Salmenes bok 35:2
Tag fat paa smaae og store Skjolde, og staa op til at hjælpe mig.
Tag fat paa smaae og store Skjolde, og staa op til at hjælpe mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Davids (Psalme). Herre! træt med dem, som trætte med mig; strid mod dem, som stride mod mig.
3 Og tag Spydet frem og luk til imod deres (Anløb), som forfølge mig; siig til min Sjæl: Jeg er din Frelse.
22 Herre! du saae det, ti ikke; Herre! vær ikke langt fra mig.
23 Vaagn op og vær vaagen til min Ret; til min Trætte, min Gud og min Herre!
24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig;
3 Frels mig, Gud! ved dit Navn, og skik mig Ret ved din Magt.
4 Gud! hør min Bøn, vend (dine) Øren til min Munds Tale.
3 Tilreder (smaae) Skjolde og (store) Skjolde, og kommer frem til Krigen.
4 Spænder Hestene for og stiger op, I Ryttere! og stiller eder frem med Hjelme paa; polerer Spydene, ifører Pantserne.
5 Eller (om) Nogen vil tage fat paa min Styrke, lad ham (heller) gjøre Fred med mig, (ja) lad ham gjøre Fred med mig.
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
3 Mange sige om min Sjæl: Den haver ingen Frelse hos Gud. Sela.
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
6 da maa Fjenden forfølge min Sjæl og gribe den, og nedtræde mit Liv til Jorden, og lade min Ære boe i Støv. Sela.
13 Herre! staa op, forekom ham, bøi ham; frels min Sjæl fra en Ugudelig ved dit Sværd,
39 Jeg knuser dem, at de ikke kunne opstaae; de faldt under mine Fødder.
2 min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
1 Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der Saul sendte hen, og de toge vare paa Huset at slaae ham ihjel.
4 Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.
10 Lad dog de Ugudeliges Ondskab faae Ende, men stadfæst den Retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud!
40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen; du skal nedbøie dem under mig, som staae op imod mig.
4 Thi see, de lure efter min Sjæl, de Stærke holde sig tilsammen imod mig, uden min Overtrædelse og uden min Synd, o Herre!
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
8 (Han er) nær, som mig retfærdiggjør; hvo vil trætte med mig? lader os staae tilhobe; hvo (er den), som haver Ret imod mig? han komme hid til mig.
15 Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
16 Hvo opstaaer med mig imod de Onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gjøre Uret?
13 Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
18 Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener, thi jeg er angest; skynd dig, bønhør mig.
7 Herren er med mig iblandt dem, som hjælpe mig, derfor vil jeg, jeg see paa mine Hadere.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
2 Herre! jeg troer paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.
26 Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøi dit Øre til mig og frels mig.
7 Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme), at lade ihukomme.
21 Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
22 Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig.
7 Jeg sagde til Herren: Du er min Gud; Herre! vend dine Øren til mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
19 De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
9 Herre! fri mig fra mine Fjender; hos dig haver jeg skjult (mig).
22 Men Herren har været mig en Ophøielse, og min Gud var min Tillids Klippe.
41 Og Philisteren gik flux og kom nær til David; og Manden, Skjolddrageren, (gik frem) for hans Ansigt.
11 Paa dig er jeg kastet fra (Moders) Liv; du er min Gud fra min Moders Liv.
19 Herre! giv Agt paa mig, og hør deres Røst, som trætte imod mig.
5 Og jeg saae (mig) om, og der var ingen Hjælper, og jeg var forskrækket, og der var Ingen, som opholdt mig; men min Arm frelste mig, og min Grumhed, den opholdt mig.
13 Derfor tager Guds fulde Rustning paa, at I kunne gjøre Modstand paa den onde Dag og bestaae efter at have overvundet Alt.