyrster! jeg, jeg vil synge for Herren; Herren, Israels Gud, vil jeg synge (Lov). 4 Herre, der du uddrog af Seir, der du fremgik af Edoms Mark, da bævede Jorden, Himlene dryppede ogsaa, ogsaa Skyerne dryppede med Vand. 5 Bjergene fløde for Herrens Ansigt, (ja) Sinai selv for Herrens, Israels Guds, Ansigt. 6 I Samgars, Anaths Søns, Dage, udi Jaels Dage ophørte Stierne; og de, som skulde gaae paa (banede) Veie, gik paa krogede Stier. 7 Der fattedes Landsbyer i Israel, de fattedes, indtil jeg, Debora, kom op, indtil jeg opkom, en Moder i Israel. 8 Det udvalgte nye Guder; da var Krig i Portene; der blev ikke seet Skjold eller Spyd iblandt fyrretyve Tusinde i Israel. 9 Mit Hjerte (har Lyst) til Israels Lovgivere, de, som beviste sig velvillige iblandt Folket; lover Herren! 10 I, som ride paa hvide Aseninder, I, som sidde i Dom, og I, som gaae paa Veien, taler frit, 11 for Skytternes Lyd, iblandt de Steder, hvor (Vand) drages; der skulle de holde Samtale om Herrens Retfærdigheder, om Retfærdigheder imod hans Landsbyer i Israel; da reiste Herrens Folk ned til Portene. 12 Vaagn op, vaagn op, Debora, vaagn op, vaagn op, siig en Sang! gjør dig rede, Barak, og før dine Fanger fangne, du Abinoams Søn! 13 Da skal den Overblevne herske over de Herlige iblandt Folket; Herren skal give mig Magt over de Vældige. 14 Af Ephraim var deres Rod imod Amalek, efter dig, Benjamin, med dine Folk; af Machir ere nedstegne Høvdinger, og af Sebulon ere de, som drage ved Skrivefjederen. 15 Ogsaa vare Fyrster af Isaschar med Debora, og Isaschar var som Barak, i Dalen udsendt efter ham; over Rubens Fraskillelser ere Hjertets Betænkninger store. 16 Hvorfor blev du imellem tvende Faarestier, at høre Hjordenes Hvislen? idet Ruben blev i sine Fraskillelser, vare der store Randsagninger i Hjertet. 17 Gilead boede paa hiin Side Jordanen; og hvorfor flyede Dan til Skibs? Aser blev ved Havets Havn og boede ved sine Bugter. 18 Sebulon var et Folk, som overgav sit Liv til Døden, iligemaade Naphthali paa de høie Steder i Marken. 19 Kongerne kom, de strede; da strede Canaans Konger udi Thaanach ved Megiddo Vand; de fik ingen Vinding af Sølv. 20 Af Himmelen stredes (imod dem); Stjernerne i deres høie Veie strede mod Sisera. 21 Den Bæk Kison bortfeiede dem, de Gamles Bæk, den Bæk Kison; træd, min Sjæl, paa Styrke. 22 Da bleve Hestens Hover forslidte ved Renden, ved dens stærke (Rytteres) Renden. 23 Forbander Meros, sagde Herrens Engel, forbander heftig dens Indbyggere, fordi de kom ikke Herren til Hjælp, Herren til Hjælp iblandt de Vældige. 24 Velsignes skal Jael, Hebers, den Keniters, Hustru, fremfor Qvinderne; velsignes skal hun fremfor Qvinderne i (noget) Paulun. 25 Han begjærede Vand, hun gav Melk; hun bar Smør frem i de Ypperliges Skaal. 26 Hendes (venstre) Haand rakte sig ud efter Sømmet, og hendes høire Haand efter Smedehammeren; og hun slog Sisera, sønderslog hans Hoved, og saarede og igjennemstak hans Tinding. 27 Imellem hendes Fødder bøiede han sig, faldt, laae; imellem hendes Fødder bøiede han sig, faldt; der, hvor han bøide sig, der faldt han (og) var fordærvet. 28 Siseræ Moder saae ud af Vinduet og skreg overlydt igjennem Sprinkelværket: Hvi tøver hans Vogn at komme? hvi blive hans Vognhjul tilbage? 29 (Hver af) de Vise iblandt hendes Fyrstinder svarede hende, ogsaa svarede hun sig selv paa sine Ord: 30 Skulde de ikke finde, ja uddele Bytte? een Pige (eller) to Piger for (hver) Mand overhovedet, brogede (Klæder) til Bytte for Sisera, brogede stukkede (Klæder) til Bytte, brogede (Klæder), som ere stukkede paa begge Sider om Halsen, til Bytte? 31 Saa skulle, Herre, alle dine Fjender omkomme, men de, som elske ham, skulle være, ligesom Solen udgaaer i sin Kraft. Og Landet hvilede fyrretyve Aar.
  • 1 Sam 2:1-9 : 1 Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte har frydet sig i Herren, mit Horn er ophøiet i Herren, min Mund er vidt opladt over mine Fjender; thi jeg har glædet mig i din Salighed. 2 Der er Ingen hellig som Herren; thi der er Ingen foruden dig, og ingen Klippe som vor Gud. 3 Taler ikke saa mangfoldeligen saa saare høie Ting, lader (ikke) haarde Ting udgaae af eders Mund; thi Herren er Vidskabers Gud, skulde (hans) Gjerninger da ikke være rette? 4 De Stærkes Bue er brudt, og de Skrøbelige ere omgjordede med Styrke. 5 De Mætte ere leiede for Brød, og de Hungrige lode af (at hungre), indtil den Ufrugtsommelige fødte Syv, og hun, som havde mange Sønner, blev skrøbelig. 6 Herren er den, som døder og gjør levende, som nedfører til Helvede og fører op (igjen). 7 Herren er den, som gjør fattig og gjør rig, som nedtrykker, (ja) og den, som ophøier, 8 som opreiser den Ringe af Støvet; han ophøier den Fattige af Skarnet, at sætte ham hos Fyrsterne, og skal lade dem arve Ærens Throne; thi Jordens Grundvolde høre Herren til, og han haver sat Jorderige paa dem. 9 Han skal bevare sine Frommes Fødder, men Ugudelige skulle vorde stumme i Mørket; thi en Mand bliver ikke vældig ved (sin) Kraft. 10 De, som trætte med Herren, skulle forskrækkes, han skal lade tordne i Himmelen over dem, Herren skal dømme Jordens Ender, og han skal give sin Konge Styrke og ophøie sin Salvedes Horn.
  • 2 Krøn 29:30 : 30 Siden sagde Kong Ezechias og de Øverste til Leviterne, at man skulde love Herren med Davids og Asaphs, den Seers, Ord; og de lovede (Gud), indtil (de bleve meget) glade, og neiede og nedbøiede sig.
  • Job 5:18 : 18 Thi han, han gjør Smerte og forbinder, han saarer, og hans Hænder læge.
  • Sal 18:1 : 1 Til Sangmesteren; Davids, Herrens Tjeners, Psalme, som talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand.
  • Sal 30:11-12 : 11 Herre, hør og vær mig naadig; Herre, vær min Hjælper! 12 Du haver omvendt min Hylen til en Dands for mig, du haver opløst min Sæk og bundet om mig med Glæde,
  • Sal 107:17-22 : 17 (De, som vare) Daarer formedelst deres Overtrædelses Vei, og bleve plagede for deres Misgjerningers Skyld, 18 — deres Sjæl fik en Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte. 19 Og de raabte til Herren, da de vare i Angest; han frelste dem af deres Trængsler. 20 Han sendte sit Ord og helbredede dem, og reddede dem af deres Fordærvelser — 21 lad dem takke Herren for hans Miskundhed, og for hans underlige Gjerninger imod Menneskens Børn, 22 og offre Takoffers Offere, og fortælle hans Gjerninger med Frydesang.
  • Sal 116:1-4 : 1 Jeg elsker Herren, fordi han vil høre min Røst, mine (ydmyge) Begjæringer. 2 Thi han bøiede sit Øre til mig; derfor vil jeg paakalde (ham) i mine Dage. 3 Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig). 4 Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
  • Sal 118:18-19 : 18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden. 19 Lader Retfærdigheds Porte op for mig; jeg vil gaae ind ad dem, jeg vil takke Herren.
  • Jes 12:1-6 : 1 Og du skal sige paa den samme Dag: Jeg vil takke dig, Herre! at du haver været vred paa mig, (men) din Vrede er bortvendt, og du trøster mig. 2 See, Gud er min Salighed, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre Herre er min Styrke og Psalme, og er bleven mig til Salighed. 3 Og I skulle drage Vand med Glæde af Salighedens Kilder. 4 Og I skulle sige paa den samme Dag: Takker Herren, paakalder hans Navn, kundgjører hans Gjerninger iblandt Folkene, forkynder, at hans Navn er høit. 5 Synger Herren Psalmer, thi han haver gjort herlige Ting; dette blive kundgjort paa den ganske Jord! 6 Raab høit og syng (med Fryd), du Indbyggerske i Zion! thi den Hellige i Israel er stor midt udi dig.
  • Hos 6:1-2 : 1 Kommer, og lader os vende om til Herren; thi han haver sønderrevet og skal læge os, han haver slaget og skal forbinde os. 2 Han skal gjøre os levende efter to Dage; paa den tredie Dag skal han opreise os, og vi skulle leve for hans Ansigt.
  • Jona 2:1-9 : 1 Og Herren beskikkede en stor Fisk at opsluge Jonas, og Jonas var i Fiskens Liv tre Dage og tre Nætter. 2 Og Jonas bad til Herren sin Gud fra Fiskens Liv. 3 Og han sagde: Jeg raabte til Herren af min Angest, og han svarede mig: jeg skreg af Helvedes Bug, du hørte min Røst. 4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig. 5 Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel. 6 Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved. 7 Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Stænger vare om mig evindeligen; men du, Herre min Gud! opførte mit Liv fra Fordærvelse. 8 Der min Sjæl forsmægtede udi mig, kom jeg Herren ihu, og min Bøn kom til dig i dit hellige Tempel. 9 De, som tage vare paa falske Forfængeligheder, de forlade deres Fromhed.