| Bibelvers

Verse 38

Denne er den, som i Menigheden udi Ørkenen stod mellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg, og vore Fædre, den, som annammede de levende Ord, for at give os (dem);

Referenced Verses

Rom 3:2 : 2 Meget i alle Maader, fornemmeligen at Guds Ord ere dem betroede.
Hebr 5:12 : 12 Thi skjøndt I efter Tiden endog burde være Lærere, have I atter behov, at man skal lære eder, hvilke Begyndelsesgrundene ere i Guds Ord, og I ere blevne saadanne, som have Melk behov og ikke haard Føde.
1 Pet 4:11 : 11 Dersom Nogen taler i Menigheden, han (tale) som Guds Ord; dersom Nogen tjener deri, (han tjene) som af den Formue, hvilken Gud forlener, paa det at Gud maa æres i alle Ting formedelst Jesum Christum, hvem Æren og Magten tilkommer i al Evighed! Amen.
Apg 7:53 : 53 I, som annammede Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den.
5 Mos 32:46-47 : 46 Og han sagde til dem: Lægger alle de Ord paa eders Hjerte, som jeg vidner for eder idag, hvilke I skulle byde eders Børn, for at tage vare paa at gjøre alle denne Lovs Ord. 47 Thi det er ikke et forgjæves Ord for eder, thi det er eders Liv; og ved dette Ord skulle I forlænge eders Dage i det Land, hvorhen I drage over Jordanen, til at eie det.
5 Mos 33:4 : 4 Mose bød os en Lov, (som er) en Eiendom for Jakobs Forsamling.
Jes 63:9 : 9 I al deres Angest var ikke Angest, og hans Ansigts Engel frelste (dem); han, han gjenløste dem for sin Kjærligheds Skyld, og fordi han sparede (dem), og han lagde dem paa (sig selv) og bar dem alle Dage fra gammel (Tid).
Joh 1:17 : 17 Thi Loven er given ved Moses; Naaden og Sandheden er bleven ved Jesum Christum.
Joh 6:63 : 63 Det er Aanden, som levendegjør, Kjødet gavner intet; de Ord, som jeg taler til eder, ere Aand og ere Liv.
Apg 7:30 : 30 Og der fyrretyve Aar vare fuldkommede, aabenbaredes Herrens Engel for ham i Sinai Bjergs Ørken, i en Tornebusks Ildslue.
Apg 7:35 : 35 Denne Moses, hvilken de fornegtede, sigende: Hvo haver sat dig til en Øverste og Dommer? ham sendte Gud (til at være) en Øverste og Befrier ved Engelens Haand, som aabenbaredes for ham i Tornebusken.
Neh 9:13-14 : 13 Og du kom ned over Sinai Bjerg og talede med dem af Himmelen, og du gav dem oprigtige Rette og sande Love, gode Skikke og Bud. 14 Og du kundgjorde dem din hellige Sabbat, og bød dem Bud og Skikke og Lov formedelst Mose, din Tjener.
Sal 78:5-9 : 5 Thi han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob, og satte en Lov i Israel, hvilke han bød vore Fædre at kundgjøre deres Børn, 6 paa det den Slægt, som kom herefter, ja de Børn, som skulde fødes, kunde vide (dem), at de kunde opstaae og fortælle dem for deres Børn, 7 og at de skulde sætte deres Haab paa Gud, og ikke glemme Guds Gjerninger, men bevare hans Bud, 8 og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og gjenstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke var trofast med Gud. 9 Ephraims Børn, som vare rustede Bueskyttere, de vendte sig paa Stridens Dag.
2 Mos 19:3-9 : 3 Og Mose steg op til Gud; og Herren raabte til ham fra Bjerget og sagde: Saa skal du sige til Jakobs Huus og kundgjøre Israels Børn: 4 I have seet, hvad jeg gjorde ved Ægypterne; og jeg opløftede eder paa Ørnevinger og lod eder komme til mig 5 Og nu, dersom I ville visseligen lyde min Røst og holde min Pagt, da skulle I være mig en Eiendom fremfor alle Folk; thi mig hører al Jorden til. 6 Og I skulle blive mig et præsteligt Kongerige og et helligt Folk; disse ere de Ord, som du skal sige til Israels Børn. 7 Og Mose kom og kaldte ad de Ældste af Folket, og lagde alle disse Ord for dem, som Herren havde budet ham. 8 Da svarede alt Folket tillige og sagde: Alt det, som Herren haver sagt, ville vi gjøre; og Mose førte igjen Folkets Ord for Herren. 9 Da sagde Herren til Mose: See, jeg vil komme til dig i en tyk Sky, paa det Folket maa høre, naar jeg taler med dig, og troe dig evindeligen; og Mose havde forkyndt Folkets Ord for Herren. 10 Og Herren sagde til Mose: Gak til Folket, og du skal hellige dem idag og imorgen; og de skulle toe deres Klæder. 11 Og de skulle være rede til den tredie Dag; thi paa den tredie Dag skal Herren nedstige for alt Folkets Øine paa Sinai Bjerg. 12 Og du skal sætte Folket Grændser omkring, sigende: Vogter eder at gaae op paa Bjerget og at røre ved dets Yderste; hver den, som rører ved Bjerget, skal visseligen dødes. 13 Ingen Haand skal røre ved det, men han skal visselig stenes eller skydes; hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, skal det ikke leve; naar Basunen lyder langsomt, skulle disse stige op paa Bjerget. 14 Og Mose gik ned af Bjerget til Folket og helligede Folket, og de toede deres Klæder. 15 Og han sagde til Folket: Værer rede til tre Dage, og holder eder ikke til Qvinder. 16 Og det skede paa den tredie Dag, der det blev Morgen, at der var Torden og Lyn og en tyk Sky paa Bjerget, og en saare stærk Basuns Lyd, og det ganske Folk bævede, som var i Leiren. 17 Og Mose førte Folket ud af Leiren, Gud imøde, og de bleve staaende nedenfor Bjerget.
2 Mos 20:19-20 : 19 Og de sagde til Mose: Tal du med os, og vi ville være lydige; og lad Gud ikke tale med os, at vi ikke døe. 20 Og Mose sagde til Folket: Frygter ikke, thi Gud er kommen for at forsøge eder, og for at hans Frygt skal være over eders Ansigt, at I skulle ikke synde.
2 Mos 21:1-9 : 1 Og disse ere de Love, som du skal sætte dem for. 2 Naar du kjøber en ebraisk Tjener, da skal han tjene sex Aar, og paa det syvende skal han udgaae fri for Intet. 3 Dersom han kom eenlig, da skal han udgaae eenlig; dersom han var en Hustrues Mand, da skal hans Hustru udgaae med ham. 4 Dersom hans Herre haver givet ham en Hustru, og hun haver født ham Sønner eller Døttre, da skal Qvinden og hendes Børn høre hendes Herre til, og han selv skal udgaae eenlig. 5 Men dersom Tjeneren siger hart: Jeg elsker min Herre, min Hustru og mine Børn, jeg vil ikke gaae fri ud, 6 da skal hans Herre, føre ham frem for Dommerne og holde ham op til Døren eller til Dørstolpen, og hans Herre skal gjennemstinge hans Øre med en Syl; saa skal han tjene ham evindeligen. 7 Og naar Nogen sælger sin Datter til at være en Tjenestepige, da skal hun ikke udgaae, som Tjenere udgaae. 8 Dersom hun er ond for hendes Herres Øine, som haver trolovet sig hende, da skal han lade hende løses; han skal ikke have Magt til at sælge hende til et fremmed Folk, naar han forlader hende. 9 Men dersom han trolover hende til sin Søn, skal han gjøre hende efter Døttrenes Ret 10 Dersom han tager sig en anden, da skal han ikke formindske hendes Livs Ophold, hendes Klæder og hendes Ægteskabs-Pligt. 11 Men dersom han ikke gjør mod hende disse tre, da skal hun udgaae for Intet, foruden Penge.
4 Mos 16:3-9 : 3 Og de samledes imod Mose og imod Aron, og de sagde til dem: I (gjøre for) meget af det; thi den ganske Menighed er alsammen hellig, og Herren er midt iblandt dem, og hvi ophøie I eder over Herrens Menighed? 4 Der Mose det hørte, da faldt han paa sit Ansigt. 5 Og han sagde til Korah og alt hans Selskab, sigende: Imorgen skal Herren give tilkjende, hvo hans er, og den, som hellig er, og den, han skal lade komme nær til sig; og hvilken han udvælger, den skal han lade komme nær til sig. 6 Gjører dette: Tager eder Ildkar, Korah og alt hans Selskab, 7 og lægger Ild i dem, og lægger Røgelse paa dem for Herrens Ansigt imorgen; og det skal skee, hvilken Mand Herren udvælger, den er hellig; I (gjøre for) meget af det, Levi Børn! 8 Og Mose sagde til Korah: Kjære, hører, Levi Børn! 9 Er det eder for lidet, at Israels Gud haver adskilt eder fra Israels Menighed, at lade eder komme nær til sig, til at betjene Herrens Tabernakels Tjeneste og til at staae for Menighedens Ansigt, til at tjene dem? 10 Og han haver ladet dig komme nær til, og alle dine Brødre, Levi Børn, med dig; og I søge ogsaa Præstedømmet. 11 Derfor er du og alt dit Selskab, de, som ere forsamlede, imod Herren; og Aron, hvad er han, at I knurre imod ham? 12 Og Mose sendte hen, at kalde ad Dathan og ad Abiram, Eliabs Sønner; og de sagde: Vi komme ikke op. 13 Er det for lidet, at du haver opført os af et Land, som flyder med Melk og Honning, for at lade os døe i Ørken? thi du vil ogsaa aldeles tiltage dig selv Herredømmet over os. 14 Ja du haver ikke ført os ind i et Land, som flyder med Melk og Honning, eller givet os Agre og Viingaarde til Arv; vil du grave Øinene ud paa disse Mænd? vi ville ikke komme op. 15 Da blev Mose saare vred og sagde til Herren: Vend dig ikke til deres Madoffer; jeg haver ikke taget eet Asen fra dem, og jeg haver ikke gjort Een ondt iblandt dem. 16 Og Mose sagde til Korah: Du og dit ganske Selskab være for Herrens Ansigt imorgen, (ja) du, og de, og Aron. 17 Og tager hver sit Ildkar, og lægger Røgelse paa dem, og hver føre sit Ildkar nær til for Herrens Ansigt, to hundrede og halvtredsindstyve Ildkar, og du og Aron, hver sit Ildkar. 18 Og de toge hver sit Ildkar og lagde Ild i dem, og lagde Røgelse paa dem; og de stode for Forsamlingens Pauluns Dør, og Mose og Aron (med). 19 Og Korah samlede den ganske Menighed imod dem, til Forsamlingens Pauluns Dør; men Herrens Herlighed blev seet for den ganske Menighed. 20 Og Herren talede til Mose og til Aron, og sagde: 21 Fraskiller eder midt udaf denne Menighed, saa vil jeg gjøre Ende med dem, som i et Øieblik. 22 Men de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Gud! som er alt Kjøds Aanders Gud, om den ene Mand vilde synde, vilde du derfor blive vred paa al Menigheden? 23 Og Herren talede til Mose og sagde: 24 Tal til Menigheden og siig: Gaaer op trindt omkring, fra Korahs, Dathans og Abirams Bolig. 25 Og Mose stod op og gik til Dathan og Abiram; og de Ældste af Israel gik efter ham. 26 Og han talede til Menigheden og sagde: Kjære, viger fra disse ugudelige Mænds Pauluner, og rører ikke ved Noget af det, som dem hører til, at I ikke skulle omkomme i alle deres Synder. 27 Og de gik op fra Korahs, Dathans og Abirams Bolig, trindt omkring; men Dathan og Abiram gik ud og stode i deres Pauluners Dør, og deres Hustruer og deres Sønner og deres smaae Børn. 28 Og Mose sagde: Derpaa skulle I kjende, at Herren haver sendt mig at gjøre alle disse Gjerninger, (og) at de ikke ere af mit Hjerte: 29 Dersom disse døe, som alle Mennesker døe, eller hjemsøges, som alle Mennesker hjemsøges, da haver Herren ikke sendt mig. 30 Men dersom Herren skaber (noget) Nyt, at Jorden oplader sin Mund og opsluger dem og alt det, de have, saa at de nedfare levende i Helvede, da skulle I kjende, at disse Mænd have opirret Herren. 31 Og det skede, der han havde fuldendt at tale alle disse Ord, da revnede Jorden, som var under dem. 32 Og Jorden aabnede sin Mund og opslugte dem og deres Huse og hvert Menneske, som var hos Korah, og alt Godset. 33 Og de og alt det, de havde, fore levende ned i Helvede; og Jorden skjulte over dem, og de omkom midt af Menigheden. 34 Og al Israel, som var trindt omkring dem, flyede for deres Røst; thi de sagde: Paa det at Jorden ikke opsluger os. 35 Og en Ild foer ud fra Herren og fortærede de to hundrede og halvtredsindstyve Mænd, som offrede Røgelse.
4 Mos 16:41-42 : 41 Men om anden Dagen knurrede al Israels Børns Menighed mod Mose og mod Aron, og sagde: I, I have slaaet Herrens Folk ihjel. 42 Og det skede, der Menigheden samledes mod Mose og mod Aron, da vendte de sig til Forsamlingens Paulun, og see, Skyen skjulte det, og Herrens Herlighed blev seet.
5 Mos 5:27-31 : 27 Gak du nær til, og hør alt det, som Herren vor Gud vil tale; og du skal tale til os alt det, som Herren vor Gud vil tale til dig, og vi ville høre, og gjøre det. 28 Og Herren hørte eders Ords Røst, der I talede til mig; da sagde Herren til mig: Jeg haver hørt dette Folks Ords Røst, som de have talet til dig, de have talet vel i alt det, de have talet. 29 Gid de havde saadant et Hjerte til at frygte mig og til at holde alle mine Bud alle Dage, at det maatte gaae dem vel, og deres Børn evindeligen! 30 Gak, siig til dem: Gaaer tilbage til eders Pauluner. 31 Og du, staa her hos mig, saa vil jeg tale til dig alt Budet og Skikkene og Rettene, hvilke du skal lære dem; at de skulle gjøre (derefter) i Landet, som jeg giver dem til at eie det.
5 Mos 6:1-3 : 1 Og dette er det Bud, de Skikke og de Rette, som Herren eders Gud haver budet at lære eder, for at I skulle gjøre (derefter) i Landet, til hvilket I drage over for at eie det; 2 paa det du skal frygte Herren din Gud, at holde alle hans Skikke og hans Bud, som jeg byder dig, du og din Søn og din Sønnesøn, alle dine Livsdage, og paa det at dine Dage maae forlænges. 3 Og Israel! du skal høre og bevare dette, at gjøre (derefter), at det maa gaae dig vel, og at I maae blive saare mangfoldige, saasom Herren, dine Fædres Gud, haver sagt dig, i et Land, som flyder med Melk og Honning.
5 Mos 30:19-20 : 19 Jeg tager idag Himmelen og Jorden til Vidne mod eder, at jeg haver forelagt dig Livet og Døden, Velsignelsen og Forbandelsen, at du maa udvælge Livet, paa det du maa leve, du og din Sæd; 20 at du maa elske Herren din Gud, og høre paa hans Røst og hænge ved ham, thi han er dit Liv og dine Dages Længde, at du maa blive i Landet, som Herren svoer dine Fædre, Abraham, Isak og Jakob, at give dem.
Rom 9:4 : 4 hvilke ere Israeliter, hvilke den sønlige Udkaarelse og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne tilhøre,
Rom 10:6-9 : 6 Men den Retfærdighed, som er af Troen, siger saaledes: Siig ikke i dit Hjerte: Hvo vil fare op til Himmelen? nemlig for at hente Christum ned; 7 eller: Hvo vil fare ned i Afgrunden? nemlig for at hente Christum op fra de Døde. 8 Men hvad siger den? Ordet er dig nær, i din Mund og i dit Hjerte; det er det Troens Ord, som vi prædike. 9 Thi dersom du bekjender den Herre Jesum med din Mund og troer i dit Hjerte, at Gud opreiste ham fra de Døde, da skal du blive salig. 10 Thi med Hjertet troer man til Retfærdighed, men med Munden bekjender man til Saliggjørelse.
Gal 3:19 : 19 Hvad skal da Loven? Den blev føiet til for Overtrædelsers Skyld, — indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjældte — og betjent af Engle, ved en Midlers Haand.
Hebr 2:2 : 2 Thi blev det Ord, som var talet ved Engle, haandhævet, og fik hver Overtrædelse og Ulydighed sin tilbørlige Løn,
Hebr 4:12 : 12 Thi det Guds Ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveegget Sværd, og trænger igjennem, indtil det adskiller baade Sjæl og Aand, baade Ledemod og Marv, og dømmer over Hjertets Tanker og Raad.