Malaki 3:16
Da talede de, som frygtede Herren, hver til sin Ven, og Herren har givet Agt (derpaa) og hørt det, og det er skrevet til Ihukommelse i en Bog for hans Ansigt, dem (til Gode), som frygte Herren og tænke paa hans Navn.
Da talede de, som frygtede Herren, hver til sin Ven, og Herren har givet Agt (derpaa) og hørt det, og det er skrevet til Ihukommelse i en Bog for hans Ansigt, dem (til Gode), som frygte Herren og tænke paa hans Navn.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17 Og de skulle være mine, sagde den Herre Zebaoth, paa den Dag, naar jeg vil gjøre mig en synderlig Eiendom, og jeg vil spare dem, som en Mand sparer sin Søn, der tjener ham.
18 Da skulle I vende om og see, (hvad Forskjel der er) imellem en Retfærdig og en Ugudelig, imellem En, som tjener Gud, (og) En, som ikke tjener ham.
23 Jeg vil fortælle dit Navn for mine Brødre; midt i Forsamlingen vil jeg love dig.
7 Hører mig, I, som kjende Retfærdighed, du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for et Menneskes Forsmædelse, og forskrækkes ikke for deres Forhaanelser.
14 Herrens Løndom hører dem til, som ham frygte, og hans Pagt, at han lader dem vide den.
5 Ja, han holdt sig fyrstelig med en Engel og overvandt, han græd og bad ham om Naade; han fandt ham i Bethel, og der talede han med os.
5 Hører Herrens Ord, I, som ere forfærdede for hans Ord! Eders Brødre, som eder hade, som skille eder (fra sig) for mit Navns Skyld, sagde: Lad Herren bevise sig herlig! men han skal lade sig see eder til Glæde, og de skulle beskjæmmes.
9 Og de skulle gjøre, at (Enhver af dem selv) skal falde ved deres (egen) Tunge; de skulle, hver som seer paa dem, flye (langt) bort.
13 Han skal velsigne dem, som frygte Herren, de Smaae med de Store.
5 Thi min Pagt var med ham, (ja) Livets og Fredens (Pagt), og jeg gav ham dem til Frygt, at han skulde frygte mig; og han, han var forskrækket for mit Navns Skyld.
13 Thi Herren sagde: Efterdi dette Folk holder sig nær (til mig) med sin Mund, og de ære mig med sine Læber, men dets Hjerte er langt fra mig, og deres Frygt for mig er Menneskers Bud, som de have lært,
2 Saa talede Herren, Israels Gud, sigende: Skriv dig alle de Ord, som jeg haver talet til dig, i en Bog.
15 Og nu, vi prise de Hovmodige salige; (thi) de, som gjorde Ugudelighed, ere baade opbyggede, og prøvede Gud og undkom.
16 Herrens Øine ere (vendte) til de Retfærdige, og hans Øren til deres Raab.
29 Og Guds Frygt kom over alle Riger i Landene, der de hørte, at Herren havde stredet imod Israels Fjender.
18 See, Herrens Øie er til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed,
1 Halleluja! Salig er den Mand, som frygter Herren, som haver saare Lyst til hans Bud.
13 Eders Ord ere stærke imod mig, sagde Herren; men I sagde: Hvad talede vi imod dig?
28 Og Herren hørte eders Ords Røst, der I talede til mig; da sagde Herren til mig: Jeg haver hørt dette Folks Ords Røst, som de have talet til dig, de have talet vel i alt det, de have talet.
29 Gid de havde saadant et Hjerte til at frygte mig og til at holde alle mine Bud alle Dage, at det maatte gaae dem vel, og deres Børn evindeligen!
15 Hører og vender Ørene (hid), ophøier eder ikke; thi Herren haver talet.
4 See, saaledes skal den Mand velsignes, som frygter Herren.
16 Og det skede, der de hørte alle disse Ord, forfærdedes de, den Ene med den Anden, og de sagde til Baruch: Vi ville vist give Kongen alle disse Ord tilkjende.
7 Thi hvo kan gjælde lige med Herren i den øverste Sky? (hvo) er Herren lig iblandt Guders Børn?
15 saa tænker jeg igjen i disse Dage at gjøre vel imod Jerusalem og Judæ Huus; frygter ikke.
5 Der frygte de saare, fordi Gud er med den Retfærdiges Slægt.
10 Herrens Frygt er Viisdoms Begyndelse, en god Klogskab for alle dem, som gjøre derefter; hans Priis bestaaer altid.
16 Og Mændene frygtede Herren ganske meget, og offrede Herren Slagtoffer og lovede Løfter.
11 Herren haver Behagelighed til dem, som ham frygte, som haabe til hans Miskundhed.
16 Kommer (hid), hører til, saa vil jeg fortælle, alle I, som frygte Gud, hvad han haver gjort ved min Sjæl.
17 Da sagde Herren til mig: De have talet vel i alt det, de have talet.
18 Thi hvo stod i Herrens hemmelige Raad, og haver seet og hørt hans Ord? hvo gav Agt paa hans Ord og hørte det?
18 hos dem, som holde hans Pagt, og hos dem, som komme hans Befalinger ihu, at gjøre derefter.
10 Hvo er iblandt eder, som frygter Herren, som adlyder hans Tjeners Røst? Den, som vandrer i Mørke og haver ikke (Lysets) Skin, han skal forlade sig paa Herrens Navn, ja (fast) forlade sig paa sin Gud.
15 De skulle være altid for Herren, og han skal udrydde deres Ihukommelse af Jorden;
19 Han forløste min Sjæl i Fred fra Strid, (som var) imod mig; thi de vare med Mange imod mig.
3 Min Sjæl skal rose sig i Herren; de Sagtmodige skulle høre det og glæde sig.
17 Men I, Elskelige! kommer de Ord ihu, som forud ere talede af vor Herres Jesu Christi Apostler;
11 De unge Løver blive nødtørftige og hungrige, men de, som søge Herren, skulle ikke have Mangel paa noget (Slags) Godt.
4 De, som frygte Herren, sige nu: Hans Miskundhed er evindelig.
8 Al Jorden frygte sig for Herren, alle Verdens Indbyggere ræddes for ham!
6 See, det er skrevet for mit Ansigt; jeg vil ikke tie, men betale, ja, jeg vil betale det i deres Skjød.
6 Ved Miskundhed og Sandhed forsones Misgjerning, og ved Herrens Frygt viger man fra det Onde.
6 Og de skulle tale om dine forfærdelige Tings Styrke, og jeg vil fortælle om din Mægtighed.
16 Dine Ord ere fundne, og jeg haver ædet dem, og dit Ord var mig til Fryd og til mit Hjertes Glæde; thi jeg er kaldet efter dit Navn, Herre, Gud Zebaoth!
12 Kommer hans underlige Gjerninger ihu, som han haver gjort, hans underlige Ting og hans Munds Domme,
17 I gjøre Herren Møie med eders Ord; dog sige I: Hvormed gjøre vi ham Møie? idet I sige: Hver, som gjør Ondt, er god for Herrens Øine, og han haver Lyst til dem, eller: Hvor er Dommens Gud?
15 Thi dine Tjenere have Behagelighed til dens Stene, og de forbarme sig over dens Støv.
10 Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
2 Herre! (der) jeg hørte Tidende fra dig, frygtede jeg; Herre! hold din Gjerning i Live midt i Aarene, kundgjør det midt i Aarene; i Fortørnelse ihukom at være barmhjertig.