Verse 26

Hun oplader sin Mund med Viisdom, og Miskundheds Lov er paa hendes Tunge.

Referenced Verses

  • Ordsp 10:31 : 31 En Retfærdigs Mund fremfører Viisdom, men en Tunge, (som taler) forvendte Ting, skal udryddes.
  • Ef 4:29 : 29 Ingen raadden Snak udgaae af Eders Mund, men saadan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, at den kan skaffe dem Naade, som høre derpaa;
  • Kol 4:5 : 5 Omgaaes viseligen med dem, som ere udenfor, saa I kjøbe den beleilige Tid.
  • 1 Pet 3:1 : 1 Desligeste skulle Qvinderne være deres egne Mænd underdanige, paa det og, dersom Nogle ikke troe Ordet, de kunne vindes uden Ord ved Qvindernes Omgjængelse,
  • 1 Pet 3:4-5 : 4 men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud. 5 Thi saaledes prydede og fordum de hellige Qvinder sig, som haabede paa Gud og vare deres egne Mænd underdanige;
  • 1 Pet 3:8-9 : 8 Men endeligen værer alle ligesindede, medlidende, kjærlige mod Brødrene, barmhjertige, velvillige; 9 betaler ikke Ondt med Ondt, eller Skjældsord med Skjældsord, men tværtimod velsigner, vidende, at I dertil ere kaldte, at I skulle arve Velsignelse.
  • Ordsp 12:18 : 18 Der er den, som taler ubetænksomme (Ord, som ere) ligesom Sting med et Sværd, men de Vises Tunge er Lægedom.
  • Ordsp 16:24 : 24 Liflige Taler ere en Honningkage, sød for Sjælen og en Lægedom for Benene.
  • Ordsp 25:15 : 15 Ved Langmodighed bliver en Fyrste overtalt, og en blød Tunge sønderbryder Been.
  • Ordsp 31:8-9 : 8 Oplad din Mund for den Stumme, for alle deres Sag, som skulle omkomme. 9 Oplad din Mund, døm Retfærdighed og en Elendigs og Fattigs Sag.
  • Høys 2:14 : 14 Min Due, (som er) i Klippens Rifter, i Skjul i Taarnet, lad mig see din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er liflig.
  • Høys 4:11 : 11 Dine Læber, o Brud! dryppe af Honningkage; der er Honning og Melk under din Tunge, og dine Klæders Lugt er ligesom Lugt af Libanon.
  • Mal 2:6 : 6 Sandheds Lov var i hans Mund, og der blev ikke Uret funden i hans Læber; han vandrede med mig fredsommeligen og i Oprigtighed, og omvendte Mange fra Misgjerning.
  • Luk 1:38 : 38 Men Maria sagde: See, jeg er Herrens Tjenerinde, mig skee efter dit Ord! Og Engelen skiltes fra hende.
  • Luk 1:42-56 : 42 og raabte med høi Røst og sagde: Velsignet er du iblandt Qvinderne, og velsignet er dit Livs Frugt! 43 Og hvorfra kommer mig det, at min Herres Moder kommer til mig? 44 Thi see, der din Hilsens Røst kom mig til Øren, sprang Fosteret i mit Liv med Fryd. 45 Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, som hende er sagt af Herren. 46 Og Maria sagde: Min Sjæl ophøier Herren, 47 og min Aand fryder sig i Gud, min Frelser, 48 fordi han haver seet til sin Tjenerindes Ringhed. Thi see, nu herefter skulle alle Slægter prise mig salig. 49 Thi han haver gjort store Ting imod mig, han, som er mægtig, og hvis Navn er helligt. 50 Og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt mod dem, som ham frygte. 51 Han haver øvet Magt med sin Arm, han haver adspredt dem, som ere hovmodige i deres Hjertes Tanke. 52 Han haver styrtet de Mægtige fra (deres) Throner og ophøiet de Ringe. 53 De Hungrige haver han opfyldt med gode Gaver, og de Rige haver han afviist tomhændede. 54 Han haver antaget sig sin Tjener Israel ved at ihukomme Barmhjertighed 55 — som han tilsagde vore Fædre — mod Abraham og hans Afkom til evig Tid. 56 Men Maria blev hos hende henved tre Maaneder, og drog (saa) til sit Huus igjen.
  • Apg 6:15 : 15 Og da alle de, som sadde i Raadet, stirrede paa ham, saae de hans Ansigt som en Engels Ansigt.
  • Apg 18:26 : 26 Denne begyndte og at tale frimodigen i Synagogen. Men der Aqvilas og Priscilla hørte ham, toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vei nøiere.
  • Dom 13:23 : 23 Men hans Hustru sagde til ham: Om Herren havde havt Lyst til at ihjelslaae os, havde han ikke taget Brændoffer og Madoffer af vor Haand, ei heller ladet os see alt dette, og paa denne Tid ei ladet os høre saadanne Ting.
  • 1 Sam 25:24-31 : 24 Og hun faldt for hans Fødder og sagde: (Hør) mig, min Herre! denne Misgjerning skal være min; og Kjære, lad din Tjenesteqvinde tale for dine Øren, og hør din Tjenesteqvindes Ord. 25 Min Herre, Kjære, sætte ikke sit Hjerte imod denne Belials Mand, imod Nabal, thi som hans Navn er, saa er han: Nabal er hans Navn, og Daarlighed er hos ham; men jeg, din Tjenesteqvinde, saae ikke min Herres unge Karle, som du havde udsendt. 26 Og nu, min Herre, (saa vist som) Herren lever, og (saa vist som) din Sjæl lever, har Herren forhindret dig, at du skulde ikke komme til (at udøse) Blod, og din Haand skulde frelse dig; og nu skulle dine Fjender og de, som søge min Herres Ulykke, være som Nabal. 27 Og (her er) nu denne Velsignelse, som din Tjenesteqvinde førte til min Herre; og lad den gives de unge Karle, som vandre efter min Herre. 28 Kjære, forlad din Tjenesteqvindes Overtrædelse; thi Herren skal vist gjøre min Herre et bestandigt Huus, thi min Herre Haver ført Herrens Krige; derfor lad intet Ondt findes hos dig i dine Dage. 29 Naar (noget) Menneske opreiser sig til at forfølge dig og til at søge efter dit Liv, saa skal min Herres Sjæl være bunden i de Levendes Knippe hos Herren din Gud, men dine Fjenders Sjæl, den skal han udslænge midt af det Hule i en Slynge. 30 Og det skal skee, naar Herren gjør min Herre efter alt det Gode, som han haver talet over dig, og budet dig at være en Fyrste over Israel, 31 da skal dette ikke være dig (en Aarsag) til at snuble eller min Herres Hjerte til et Anstød, at han har udøst Blod uforskyldt, og at min Herre har frelst sig selv; og naar Herren gjør vel imod min Herre, da skal du komme din Tjenesteqvinde ihu.
  • 2 Sam 20:16-22 : 16 Da raabte en viis Qvinde af Staden: Hører, hører, Kjære, siger til Joab: Kom nær til herhid, og jeg vil tale til dig. 17 Og der han kom nær til hende, da sagde Qvinden: Er du Joab? og han sagde: Jeg er; og hun sagde til ham: Hør din Tjenesteqvindes Tale; og han sagde: Jeg hører. 18 Og hun sagde, sigende: Fordum pleiede man (saaledes) at tale, sigende: Man skal aldeles adspørge i Abel, og saaledes fuldkommede de det. 19 Jeg er (en af) de Fredsommelige, de Trofaste i Israel; du søger efter at dræbe en Stad og en Moder i Israel; hvorfor vil du opsluge Herrens Arv? 20 Og Joab svarede og sagde: Det være langt fra, det være langt fra mig, at jeg skulde opsluge, og at jeg skulde fordærve! 21 Den Handel har sig ikke saaledes; men en Mand af Ephraims Bjerg, hvis Navn er Seba, Bichri Søn, haver opløftet sin Haand imod Kongen, imod David; giver (mig) ham alene, saa vil jeg drage fra Staden; og Qvinden sagde til Joab: See, hans Hoved skal kastes til dig over Muren. 22 Og Qvinden kom til alt Folket med hendes Viisdom, og de afhuggede Sebas, Bichri Søns, Hoved og kastede det til Joab; da blæste han i Trompeten, og de adspredtes fra Staden, hver til sine Pauluner, og Joab kom tilbage til Jerusalem til Kongen.
  • 2 Kong 22:15-20 : 15 Og hun sagde til dem: Saa sagde Herren, Israels Gud: Siger den Mand, som sendte eder til mig: 16 Saa sagde Herren: See, jeg fører Ulykke over dette Sted og over dets Indbyggere, (nemlig) alle Bogens Ord, som Judæ Konge læste; 17 fordi de have forladt mig og gjort Røgelse for andre Guder til at opirre mig med al deres Hænders Gjerning; derfor skal min Vrede optændes imod dette Sted og skal ikke udslukkes. 18 Men til Judæ Konge, som sendte eder til at adspørge Herren, til ham skulle I sige saaledes: Saa sagde Herren, Israels Gud, (anlangende) de Ord, som du haver hørt: 19 Fordi dit Hjerte er blevet blødt, og du er ydmyget for Herrens Ansigt, da du hørte, hvad jeg haver talet imod dette Sted og imod dets Indbyggere, at de skulle blive til en Ødelæggelse og til en Forbandelse, og du sønderrev dine Klæder og græd for mit Ansigt, saa haver jeg, jeg ogsaa hørt det, siger Herren. 20 Derfor, see, jeg vil samle dig til dine Fædre, og du skal samles til din Grav i Fred, og dine Øine skulle ikke see paa al den Ulykke, som jeg vil føre over dette Sted; og de førte Kongen Svar tilbage.
  • Est 4:4 : 4 Da kom Esthers unge Piger og hendes Kammertjenere og gave hende det tilkjende, og Dronningen blev meget bange; og hun sendte Klæder at lade Mardochæus føre sig udi og at tage hans Sæk bort fra ham, men han tog ikke imod dem.
  • Est 5:8 : 8 Dersom jeg haver fundet Naade for Kongens Øine, og dersom (det synes) Kongen godt at give (mig) min Bøn og at gjøre min Begjæring, saa komme Kongen og Haman til det Gjæstebud, som jeg vil lave til dem; saa vil jeg gjøre imorgen efter Kongens Ord.
  • Est 7:3-6 : 3 Og Dronning Esther svarede og sagde: Dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, o Konge! og dersom (det synes) Kongen godt (at være), da gives mig mit Liv for min Bøns Skyld, og mit Folk for min Begjærings Skyld. 4 Thi vi ere solgte, jeg og mit Folk, at ødelægges, at ihjelslaaes og at omkommes; og dersom vi maatte sælges til Tjenere og til Tjenestepiger, saa vilde jeg have tiet, enddog Fjenden kan ikke oprette Kongen den Skade. 5 Da svarede Kong Ahasverus og sagde til Dronning Esther: Hvo er den, eller hvor er han, som haver taget sig fuldkommeligen for i sit Hjerte at gjøre saaledes? 6 Og Esther sagde: Den Mand, den Modstander og Fjende, er denne onde Haman; og Haman blev forfærdet for Kongens og Dronningens Ansigt.
  • Est 8:3-6 : 3 Og Esther blev ved og talede for Kongens Ansigt og faldt ned for hans Fødder, og hun græd og bad om Naade, at han vilde borttage Hamans, den Agagiters, Ondskab og hans Anslag, som han havde tænkt imod Jøderne. 4 Saa udrakte Kongen Guldspiret til Esther, og Esther stod op og stod for Kongens Ansigt. 5 Og hun sagde: Dersom (det saa synes) Kongen godt, og dersom jeg haver fundet Naade for hans Ansigt, og er den Sag ret for Kongens Ansigt, og jeg er behagelig for hans Øine, saa lad skrives for at gjenkalde de Breve, Hamans, Hammedathas Søns, den Agagiters, Anslag, som han haver skrevet for at omkomme Jøderne, som ere i alle Kongens Landskaber. 6 Thi hvorledes formaaer jeg at see paa det Onde, som skulde ramme mit Folk? og hvorledes formaaer jeg at see paa min Slægts Fordærvelse?
  • 1 Mos 24:18-20 : 18 Og hun sagde: Drik, min Herre! og hun skyndte sig og tog sin Krukke ned i sin Haand, og gav ham at drikke. 19 Der hun havde givet ham at drikke, da sagde hun: Jeg vil og drage (Vand) til dine Kameler, til de have afdrukket. 20 Og hun skyndte sig og lod af sin Krukke i Truget, og løb fremdeles til Brønden at drage, og hun drog til alle hans Kameler.