Salmenes bok 74:12
Dog er Gud min Konge fra fordum (Tid), som gjør megen Frelse midt paa Jorden.
Dog er Gud min Konge fra fordum (Tid), som gjør megen Frelse midt paa Jorden.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Thi de indtoge ikke Landet til Arv ved deres Sværd, og deres Arm frelste dem ikke, men din høire Haand og din Arm, og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem.
10 ham, som giver Konger Frelse, som udfriede David, sin Tjener, fra et ondt Sværd.
13 Du, du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Dragers Hoveder i Vandene.
11 Hvorfor vender du din Haand, ja din høire Haand tilbage? tag den aldeles midt ud af din Barm.
7 Synger (Psalmer) for Gud, synger (Psalmer); synger (Psalmer) for vor Konge, synger (Psalmer)!
8 Thi Gud er al Jordens Konge; synger (Psalmer) forstandeligen.
25 Jeg sagde: Min Gud, optag mig ikke midt i mine Dage! dine Aar ere fra Slægt til Slægter.
14 O Gud! din Vei er i Helligdommen; hvo er saa stor en Gud som Gud?
19 Og din Retfærdighed (strækker sig), O Gud! til det Høie; du, som haver gjort store Ting, Gud! hvo er som du?
20 Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
16 Herren er Konge evindelig og altid, Hedningerne ere omkomne af hans Land.
15 Du adskilte Kilde og Bæk, du, du tørrede stærke Floder.
4 paa de ti Strænge og paa Psalteret, paa Higgajon med Harpe.
2 min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
9 Du lod høre Dom af Himmelen; Jorden frygtede og blev stille,
1 Herren regjerer, han haver iført sig Høihed; Herren, han haver iført sig, han haver ombundet sig med Styrke, ja, Jorderige er befæstet, at det ikke skal ryste.
2 Fra den Tid er din Throne fast; du er af Evighed.
46 Den Fremmedes Børn affaldt, de forfærdedes, (naar de udgik) af deres indelukkede Huler.
47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og min Saligheds Gud skal ophøies,
11 Du, du haver sønderstødt Rahab som En, der er ihjelslagen; du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm.
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
7 Jeg sagde til Herren: Du er min Gud; Herre! vend dine Øren til mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Saligheds Klippe, skal ophøies,
48 den Gud, som giver mig Hevn, og som nedkaster Folkene under mig,
17 Gud! du haver lært mig fra min Ungdom, og indtil nu kundgjør jeg dine underlige Ting.
31 Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som troe paa ham.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe uden vor Gud?
7 Naar jeg vandrer midt i Angest, skal du holde mig i Live; du skal udrække din Haand over mine Fjenders Vrede, og din høire Haand skal frelse mig.
2 Gud være os naadig og velsigne os, han lade sit Ansigt lyse hos os, Sela —
14 Herren er min Styrke og Psalme, og han blev mig til Salighed.
12 Du udrakte din høire Haand, Jorden opslugte dem.
7 Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.
6 Ophøi dig, Gud! over Himlene, og din Ære over al Jorden.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
33 Gud er min Styrke og Kraft, og han letter fuldkommeligen min Vei.
7 Beviis underligen dine Miskundheder, (du, som er) deres Frelser, som troe, fra dem, som opreise sig imod din høire Haand.
5 Herren er hos din høire Haand, han skal knuse Konger paa sin Vredes Dag.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
6 Dine Pile ere skjærpede, — Folk skulle falde under dig — (de skulle fare) i Kongens Fjenders Hjerte.
2 See, Gud er min Salighed, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre Herre er min Styrke og Psalme, og er bleven mig til Salighed.
1 Herre! du er min Gud, jeg vil ophøie dig, jeg vil bekjende dit Navn, thi du gjorde en underlig Ting; de Anslag, (som du haver sagt) længe tilforn, ere Trofasthed og Sandhed.
3 Vær mig en Boligs Klippe, at komme hen til altid, du, (som) haver befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
4 I hans Haand er det, man kan opsøge i Jorden, og de høieste Bjerge høre ham til.
5 Min Sjæl er iblandt Løver, jeg maa ligge (imellem) dem, som brænde (af Had, imellem) Menneskens Børn, hvis Tænder ere Spyd og Pile, og hvis Tunge er et skarpt Sværd.
2 Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, ja fra Evighed til Evighed er du, Gud.
6 som gjorde Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som er i dem, han, som holder Love evindelig,