Job 5:1
Raab nu, om der er Nogen, som svarer dig; og til hvem af de Hellige vil du vende Ansigtet?
Raab nu, om der er Nogen, som svarer dig; og til hvem af de Hellige vil du vende Ansigtet?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
22 Kald saa, og jeg, jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv du mig (Svar) igjen.
15 (Da) skulde du kalde, og jeg, jeg skulde svare dig; du skulde have Lyst til dine Hænders Gjerning.
2 Thi Fortørnelse skal slaae en Daare ihjel, og Nidkjærhed skal dræbe den Taabelige.
28 Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle aarle søge mig, men ikke finde mig.
5 (Men) om du aarle søger hen til Gud og beder om Naade til den Almægtige,
6 Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
12 Der raabe de; men han svarer ikke for de Ondes Hovmodigheds Skyld.
9 Da skal du paakalde, og Herren skal bønhøre, du skal raabe, og han skal sige: See, her er jeg; dersom du borttager det Aag midt ud fra dig, (og holder dig fra) at udstrække Fingrene og at tale Uret,
5 Dersom du kan, (saa) giv mig (Svar) igjen, beskik dig for mit Ansigt (og) fremstil dig.
13 at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
10 Kan han forlyste sig over den Almægtige? kan han kalde altid paa Gud?
32 (Men) haver du (Noget) at sige, da giv mig Svar igjen; tal, thi jeg haver Lyst til at give dig Ret.
33 Men haver du Intet (at sige), da hør du mig; ti, saa vil jeg lære dig Viisdom.
1 Men Job svarede og sagde:
1 Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
1 Da svarede Job og sagde:
41 Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
24 Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og Ingen gav Agt (derpaa),
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids Psalme.
4 Til Eder, I Mænd! vil jeg raabe, og min Røst skal komme til Menneskens Børn.
3 Raab til mig, og jeg vil svare dig, og give dig tilkjende store og faste Ting, som du ikke veed.
1 Men Job svarede og sagde:
1 Men Job svarede og sagde:
4 Jeg, jeg vil give dig Svar igjen, og dine Venner med dig:
5 Sku Himmelen og see, og besku (de øverste) Skyer, de ere dig for høie.
6 Dersom du haver syndet, hvad kan du gjøre imod ham? og (om) dine Overtrædelser ere mange, hvad kan du gjøre ham?
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham (og) vælge mine Ord, (som jeg kunde tale) med ham.
15 Thi om jeg end var retfærdig, vilde jeg ikke svare; jeg maa bede den om Naade, som dømmer mig.
12 Og I skulle paakalde mig og gaae og bede til mig, og jeg vil høre eder.
1 Men Job svarede og sagde:
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
2 Bind nu om dine Lænder som en Mand; jeg vil spørge dig, og underviis du mig.
7 Paa min Nøds Dag vil jeg paakalde dig, thi du bønhører mig.
10 Nu dog, omvender eder alle, og kommer, Kjære! thi jeg finder ikke en Viis iblandt eder.
15 Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfrie dig, og du skal prise mig.
5 Men sandelig, gid Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig,
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
3 Er der (ingen) Ende paa de Ord, (som ere ikkun) et Veir, eller hvad bekræfter dig, at du svarer (saaledes)?
4 For hvem haver du kundgjort Tale? og hvis Aande gik ud af dig?
16 Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
42 De saae sig om, men der var ingen Frelser, til Herren, men han svarede dem ikke.
6 Søger Herren, medens han findes, kalder paa ham, medens han er nær.
1 Men Job svarede og sagde:
1 Men Job svarede og sagde:
5 Er ikke din Ondskab megen, og ingen Ende paa dine Misgjerninger?
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staaer (der), og du agter (ikke) paa mig.
16 Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.
2 Gud! vend (dine) Øren til min Bøn, og skjul dig ikke for min (ydmyge) Begjæring.