Salmenes bok 63:7
Naar jeg kommer dig ihu paa mit Leie, da vil jeg eftertænke om dig i Nattevagterne.
Naar jeg kommer dig ihu paa mit Leie, da vil jeg eftertænke om dig i Nattevagterne.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
4Thi du haver været min Tilflugt, et stærkt Taarn (at flye til) fra Fjendens Ansigt.
5Jeg skal boe i dit Paulun i Evighederne, jeg skal skjule mig under dine Vingers Skjul. Sela.
2Gud! du er min Gud, jeg vil søg aarle til dig; min Sjæl tørster efter dig, mit Kjød længes efter dig udi et tørt og træt Land, hvor intet Vand er.
3Saaledes saae jeg dig i Helligdommen, idet jeg saae din Magt og Ære.
4Thi din Miskundhed er bedre end Livet; mine Læber skulle prise dig.
5Saaledes vil jeg love dig i mit Livs (Dage); jeg vil opløfte mine Hænder i dit Navn.
6Min Sjæl skal mættes som af det Fede og af Fedme, og min Mund skal love (dig) med frydefulde Læber.
1Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
8Thi du haver været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synge med (Fryd).
7Din Retfærdighed er som Guds Bjerge, dine Domme ere en stor Afgrund; Herre! du frelser Mennesker og Dyr.
16Lad de samme vanke hid og did om Spise, og lad dem knurre, naar de ikke blive mætte.
17Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, ja, jeg vil synge (med Fryd) om din Miskundhed om Morgenen; thi du var mig en Ophøielse og en Tilflugt paa min Nøds Dag.
7Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
4Han skal bedække dig med sine Vingefjædre, og du skal haabe under hans Vinger; hans Sandhed er et Skjold og Pantser.
7Beviis underligen dine Miskundheder, (du, som er) deres Frelser, som troe, fra dem, som opreise sig imod din høire Haand.
8Bevar mig som en Øiesteen i Øiet, skjul mig under dine Vingers Skygge,
5at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig, naar jeg maatte snuble.
7Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
9Men du, Herre! du skal lee ad dem, du skal bespotte alle Hedningerne.
9Thi du, Herre! er min Tillid; — den Høieste haver du, (du Gudfrygtige!) sat til din Bolig.
1En Psalme (og) Sang om Davids Huses Indvielse.
7Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.
7Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest, at jeg kan prise dig ganske gladerligen, naar jeg frelses. Sela.
2Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
13Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
9Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav,
3Mange sige om min Sjæl: Den haver ingen Frelse hos Gud. Sela.
6Frygt og Bævelse komme paa mig, og Gruelse skjuler mig.
6Jeg haver fast forladt mig paa dig fra (Moders) Liv, du drog mig af min Moders Liv; min Ros er altid om dig.
7Jeg har været for Mange som et Under, men du er min stærke Tillid.
1Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
3Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
17De skulle fryde sig i dit Navn den ganske Dag, og ophøie sig i din Retfærdighed.
5Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
7Min Sjæl! kom igjen til din Rolighed, thi Herren haver gjort vel imod dig.
8Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
14Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
7Naar jeg vandrer midt i Angest, skal du holde mig i Live; du skal udrække din Haand over mine Fjenders Vrede, og din høire Haand skal frelse mig.
35Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
1Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
29Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gjøre min Mørkhed klar.
2Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
4og at jeg maa indgaae til Guds Alter, til min Fryds (og) Glædes Gud, og takke dig paa Harpe, o Gud, min Gud!
11Gud, døm dem skyldige, at de falde fra deres Anslag; udstød dem for deres mange Overtrædelsers Skyld, thi de ere gjenstridige imod dig.
23Mine Læber skulle synge (med Fryd), naar jeg synger (Psalmer) for dig, og min Sjæl, som du haver forløst.
3Vær mig en Boligs Klippe, at komme hen til altid, du, (som) haver befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
4paa de ti Strænge og paa Psalteret, paa Higgajon med Harpe.
21Thi i ham skal vort Hjerte glædes, thi vi forlade os paa hans hellige Navn.
3(Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.