Salmenes bok 16:10
Thi du skal ikke forlade min Sjæl i Helvede, du skal ikke lade din Hellige see Forraadnelse.
Thi du skal ikke forlade min Sjæl i Helvede, du skal ikke lade din Hellige see Forraadnelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24ham opreiste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den.
25Thi David siger om ham: Jeg haver altid Herren for mine Øine; thi han er hos min høire Haand, at jeg ikke skal rokkes.
26Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Tunge jubler; ja ogsaa mit Kjød skal boe tryggelig i Haab;
27thi du skal ikke forlade min Sjæl i de Dødes Rige, ikke heller tilstede din Hellige at see Forraadnelse.
28Du haver kundgjort mig Livets Veie, du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn. —
34Men at han haver opreist ham fra de Døde, der ingenlunde skal vende tilbage til Forraadnelse, derom haver han saaledes sagt: Jeg vil holde eder de hellige (Løfter) til David, de trofaste.
35Derfor siger han og i en anden (Psalme): Du skal ikke tilstede din Hellige at see Forraadnelse.
36Thi David, der han havde i sin Livstid tjent Guds Raadslutning, sov hen og blev henlagt til sine Fædre, og saae Forraadnelse;
37men den, som Gud opreiste, saae ikke Forraadnelse.
9Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kjød skal boe tryggelig.
31saae han forud og talede om Christi Opstandelse, at hans Sjæl ikke skulde lades i de Dødes Rige, ei heller hans Kjød see Forraadnelse.
3Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
11Du skal kundgjøre mig Livets Sti; for dit Ansigt er Mættelse af megen Glæde, liflige (Værelser) ved din høire Haand evindelig.
15De skulle lægges i Graven som Faar, Døden skal fortære dem, og de Oprigtige skulle regjere over dem om Morgenen, og Graven skal afslide deres Skikkelse, (Enhver) af sin Bolig.
13Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl af den nederste Grav.
8Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
9Jeg vil vandre for Herrens Ansigt i de Levendes Lande.
17See, udi Fred kom paa mig en Bitterhed, (ja) en Bitterhed; men du, du haver kjærligen annammet min Sjæl fra Fordærvelsens Hule, thi du kastede alle mine Synder bag din Ryg.
18Thi Graven kan ikke takke dig, Døden (kan ikke) love dig; de, som nedfare i Hulen, kunne ei vente paa din Sandhed.
10Mit Øie er bedrøvet for Elendighed; Herre! jeg haver raabt til dig den ganske Dag, jeg haver udbredt mine Hænder til dig.
11Skal du gjøre en underlig Ting for de Døde, (eller) skulle Dødninger opstaae, skulle de takke dig? Sela.
13Gud! dine Løfter (ligge) paa mig; med Taksigelser vil jeg betale dig.
9— thi deres Sjæls Forløsning skal koste meget og maatte holde op evindeligen —
8Dersom jeg farer op til Himmelen, (da er) du der, og reder jeg Seng i Helvede, see, (da er) du der.
17Jeg skal ikke døe, men jeg skal leve, og jeg skal fortælle Herrens Gjerninger.
18Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
4Og min Sjæl er saare forfærdet; og du, Herre! hvor længe? —
5Vend om, Herre! fri min Sjæl, frels mig for din Miskundheds Skyld.
20Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
11Skjul dit Ansigt fra mine Synder, og udslet alle mine Misgjerninger.
2Du, (min Sjæl,) sagde til Herren: Du er (min) Herre, mit Gode (naaer) ikke til dig;
33Herren skal ikke forlade ham i hans Haand og ei fordømme ham som en Ugudelig, naar han bliver dømt.
9Skjul ikke dit Ansigt for mig, bortvend ikke din Tjener (fra dig) i Vrede, du har været min Hjælp; overgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Saligheds Gud!
8Thi du haver været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synge med (Fryd).
9Min Sjæl hængte efter dig; din høire Haand holdt paa mig.
9Samle ikke min Sjæl med Syndere, eller mit Liv med blodgjerrige Folk,
8Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
3Han skal ikke lade din Fod snuble, han, som bevarer dig, skal ikke slumre.
3Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
6Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
7Herren skal bevare dig fra alt Ondt, han skal bevare din Sjæl.
13Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
11Herre! hold mig i Live for dit Navns Skyld, udfør min Sjæl af Nød for din Retfærdigheds Skyld.
48Kom ihu, hvad mit Livs Tid er; hvorfor skulde du have skabt alle Menneskens Børn forgjæves?
11Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.
9(han,) som holder vor Sjæl ilive og lader vor Fod ikke snuble.
6(Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand.
7Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
3Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
14Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.