5 Mosebok 33:3
Visseligen du er den, som elsker Folkene; alle deres Hellige ere i din Haand; og de skulle sætte sig hos din Fod, (hver) skal optage af dine Ord.
Visseligen du er den, som elsker Folkene; alle deres Hellige ere i din Haand; og de skulle sætte sig hos din Fod, (hver) skal optage af dine Ord.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Og han sagde: Herren er kommen af Sinai, og er opgangen af Seir for dem, han aabenbarede sig herlig af Parans Bjerg og kom med ti tusinde Hellige; ved hans høire Haand var en brændende Lov til dem,
4Mose bød os en Lov, (som er) en Eiendom for Jakobs Forsamling.
5Og han var en Konge for den Rette, da Folkets Øverster forsamlede sig tilligemed Israels Stammer.
23Og jeg, jeg sagde, der jeg hastede: Jeg er udryddet fra (at være) for dine Øine; dog hørte du mine (ydmyge) Begjæringers Røst, der jeg raabte til dig.
3(men) til de Hellige, de, som ere paa Jorden, og til de Herlige, til hvilke al min Lyst er.
14Og han haver ophøiet et Horn for sit Folk, en Lovsang for alle sine Hellige, for Israels Børn, det Folk, der er ham nær. Halleluja!
5(Han er den,) som elsker Retfærdighed og Dom; Jorden er fuld af Herrens Miskundhed.
15(Dog) haver Herren aleneste havt Lyst til dine Fædre, at elske dem, og haver udvalgt deres Sæd efter dem, ja eder af alle Folk, som (det sees) paa denne Dag.
10I, som elske Herren, hader det Onde! han bevarer sine Helliges Sjæle, han skal frie dem af de Ugudeliges Haand.
3Thi Herren, den Høieste, er forfærdelig, en stor Konge over al Jorden.
4Han tvinger Folkene under os, ja, Folkene under vore Fødder.
12Saligt er det Folk, hvis Gud Herren er, det Folk, som han udvalgte sig til Arv.
54Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans høire Haand havde forhvervet.
9Thi Herrens Deel er hans Folk, Jakob er hans Arvs Snor.
11Ja alle Konger skulle tilbede for ham, alle Hedningerne skulle tjene ham.
4og Kongens Styrke, som elsker Ret; du, du haver befæstet Oprigtigheder, du, du haver gjort Ret og Retfærdighed i Jakob.
5Ophøier Herren vor Gud, og tilbeder for hans Fødders Fodskammel, han er hellig.
29Salig er du, Israel! hvo er som du? o Folk, som er frelst i Herren, (som er) din Hjælps Skjold, og som er din Høiheds Sværd; og dine Fjender skulle smigre for dig, og du, du skal træde paa deres Høie.
53Thi du, du adskilte dig dem til en Arv af alle Folk paa Jorden, saasom du talede formedelst Mose, din Tjener, da du udførte vore Fædre af Ægypten, Herre, Herre!
17Og han, han kastede Lod for dem, og hans Haand deelte det ud iblandt dem ved Maalesnoren; de skulle eie det evindeligen, og fra Slægt til Slægt skulle de boe deri.
32Og derefter gik alle Israels Børn nær til; saa befoel han dem alt det, som Herren havde talet med ham paa Sinai Bjerg.
4Herre! alle Konger paa Jorden skulle takke dig, naar de have hørt din Munds Ord.
5Samler mig mine Hellige, som gjøre min Pagt med Offer.
22Og du satte dit Folk Israel dig til et Folk evindeligen, og du, Herre! du er bleven dem til en Gud.
5Du lod dit Folk see en haard Ting, du gav os Viin at drikke, at vi tumlede.
14Samler eder, I alle, og hører: Hvo iblandt dem haver forkyndt disse Ting? Herren elskede ham, han skal gjøre (efter) sin Behagelighed imod Babel, og (bevise) sin Arm imod Chaldæerne.
9De, (som boe i) Ørken, skulle bøie sig for hans Ansigt, og hans Fjender skulle slikke Støv.
16Men al Israel og Juda elskede David; thi han drog ud og drog ind for deres Ansigt.
9Lovet være Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at sætte dig paa Israels Throne; fordi Herren elsker Israel evindeligen, derfor satte han dig til Konge til at gjøre Ret og Retfærdighed.
17Du skal føre dem ind og plante dem paa din Arvs Bjerg; du haver gjort en Bolig, hvorudi du vilde boe, o Herre! en Helligdom, Herre, have dine Hænder beredt.
6Thi du, du er et helligt Folk for Herren din Gud; Herren din Gud haver udvalgt dig at være ham til et Eiendoms Folk fremfor alle Folk, som ere paa Jordens Kreds.
9at gjøre iblandt dem (efter) en skreven Ret; denne Herlighed, skal høre alle hans Hellige til. Halleluja!
4Thi Herren haver udvalgt sig Jakob, Israel til sin (synderlige) Eiendom.
13Og du kom ned over Sinai Bjerg og talede med dem af Himmelen, og du gav dem oprigtige Rette og sande Love, gode Skikke og Bud.
28Thi Herren elsker Ret og skal ikke forlade sine Hellige; de blive bevarede evindelig, men de Ugudeliges Sæd bliver udryddet.
9Frels dit Folk og velsign din Arv, og fød dem og ophøi dem indtil evig (Tid).
10Herre! alle dine Gjerninger skulle takke dig, og dine Hellige love dig.
31Saa skulle, Herre, alle dine Fjender omkomme, men de, som elske ham, skulle være, ligesom Solen udgaaer i sin Kraft. Og Landet hvilede fyrretyve Aar.
37Og fordi at han elskede dine Fædre, da udvalgte han (hvers) Sæd efter ham, og han udførte dig af Ægypten med sit Ansigt, ved sin store Kraft,
56Lovet være Herren, som haver givet sit Folk Israel Rolighed efter alt det, som han haver talet; der faldt ikke eet Ord af alt hans det gode Ord, som han talede formedelst Mose, sin Tjener.
11Herre! velsign hans Kraft og lad hans Hænders Gjerning behage dig; saargjør deres Lænder, som opreise sig imod ham, og deres, som ham hade, at de ikke opreise sig.
13Israels, hans Tjeners, Sæd! Jakobs, hans Udvalgtes, Børn!
12og gav deres Land til Arv, Israel, sit Folk, til Arv.
15Retfærdighed og Dom er din Thrones Befæstelse; Miskundhed og Sandhed skulle gaae frem for dit Ansigt.
3Dit Folk (skal fremføre) frivillige (Offere) paa din Krafts Dag; i (saare) hellig Prydelse skal af Morgenrøden, som af Moders Liv, (fremkomme) dig din Afkoms Dug.
21Og han udsaae sig det Første (af Landet), at han var der beskjærmet i den Deel, (ham var given) af Lovgiveren; dog kom han med Folkenes Øverster, han gjorde Herrens Retfærdighed og hans Rette imod Israel.
7Hans Hænders Gjerninger ere Sandhed og Ret, alle hans Befalinger ere trofaste.
28Og Herren hørte eders Ords Røst, der I talede til mig; da sagde Herren til mig: Jeg haver hørt dette Folks Ords Røst, som de have talet til dig, de have talet vel i alt det, de have talet.