Hebreerbrevet 12:10
Thi hine revsede os for faa Dage efter deres Tykke, men han (revser os) til Nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans Hellighed.
Thi hine revsede os for faa Dage efter deres Tykke, men han (revser os) til Nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans Hellighed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;
6 thi hvem Herren elsker, den revser han, og han hudstryger hver Søn, som han antager sig.
7 Dersom I lide Revselse, handler Gud med eder, som med Børn; thi hvo er den Søn, som Faderen ikke revser?
8 Men dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uægte og ikke Børn.
9 Have vi tilmed havt vore kjødelige Fædre til Optugtere og bevaret Frygt for dem, skulde vi da ikke meget mere være den Aandernes Fader underdanige og leve?
11 Men al Revselse synes, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som ved den ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt.
11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
12 Thi Herren straffer den, som han elsker, og haver Behagelighed, (til ham), som en Fader til en Søn.
17 See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.
5 Saa kan du kjende i dit Hjerte, at ligesom en Mand tugter sin Søn, haver Herren din Gud tugtet dig.
32 Men naar vi dømmes af Herren, revses vi, at vi ikke skulle fordømmes med Verden.
12 Salig er den Mand, som du, Herre! tugter, og den, du lærer af din Lov,
4 Og I Fædre! opirrer ikke Eders Børn, men opføder dem i Tugt og Herrens Formaning.
24 Hvo, som sparer sit Riis, hader sin Søn, men den, som elsker ham, tugter ham tidlig.
10 Thi det sømmede ham, for hvem alle Ting (ere), og ved hvem alle Ting (ere), ham, som fører de mange Børn til Herlighed, ved Lidelser at indvie deres Saliggjørelses Fyrste.
11 Thi baade den, som helliggjør, og de, som helliggjøres, ere alle af Een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre,
10 Men al Naades Gud, som kaldte os, der en kort Tid lide, til sin evige Herlighed i Christo Jesu, han selv berede, styrke, bekræfte, grundfæste eder!
32 Men kommer de forrige Dage ihu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt en stor Kamp med Lidelser,
33 idet I deels selv ved Forsmædelser og Trængsler bleve et Skuespil, deels toge Deel med dem, som fristede saadanne Kaar.
34 Thi baade havde I Medlidenhed med mine Baand, og I skikkede eder med Glæde deri, at man røvede eders Gods, da I vidste, at I have i eder selv et bedre og blivende Gods i Himlene.
6 hvorover I skulle fryde eder, om I og nu en liden Stund, hvis saa skal være, bedrøves i adskillige Fristelser,
29 Hvor meget værre Straf mene I, at den skal agtes værd, som haver traadt Guds Søn med Fødder og ringeagtet Pagtens Blod, hvormed han var helliget, og forhaanet Naadens Aand!
30 Thi vi kjende den, som haver sagt: Mig hører Hevnen til, jeg vil betale, siger Herren; og atter: Herren skal dømme sit Folk.
40 efterdi Gud forud havde udseet noget Bedre for os, at de ikke skulde fuldkommes uden os.
18 Og henved fyrretyve Aars Tid fordrog han deres Sæder i Ørkenen.
15 Glæd os efter de Dage, hvori du haver plaget os, efter de Aar, i hvilke vi have seet Ulykke.
14 Stræber efter Fred med Alle og efter Hellighed, uden hvilken Ingen skal see Herren,
17 thi vor Trængsel, som er stakket og let, bringer os en evig og over al Maade vigtig Herlighed;
15 Men (herom) vidner ogsaa den Hellig-Aand for os; thi efter først at have sagt:
1 Derfor, efterdi vi have saadanne Forjættelser, I Elskelige! saa lader os rense os selv fra al Kjødets og Aandens Besmittelse og fuldende (vor) Helliggjørelse i Guds Frygt.
7 Derfor, som den Hellig-Aand siger: Idag, dersom I høre hans Røst,
17 Adlyder eders Veiledere og værer dem hørige; thi de vaage over eders Sjæle som de, der skulle gjøre Regnskab, at de kunne gjøre det med Glæde og ikke sukkende, thi dette er eder ikke gavnligt.
13 Vægre dig ikke for at tugte den Unge; thi slaaer du ham med Riset, døer han ikke (deraf).
14 Du, du skal slaae ham med Riset og frie hans Sjæl fra Helvede:
18 Tugt din Søn, medens der er Forhaabning, men ophøi ikke din Sjæl til at dræbe ham.
14 efterdi jeg er plaget den ganske Dag, og min Straf er hver Morgen (der).
10 da aabenbarer han det for deres Øre til en Tugtelse og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
11 Dersom de ville høre og tjene, da skulle de fuldende deres Dage i det Gode, og deres Aar i megen Liflighed.
10 eller siger han det sikkerligen for vor Skyld? thi for vor Skyld er der skrevet, at den, som pløier, bør pløie med Haab, og den, som tærsker, (bør tærske) for at blive deelagtig i sit Haab.
17 Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.
6 Tilstrækkelig er for den Samme den Straf, (han) af de Fleste (haver udstaaet);
12 og arbeide møisommeligen med vore egne Hænder. Overskjældede velsigne vi; forfulgte taale vi;
6 Men disse Ting ere blevne Forbilleder for os, at vi ikke skulle have Lyst til det Onde, ligesom de havde Lyst (dertil).
9 Nu glæder jeg mig, ikke derover, at I bleve bedrøvede, men over at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Gud, saa at I ikke i nogen Maade have lidt Skade af os.
7 Thi Jorden, som drikker Regnen, der ofte falder paa den, og bærer Væxter, tjenlige for dem, af hvilke den dyrkes, faaer Velsignelse af Gud;
14 Jeg, jeg vil være ham en Fader, og han, han skal være mig en Søn, hvilken, naar han handler ilde, da vil jeg straffe ham med Menneskens Riis og med Menneskens Børns Plager.
11 ligesom I vide, hvorledes vi formanede og trøstede eder, Enhver især, som en Fader sine Børn,
20 Thi hvad er det for en Ros, dersom I, naar I synde og blive slagne, lide taalmodigen? Men dersom I, naar I gjøre Godt og lide derfor, ere taalmodige, dette (finder) Naade for Gud.
24 og lader os give Agt paa hverandre, saa vi opmuntre hverandre til Kjærlighed og gode Gjerninger,
25 og valgte heller at lide Ondt med Guds Folk, end at have Syndens timelige Nydelse,