Ordspråkene 9:15
at raabe til dem, som gaae forbi paa Veien, som vandre ret frem paa deres Veie, (sigende:)
at raabe til dem, som gaae forbi paa Veien, som vandre ret frem paa deres Veie, (sigende:)
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16Hvo er vanvittig, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, taler hun ogsaa til:
13En (meget) daarlig Qvinde er urolig, (ja) Vanvittighed (selv), og veed ikke Noget.
14Og hun sidder ved sit Huses Dør paa en Stol paa de høie (Stæder) i Staden,
1Viisdommen byggede sit Huus, udhuggede sine syv Piller.
2Den slagtede sit Slagtefæ, blandede sin Viin og tilberedte sit Bord.
3Den udsendte sine Piger, den raabte paa de udhængende høie (Stæder) i Staden:
4Hvo er vanvittig, den vende sig hid; den sagde til den, som fattes Forstand:
5Kommer hid, æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg haver blandet.
6Forlader de Vanvittige, saa skulle I leve, og gaaer (ret) frem paa Forstands Vei.
1Mon ikke Viisdom raabe, og Forstand udgive sin Røst?
2Ovenpaa de høie (Stæder) ved Veien, i Huset, ved Stierne staaer den.
3Ved Siden af Portene, foran i Staden, der, hvor man indgaaer af Dørene, raaber den (høit):
4Til Eder, I Mænd! vil jeg raabe, og min Røst skal komme til Menneskens Børn.
20Viisdommen raaber udenfor, den udgiver sin Røst paa Gaderne.
21Den raaber foran iblandt dem, som buldre; i Portenes Døre, i Staden taler den sine Ord:
5at den (maa) bevare dig fra en fremmed Qvinde, fra en ubekjendt, som gjør sine Ord glatte.
6Thi jeg saae ud af mit Huses Vindue, igjennem mit Sprinkelværk.
7Og jeg saae iblandt de Vanvittige, jeg blev vaer iblandt Sønnerne en ung Karl, som fattedes Forstand,
8som gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne, og gik frem paa Veien ved hendes Huus,
10Og see, en Qvinde mødte ham i Horesmykke og forborgen i Hjertet.
11Hun larmer og er gjenstridig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Huus.
12Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne, og lurer ved alle Hjørner.
25Lad dit Hjerte ikke vige til hendes Veie, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
18thi hendes Huus bøier sig til Døden, og hendes Veie til Dødninger;
19alle de, som gaae ind til hende, skulle ikke komme tilbage og ikke naae til Livsens Stier;
20paa det du kan vandre paa de Godes Vei og bevare de Retfærdiges Stier.
17Dens Veie ere liflige Veie, og alle dens Stier ere Fred.
18Den er Livsens Træ for dem, som tage fat paa den, og (hver af) dem, som holde den, skal prises salig.
6Paa det du ikke skal overveie Livets Sti, (da) ere hendes Veie ustadige, at du ikke kan kjende (dem).
8Lad din Vei være langt fra hende, og kom ikke nær til hendes Huses Dør,
14Kom ikke paa de Ugudeliges Sti, og gak ikke frem paa de Ondes Vei.
15Lad den fare, gak ikke frem paa den, vig fra den og gak forbi.
29Have I ikke adspurgt dem, som gaae forbi paa Veien, og kjende I ikke deres Tegn?
34Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligen er aarvaagen ved mine Døre og varer paa mine Døres Stolper.
27Hendes Huus er Veie til Helvede, som fare ned til Dødens (inderste) Kammere.
15min Søn! vandre ikke paa den Vei med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti.
7da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;
15hvis Stier ere forvendte, og de ere afvegne i deres Veie;
16at frie dig fra en fremmed Qvinde, fra en ubekjendt, som gjør sine Ord glatte.
9Den, som vandrer i Fuldkommenhed, skal vandre tryggeligen, men den, som forvender sine Veie, skal kjendes.
22Han gik hasteligen efter hende, ligesom en Oxe kommer til Slagterbænken, og ligesom Bolten (kommer) til at tugte en Daare;
9Ephraim! hvad skal jeg ydermere med de Afguder? jeg, jeg vil bønhøre, og jeg vil see til ham, jeg (vil være) som et grønt Fyrretræ, din Frugt er funden (at være) af mig.
21Og dine Øren skulle høre et Ord bag dig, sigende: Denne er Veien, gaaer paa den, naar I ville afvige til den høire eller til den venstre (Side).
20Jeg gjør, at (Folk) vandre paa Retfærdigheds Vei, (ja) midt paa Rettens Stier,
17De Oprigtiges slagne Vei er at vige fra det Onde; hvo, der forvarer sin Vei, bevarer sin Sjæl.
15Haver du taget vare paa Verdens Sti, som de uretfærdige Folk have traadt paa?
9da skal du forstaae Retfærdighed og Ret og Oprigtigheder (og) al god Vei.
9De ere alle rette for den Forstandige, og oprigtige for dem, som finde Kundskab.
19Saa sagde Herren til mig: Gak, og staa i Folkets Børns Port, igjennem hvilken Judæ Konger komme ind, og igjennem hvilken de gaae ud, og i alle Jerusalems Porte.
32(men du var som) en Horkone, der tager Fremmede i sin Mands Sted.