Ordspråkene 19:6
Mange bede (ydmygeligen) for en Fyrstes Ansigt, og hver er Ven med en gavmild Mand.
Mange bede (ydmygeligen) for en Fyrstes Ansigt, og hver er Ven med en gavmild Mand.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Alle den Armes Brødre hade ham, ja hans Venner holde sig og langt fra ham; han forfølger dem (vel) med Ord, (men) de (hjælpe) ikke.
16Et Menneskes Gave gjør ham Rum og fører ham for store Herrer.
4Gods kan tilføre mange Venner, men en Ringe maa skilles fra sin Ven.
5Et falskt Vidne skal ikke holdes uskyldigt, og den, som udblæser Løgn, skal ikke undkomme.
26Mange søge en Regents Ansigt, men en Mands Dom er af Herren.
8Skjenk er en yndig Steen for deres Øine, som eie den; til alt det, man vil vende sig, skal den lykkes.
23En Arm taler med (ydmyge) Begjæringer, men en Rig svarer haarde (Ord).
24En Mand, (som haver) Venner, (ham bør det) at omgaaes venligen med (dem); thi der er den Ven, som hænger (fastere) ved, end en Broder.
20En Arm hades ogsaa af sin Næste, men de ere mange, som elske en Rig.
22Det (skal være) et Menneskes Lyst, at han er miskundelig, og en Arm er bedre end en Løgner.
5En god Mand forbarmer sig og udlaaner; han skal komme afsted med sine Sager for Dommen.
4En Konge stadfæster Landet ved Ret, men en Mand, som tager Gaver, nedbryder det.
5En Mand, som smigrer for sin Næste, udbreder et Garn for hans Gange.
6Mange Mennesker udraabe hver sin Fromhed, men hvo kan finde en (ret) trofast Mand?
2En God skal bekomme Velbehagelighed af Herren, men en Mand, som haver (skalkagtige) Anslag, skal han fordømme som en Ugudelig.
11Den, som elsker Hjertets Reenhed, hvis Læber ere yndige, hans Ven er Kongen.
19(hvor langt mindre) til den, som ikke anseer Fyrsternes Personer og kjender ikke den Rige fremfor den Ringe; thi de ere alle hans Hænders Gjerning.
27Hvo, der aarle søger efter Godt, søger efter Velbehagelighed, men hvo, der leder efter Ondt, ham skal det vederfares.
23En Ugudelig tager Gave af Skjødet til at bøie Rettens Stier.
33Alle andre Horer give de Løn; men du, du gav alle dine Bolere (megen) Løn af Dit, og begavede dem, at de skulde komme til dig allevegne fra og bedrive Horeri med dig.
16Hvo, som fortrykker en Ringe for at formere Sit, (og) hvo, som giver en Rig, (den skal) visseligen (komme) til Mangel.
3(saa) gjør nu dette, min Søn! og red dig, fordi du er kommen i din Næstes Haand: Gak, nedkast dig (for hans Fødder) og styrk din Næste.
23Hvo, der straffer et Menneske, skal derefter finde Gunst, mere end den, som smigrer med Tungen.
9(Den, som haver) et godt Øie, den skal velsignes; thi han gav den Ringe af sit Brød.
1Et (godt) Navn er mere at udvælge end stor Rigdom, Gunst er bedre end Sølv og end Guld.
14(Som) Skyer og Veir, (hvor) ingen Regn (er hos), er en Mand, som roser sig af en falsk Gave.
9Og jeg siger eder: Gjører eder Venner ved den urette Mammon, at, naar I skilles herfra, de skulle annamme eder i de evige Boliger.
20En (saare) trofast Mand (skal faae) mange Velsignelser, men den, som haster at blive rig, skal ikke blive uskyldig.
21Det er ikke godt at ansee en Person; thi en Mand kan overtræde for et Stykke Brøds Skyld.
27Hvo, som giver den Arme, (han skal) ikke (have) Mangel, men (over) den, som skjuler sine Øine, (skulle være) mange Forbandelser.
4Og find (saa) Naade og god Forstand for Guds og Menneskens Øine.
23Dine Fyrster ere modvillige og Tyvenes Staldbrødre, de elske alle Skjenk og jage efter Gaver; de ville ikke skaffe en Faderløs Ret, og Enkens Sag maa ikke komme for dem.
17Hvo, som forbarmer sig over den Ringe, laaner Herren, og han skal betale ham hans Velgjerning.
30Men giv hver den, som beder dig, og af den, som tager Dit fra dig, kræv det ikke igjen.
35Han skal ikke tage nogen Forsoning (derfor), og ikke samtykke det, om du vilde end give megen Skjenk.
14Den, som bortvender Miskundhed fra sin Ven, forlader den Almægtiges Frygt.
17En Ven elsker altid, og en Broder fødes (til Hjælp) i Nød.
18Et Menneske, som fattes Forstand, slaaer Haand (i Haand) og bliver fast Borgen hos sin Næste.
27Ja, I overfalde den Faderløse, og grave (en Grav) imod eders Næste.
9Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed (glæder) ved sin Sjæls Raad.
3Foruden at de gjøre tilgavns Ondt med Hænderne, begjærer Fyrsten (Gaver), og Dommeren (dømmer) for Betaling, og den Mægtige taler (om det, som er) hans Sjæls Skade, han og de sammensnoe det.
12Men han sagde og til den, som havde budet ham: Naar du gjør Middags- eller Aftens-Maaltid, da indbyd ikke dine Venner, ei heller dine Brødre, ei heller dine Frænder, ei heller rige Naboer, paa det at ikke ogsaa de skulle indbyde dig igjen, og dig skal vorde Vederlag.
26thi jeg siger eder, at hver den, som haver, ham skal gives; men fra den, som ikke haver, fra ham skal tages ogsaa det, han haver.
16En Fyrste, som fattes (al) Forstand, fortrykker og (Andre) meget, men hvo, der hader Gjerrighed, skal forlænge (sine) Dage.
15I Kongens Ansigts Lys er Livet, og hans Bevaagenhed er som en Sky med sildig Regn.
28En saare forvendt Mand kommer Trætte afsted, og en Bagvasker adskiller en Fyrste (fra den anden).
6Bedre er en Fattig, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end den, som (vandrer) forvendt paa tvende Veie, om han (end) er rig.
6Saar af en Elsker ere trofaste, men Haderens Kys maa frabedes.
27Den, som er meget gjerrig, forstyrrer sit Huus, men den, som hader Gaver, skal leve.