Romerbrevet 2:1
Derfor er du uten unnskyldning, du menneske, hver og en som dømmer. For i det du dømmer den andre, dømmer du deg selv, for du som dømmer, gjør det samme.
Derfor er du uten unnskyldning, du menneske, hver og en som dømmer. For i det du dømmer den andre, dømmer du deg selv, for du som dømmer, gjør det samme.
Derfor er du uten unnskyldning, du menneske, hvem du enn er som dømmer. For i det du dømmer en annen, fordømmer du deg selv; for du som dømmer, gjør de samme tingene.
Derfor er du uten unnskyldning, du menneske, du som dømmer! For når du dømmer en annen, feller du dom over deg selv; for du som dømmer, gjør det samme.
Derfor er du uten unnskyldning, du menneske, hvem du enn er som dømmer. For idet du dømmer en annen, fordømmer du deg selv; for du som dømmer, gjør jo det samme.
Derfor er du uunnskyldelig, du menneske, uansett hvem du er som dømmer; for i den samme grad du dømmer en annen, dømmer du deg selv; for du som dømmer, gjør de samme tingene.
Derfor har du ingen unnskyldning, du menneske som dømmer; for i den grad du dømmer en annen, fordømmer du deg selv, fordi du som dømmer gjør de samme tingene.
Derfor er du uunnskyldelig, du som dømmer; for når du dømmer en annen, fordømmer du deg selv, fordi du som dømmer gjør de samme tingene.
Derfor, du menneske, er du uten unnskyldning, uansett hvem du er som dømmer; for når du dømmer en annen, fordømmer du deg selv, siden du gjør det samme som den du dømmer.
Derfor er du uten unnskyldning, O menneske, hvem du enn er som dømmer: for på hva grunnlag dømmer du en annen, fordømmer du deg selv; for du som dømmer gjør det samme.
Derfor er du uten unnskyldning, du menneske, enhver som dømmer. For i det du dømmer andre, fordømmer du deg selv, fordi du gjør de samme tingene.
Derfor er du uten unnskyldning, du menneske, hvem du enn er som dømmer. For når du dømmer en annen, fordømmer du deg selv, fordi du som dømmer gjør de samme tingene.
Derfor er du uten unnskyldning, menneske, uansett hvem du er som dømmer; for når du dømmer en annen, forkaster du deg selv, for du som dømmer, gjør de samme ting.
Derfor har du ingen unnskyldning, menneske, hvem du enn er, som dømmer: for idet du dømmer en annen, fordømmer du deg selv; for du som dømmer, gjør de samme tingene.
Derfor har du ingen unnskyldning, menneske, hvem du enn er, som dømmer: for idet du dømmer en annen, fordømmer du deg selv; for du som dømmer, gjør de samme tingene.
Derfor er du uten unnskyldning, menneske, enhver som dømmer. For i det du dømmer en annen, fordømmer du deg selv, for du gjør det samme, du som dømmer.
Therefore, you have no excuse, O person, whoever you are who judges. For when you judge someone else, you condemn yourself, because you practice the same things you judge others for.
Derfor er du uten unnskyldning, du menneske, som dømmer andre. For når du dømmer en annen, fordømmer du deg selv, siden du gjør det samme som du dømmer dem for.
Derfor, o Menneske! er du uden Undskyldning, hvo du end er, som dømmer; thi idet du dømmer en Anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, gjør selv det Samme.
Therefore thou art inexcusable, O man, whosoever thou art that judgest: for wherein thou judgest another, thou condemnest thyself; for thou that judgest doest the same things.
Derfor er jeg uten unnskyldning, du menneske, hvem du enn er som dømmer. For i det du dømmer andre, fordømmer du deg selv, siden du gjør de samme tingene.
Therefore you are without excuse, O man, whoever you are that judges: for in what you judge another, you condemn yourself; for you who judge do the same things.
Therefore thou art inexcusable, O man, whosoever thou art that judgest: for wherein thou judgest another, thou condemnest thyself; for thou that judgest doest the same things.
Derfor er du uten unnskyldning, du menneske, hvem du enn er som dømmer. For i samme mål som du dømmer en annen, fordømmer du deg selv. For du som dømmer gjør det samme.
Derfor, du er uten unnskyldning, du menneske som dømmer andre. For når du dømmer en annen, fordømmer du deg selv, for du gjør de samme tingene som du dømmer.
Derfor, du er uten unnskyldning, du menneske som dømmer, hvem du enn er. For når du dømmer andre, fordømmer du deg selv, siden du som dømmer gjør det samme.
Så du har ingen grunn, hvem du enn er, til å dømme: for når du dømmer en annen, dømmer du deg selv, for du gjør de samme tingene.
Therfore arte thou inexcusable o man whosoever thou be yt iudgest. For in ye same wherin thou iudgest another thou condemnest thy selfe. For thou that iudgest doest eve the same selfe thinges
Therfore canst thou not excuse thyselfe (O ma) who soeuer thou be that iudgest: for loke wherin thou iudgest another, thou condemnest thy selfe, in so moch as thou that iudgest, doest euen the same.
Therefore thou art inexcusable, O man, whosoeuer thou art that condemnest: for in that that thou condemnest another, thou condemnest thy selfe: for thou that condemnest, doest the same things.
Therefore art thou inexcusable, O ma, whosoeuer thou be that iudgest. For in that same wherin thou iudgest another, thou condempnest thy self. For thou that iudgest, doest euen ye selfe same thynges.
¶ Therefore thou art inexcusable, O man, whosoever thou art that judgest: for wherein thou judgest another, thou condemnest thyself; for thou that judgest doest the same things.
Therefore you are without excuse, O man, whoever you are who judge. For in that which you judge another, you condemn yourself. For you who judge practice the same things.
Therefore, thou art inexcusable, O man -- every one who is judging -- for in that in which thou dost judge the other, thyself thou dost condemn, for the same things thou dost practise who art judging,
Wherefore thou art without excuse, O man, whosoever thou art that judgest: for wherein thou judges another, thou condemnest thyself; for thou that judgest dost practise the same things.
Wherefore thou art without excuse, O man, whosoever thou art that judgest: for wherein thou judges another, thou condemnest thyself; for thou that judgest dost practise the same things.
So you have no reason, whoever you are, for judging: for in judging another you are judging yourself, for you do the same things.
Therefore you are without excuse, O man, whoever you are who judge. For in that which you judge another, you condemn yourself. For you who judge practice the same things.
The Condemnation of the Moralist Therefore you are without excuse, whoever you are, when you judge someone else. For on whatever grounds you judge another, you condemn yourself, because you who judge practice the same things.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Vi vet at Guds dom er etter sannhet over dem som gjør slike ting.
3Mener du dette, du menneske, du som dømmer dem som gjør slike ting og selv gjør dem, at du skal slippe unna Guds dom?
10Men du, hvorfor dømmer du din bror? Eller du også, hvorfor forakter du din bror? For vi skal alle stå fram for Kristi domstol.
12For så mange som har syndet uten lov, skal også gå fortapt uten lov; og så mange som har syndet under loven, skal dømmes ved loven.
13For det er ikke de som hører loven som er rettferdige for Gud, men de som gjør loven, skal bli rettferdiggjort.
14Når hedningene, som ikke har loven, av naturen gjør det loven krever, da er de, uten å ha loven, seg selv en lov.
15De viser at lovens gjerning er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighet vitner med, og deres tanker innbyrdes enten anklager dem eller også forsvarer dem,
16på den dag da Gud dømmer menneskenes skjulte ting etter mitt evangelium ved Jesus Kristus.
17Se, du kalles jøde, og du stoler på loven og roser deg av Gud,
1Døm ikke, for at dere ikke skal bli dømt.
2For med den dom dere dømmer, skal dere selv dømmes; og med det mål dere måler, skal det også måles opp til dere.
3Hvorfor ser du flisen i din brors øye, men bjelken i ditt eget øye legger du ikke merke til?
4Hvem er du som dømmer en annens tjener? For sin egen herre står han eller faller. Men han skal bli stående, for Gud er mektig til å holde ham oppe.
3For meg betyr det svært lite om jeg blir dømt av dere eller av en menneskelig domstol; jeg dømmer ikke engang meg selv.
4For jeg er meg ikke bevisst noe, men dermed er jeg ikke frikjent. Den som dømmer meg, er Herren.
5Døm derfor ikke noe før tiden, før Herren kommer. Han skal føre fram i lyset det som er skjult i mørket og åpenbare hjertenes hensikter. Da skal enhver få sin ros fra Gud.
21Du som altså lærer en annen, lærer du ikke deg selv? Du som forkynner at en ikke skal stjele, stjeler du?
22Du som sier at en ikke skal drive hor, driver du hor? Du som avskyr avgudene, begår du tempelran?
23Du som roser deg av loven, vanærer du Gud ved lovbrudd?
12Så skal altså hver av oss avlegge regnskap for seg selv for Gud.
13La oss derfor ikke lenger dømme hverandre, men bedøm heller dette: at ingen legger en snublestein eller en felle i veien for sin bror.
9Hva da? Har vi noen fordel? Nei, slett ikke; for vi har allerede anklaget både jøder og grekere for at alle er under synd.
12Hva har jeg med å dømme dem som er utenfor? Er det ikke dem som er innenfor, dere skal dømme?
13Dem som er utenfor, skal Gud dømme. Rydd den onde ut fra deres midte.
31Om vi dømte oss selv, ville vi ikke bli dømt.
32Men når vi blir dømt, blir vi oppdratt av Herren, for at vi ikke skal bli fordømt sammen med verden.
57Hvorfor dømmer dere ikke av dere selv det som er rett?
4har dere ikke da gjort forskjell blant dere og blitt dommere med onde tanker?
11Tal ikke ille om hverandre, søsken. Den som taler ille om en bror og dømmer sin bror, taler ille om loven og dømmer loven. Men hvis du dømmer loven, er du ikke en som gjør etter loven, men en dommer.
12Én er lovgiveren, han som kan frelse og ødelegge. Hvem er du som dømmer din neste?
27Og den som av naturen er uomskåret og oppfyller loven, skal dømme deg som ved bokstav og omskjærelse er lovbryter.
37For etter dine ord skal du bli frikjent, og etter dine ord skal du bli dømt.
37Døm ikke, så skal dere ikke bli dømt. Fordøm ikke, så skal dere ikke bli fordømt. Tilgi, så skal dere bli tilgitt.
9Men hvis dere gjør forskjell på folk, begår dere synd og blir dømt av loven som lovbrytere.
10For den som holder hele loven, men snubler på ett punkt, er skyldig i alt.
11Han som sa: Du skal ikke bryte ekteskapet, sa også: Du skal ikke slå i hjel. Om du ikke bryter ekteskapet, men slår i hjel, er du blitt en lovbryter.
12Tal og handl slik som de som skal dømmes etter frihetens lov.
13For dommen er uten barmhjertighet mot den som ikke har vist barmhjertighet. Barmhjertighet seirer over dommen.
5Men ved din hardhet og ditt ubotferdige hjerte hoper du opp vrede over deg selv til vredens dag, når Guds rettferdige dom blir åpenbart.
6Han skal gjengjelde hver og en etter hans gjerninger:
15Den åndelige derimot bedømmer alt, men selv blir han ikke bedømt av noen.
4Slett ikke! La Gud være sann, men hvert menneske en løgner, som det står skrevet: For at du skal bli rettferdig i dine ord og vinne når du blir dømt.
5Men dersom vår urett framhever Guds rettferdighet, hva skal vi da si? Er Gud urettferdig når han lar vreden komme? (Jeg taler på menneskevis.)
6Slett ikke! Hvordan skulle da Gud kunne dømme verden?
32De vet hva Guds rettferdige dom sier: at de som gjør slikt, fortjener døden. Likevel gjør de ikke bare dette selv, de samtykker også med dem som gjør det.
17Men du er fylt med de ugudeliges dom; dom og rett griper deg.
22Den troen du har, ha den for deg selv for Guds ansikt. Salig er den som ikke dømmer seg selv for det han godkjenner.
7Allerede det at dere har søksmål mot hverandre, er egentlig et nederlag for dere. Hvorfor lider dere ikke heller urett? Hvorfor lar dere dere ikke heller bedra?
19og du er overbevist om at du selv er en veileder for blinde, et lys for dem som er i mørket,
24Døm ikke etter det ytre, men døm rettferdig.