Jakobs brev 1:24
thi han betragtede sig selv, og gik bort og glemte strax, hvordan han var.
thi han betragtede sig selv, og gik bort og glemte strax, hvordan han var.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22 Men vorder Ordets Gjørere og ikke alene dets Hørere, med hvilket I bedrage eder selv.
23 Thi dersom Nogen er Ordets Hører og ikke dets Gjører, han er lig en Mand, der betragter sit naturlige Ansigt i et Speil;
25 Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og bliver ved dermed, denne, der ikke er bleven en glemsom Tilhører, men Gjerningens Gjører, denne skal vorde salig i sin Gjerning.
26 Dersom Nogen iblandt eder synes, at han er en Gudsdyrker, og holder ikke sin Tunge i Tømme, men bedrager sit eget Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig.
3 Thi dersom Nogen tykkes sig at være Noget og er dog Intet, han bedrager sig selv.
4 Men hver prøve sin egen Gjerning, og da skal han have Ros for sig selv alene, og ikke for Andre;
9 Thi den, som ikke haver disse (Dyder), er blind, tillukker Øinene og haver glemt Renselsen fra sine forrige Synder.
2 Den Ugudeliges Overtrædelse siger (mig) inden i mit Hjerte: Der er ikke Gudsfrygt for hans Øine.
3 Thi han smigrer for sig selv i sine Øine, til han finder paa sin Misgjerning, som (han skulde) hade.
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
21 Thi en Mands Veie ere for Herrens Øine, og han veier alle hans Gange.
11 Han siger i sit Hjerte: Gud haver glemt det, han har skjult sit Ansigt, han seer det ikke i Evighed.
3 Men hvi seer du Skjæven, som er i din Broders Øie, men Bjælken i dit (eget) Øie bliver du ikke vaer?
18 Ingen bedrage sig selv; dersom Nogen iblandt eder tykkes sig at være viis i denne Verden, han vorde en Daare, at han kan vorde viis.
16 Thi du, du skal glemme Møie, du skal (saa lidet) komme den ihu, som det Vand, der er løbet forbi.
24 En Mands Gange (komme) fra Herren, og hvorledes kan et Menneske forstaae sin Vei?
7 Thi ikke tænke det Menneske, at han skal faae Noget af Herren.
8 En tvesindet Mand (er) ustadig i alle sine Veie.
21 Thi hans Øine ere over hver (Mands) Veie, og han seer alle hans Gange.
12 (Naar) du haver seet en Mand, som synes (at være) viis for sine egne Øine, (da er der) mere Forhaabning til en Daare end til ham.
41 Men hvi seer du Skjæven, som er i din Broders Øie, men Bjælken i dit eget Øie bliver du ikke vaer?
27 Han skal beskue Menneskene og sige: Jeg haver syndet og forvendt Retten, men det haver ikke været mig nyttigt.
6 Og han skal være som et eenligt (Træ) paa en øde Mark, og skal ikke see, naar Godt skal komme; men han skal boe i de forbrændte (Stæder) i Ørken, i et salt Land, og du skal ikke kunne blive (der).
24 Kom ihu, at du ophøier hans Gjerning, hvilken Folk have beskuet,
25 den alle Mennesker see, den et Menneske skuer langt fra.
25 Thi hvad gavner det Mennesket, om han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv, eller gjorde sig selv Skade?
6 See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
10 men den Rige (rose sig) af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Græssets Blomster.
11 Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomsteret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne i sine Veie.
11 Thi han, han kjender de forfængelige Folk og seer Uretfærdighed; skulde han da ikke agte (derpaa)?
4 Eller naar en Person sværger og taler ubetænksomt med (sine) Læber om at gjøre ilde eller at gjøre vel, efter alt det, som et Menneske kan tale ubetænksomt med Ed, og det er skjult for ham, og han faaer det (siden) at vide, da er han bleven skyldig imod eet af disse.
22 Lader (da) af fra Mennesket, som haver Aande i sin Næse; thi hvori skulde han agtes (noget)?
7 Thi ligesom han agter (dig) i sit Hjerte, saa er det; han skal sige til dig: Æd og drik, men hans Hjerte er ikke med dig.
11 Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?
24 Thi alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster; Græsset visner og Blomsteret derpaa falder af;
1 Hvo, som fraskiller sig, vil søge, hvad (ham) lyster; han blander sig i alt det, som er saa i Sandhed.
12 En Klog seer Ulykken og skjuler sig, (men) Vanvittige gaae frem (og) straffes.
15 En Vanvittig troer Allting, men en Klog agter paa sin Gang.
16 En Viis frygter og viger fra Ondt, men en Daare farer igjennem og er tryg.
32 Der jeg saae det, lagde jeg mig det paa Hjertet; jeg saae til, jeg annammede Tugt.
14 (Det er) Ondt, (det er) Ondt, skal Kjøberen sige, men (naar) han gaaer bort, da skal han rose sig.
14 I, som ikke vide, hvad imorgen skal skee; thi hvad er eders Liv? Det er jo en Damp, som er tilsyne en liden Tid, men derefter forsvinder!
3 Menneskets Daarlighed omkaster hans Vei, og hans Hjerte vredes imod Herren.
18 at Herren ikke skal see det, og (det maatte være) ondt for hans Øine, og han maatte vende sin Vrede fra ham (til dig).
11 En rig Mand er viis for sine (egne) Øine, men en Ringe, (som er) forstandig, skal randsage ham.
3 Ja og naar Daaren vandrer paa Veien, fattes hans Hjerte (ham), og han siger til Enhver, at han er en Daare.
2 Thi vi støde Alle an i mange Ting; dersom Nogen ikke støder an i sin Tale, denne er en fuldkommen Mand, istand til og at holde det ganske Legeme i Tømme.
4 seende ikke Enhver paa sit Eget, men Enhver ogsaa paa Andres.
14 Og see, (om) han avlede en Søn, og denne saae alle sin Faders Synder, som han gjorde, og saae det, og gjorde ikke derefter, —
13 Den, som skjuler sine Overtrædelser, skal ikke have Lykke, men den, som bekjender, og som forlader (dem), skal faae Barmhjertighed.