Salmenes bok 95:11
Så sverget jeg i min vrede: "De skal ikke komme inn til min hvile."
Så sverget jeg i min vrede: "De skal ikke komme inn til min hvile."
Til dem sverget jeg i min vrede: De skal ikke gå inn til min hvile.
Så sverget jeg i min vrede: «De skal ikke komme inn til min hvile.»
Så sverget jeg i min vrede: De skal aldri komme inn til min hvile.
Så jeg sverget i min harme: De skal ikke komme inn i min hvile!
Jeg sverget i min vrede: De skal ikke komme inn i min hvile.
Til dem sverget jeg i min vrede at de ikke skulle komme inn i min hvile.
så jeg sverget i min vrede at de ikke skal få komme inn til min hvile.
Derfor sverget jeg i min vrede: De skal ikke komme inn til min hvile.
Derfor sverget jeg i min vrede: De skal ikke komme inn til min hvile.
Til dem sverget jeg i min vrede at de ikke skulle komme inn i min hvile.
Derfor sverget jeg i min vrede: De skal ikke komme inn til min hvile.
Derfor sverget jeg i min vrede: De skal ikke komme inn til min hvile.
So I swore in My anger, 'They shall not enter My rest.'
Derfor sverget jeg i min vrede: De skal ikke komme inn til min hvile.
saa at jeg haver svoret i min Vrede, at de skulle ikke komme til min Hvile.
Unto whom I sware in my wrath that they should not enter into my rest.
Så sverget jeg i min vrede: De skal ikke få komme inn til min hvile.
Unto whom I swore in my wrath that they should not enter into my rest.
Unto whom I sware in my wrath that they should not enter into my rest.
Derfor sverget jeg i min vrede: "De skal ikke komme inn i min hvile."
Der Jeg sverget i Min vrede: `De skal aldri komme inn til Min hvile!'
Så jeg sverget i min vrede: De skal ikke komme inn til min hvile.
Og jeg sverget i min vrede, at de ikke skulle komme inn til min hvile.
Wherefore I sware in my wrath, That they should not enter into my rest.
Unto whom I sware in my wrath that they should not enter into my rest.
Therfore I sware vnto the in my wrath, that they shulde not enter in to my rest.
Wherefore I sware in my wrath, saying, Surely they shall not enter into my rest.
Unto whom I sware in my wrath: that they shoulde not enter at all into my rest.
Unto whom I sware in my wrath that they should not enter into my rest.
Therefore I swore in my wrath, "They won't enter into my rest."
Where I sware in Mine anger, `If they come in unto My rest -- !'
Wherefore I sware in my wrath, That they should not enter into my rest.
Wherefore I sware in my wrath, That they should not enter into my rest.
And I made an oath in my wrath, that they might not come into my place of rest.
Therefore I swore in my wrath, "They won't enter into my rest."
So I made a vow in my anger,‘They will never enter into the resting place I had set aside for them.’”
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9der fedrene deres prøvde meg og satte meg på prøve, enda de så mine gjerninger
10i førti år. Derfor ble jeg harm på den slekten og sa: Alltid farer de vill i sitt hjerte; de har ikke kjent mine veier.
11Så sverget jeg i min vrede: «De skal aldri komme inn til min hvile.»
17Og hvem var det han var harm på i førti år? Var det ikke dem som syndet, de hvis lik falt i ørkenen?
18Og hvem sverget han at de ikke skulle gå inn til hans hvile, om ikke dem som var ulydige?
19Og vi ser at de ikke kunne gå inn på grunn av vantro.
8Gjør ikke hjertene harde som ved Meriba, som den dagen ved Massa i ørkenen,
9der fedrene deres satte meg på prøve, de utfordret meg enda de hadde sett min gjerning.
10I førti år hadde jeg avsky for denne slekten, og jeg sa: "De er et folk med et villfarent hjerte, de kjenner ikke mine veier."
3For vi som har trodd, går inn til hvilen, slik han har sagt: 'Så sverget jeg i min vrede: De skal aldri komme inn til min hvile!' – enda hans gjerninger var fullført fra verdens grunnleggelse.
4For et sted sier han om den sjuende dag: 'Og Gud hvilte på den sjuende dagen fra alle sine gjerninger.'
5Og her sier han igjen: 'De skal aldri komme inn til min hvile.'
6Siden det altså fortsatt er noen som skal gå inn i den, og de som tidligere fikk det gode budskapet, ikke kom inn på grunn av ulydighet.
7Bestemmer han igjen en dag – 'i dag' – når han sier ved David, lenge etterpå: 'I dag, om dere hører hans røst, forherd ikke deres hjerter.'
10Den dagen flammet Herrens vrede opp, og han svor:
11Sannelig, ingen av de menn som dro opp fra Egypt, fra tjue år og oppover, skal få se det landet som jeg svor å gi Abraham, Isak og Jakob, for de fulgte meg ikke helhjertet,
22for alle de mennene som har sett min herlighet og mine tegn, som jeg gjorde i Egypt og i ørkenen, og likevel har fristet meg nå ti ganger og ikke har hørt på min røst,
23de skal sannelig ikke få se det landet som jeg lovet deres fedre med ed; ingen av dem som forakter meg, skal få se det.»
34HERREN hørte lyden av ordene deres. Han ble vred og sverget:
35Ingen av disse mennene, denne onde generasjonen, skal få se det gode landet som jeg med ed lovte å gi fedrene deres,
9Altså venter det Guds folk en sabbatshvile.
10For den som er gått inn til hans hvile, har også selv fått hvile fra sine gjerninger, slik Gud fra sine egne.
11La oss derfor legge vinn på å komme inn til den hvilen, for at ingen skal falle etter samme eksempel på ulydighet.
37Også på meg ble HERREN vred for deres skyld og sa: Heller ikke du skal komme dit.
40Hvor ofte trosset de ham i ørkenen, bedrøvet ham i ødemarken!
1La oss derfor være på vakt, så ingen av dere skal vise seg å ha blitt stående tilbake, mens løftet om å komme inn til hans hvile ennå står ved lag.
16‘Fordi HERREN ikke maktet å føre dette folket inn i det landet som han med ed hadde lovet dem, drepte han dem i ørkenen.’»
12Han sa til dem: Dette er roen; la den trette få hvile. Dette er hvilen. Men de ville ikke høre.
15Også jeg løftet min hånd og svor for dem i ørkenen at jeg ikke skulle føre dem inn i landet som jeg hadde gitt dem, et land som flyter av melk og honning, det fagreste av alle land,
21Herren ble harm på meg for deres skyld, og han sverget at jeg ikke skulle gå over Jordan og ikke komme inn i det gode landet som Herren din Gud gir deg til arv.
21Men også barna gjorde opprør mot meg. De vandret ikke etter mine forskrifter, de holdt ikke mine lover og gjorde ikke etter dem – den som gjør etter dem, skal leve ved dem. Sabbatene mine vanhelliget de. Da sa jeg at jeg ville utgyte min harme over dem og gjøre ende på min vrede mot dem i ørkenen.
13Men Israels hus gjorde opprør mot meg i ørkenen. De vandret ikke etter mine forskrifter; mine lover foraktet de, den som gjør etter dem, skal leve ved dem. Mine sabbater vanhelliget de grovt. Da sa jeg at jeg ville utgyte min harme over dem i ørkenen og gjøre ende på dem.
11HERREN sa til Moses: «Hvor lenge vil dette folket forakte meg? Hvor lenge vil de nekte å tro på meg, enda de har sett alle de tegnene jeg har gjort blant dem?»
29«I denne ørkenen skal likene deres falle, ja alle dere som ble talt i manntallet, hele tallet av dere fra tjue år og oppover, dere som har klaget mot meg.»
30«Ingen av dere skal komme inn i det landet som jeg løftet min hånd og svor at jeg ville la dere bo i, unntatt Kaleb, sønn av Jefunne, og Josva, sønn av Nun.»
11Hvem kjenner kraften i din vrede? Din harme svarer til den frykt vi skylder deg.
26Men Herren var vred på meg for deres skyld og hørte ikke på meg. Herren sa til meg: Det er nok! Snakk ikke mer til meg om denne saken.
5Så taler han til dem i sin vrede, og i sin brennende harme skremmer han dem.
34«Etter tallet på de dagene dere speidet i landet, førti dager – ett år for hver dag, ett år for hver dag – skal dere bære skylden for deres misgjerninger, i førti år. Da skal dere få kjenne min motstand.»
24De vraket det herlige landet; de trodde ikke hans ord.
26Han løftet sin hånd mot dem og svor å felle dem i ørkenen,
51fordi dere var troløse mot meg blant Israels barn ved Meriba-vannet ved Kadesj i ørkenen Sin, og fordi dere ikke helliget meg blant Israels barn.
13Herrens vrede brant mot Israel, og han lot dem vandre i ørkenen i førti år, til hele generasjonen som gjorde det som var ondt i Herrens øyne, tok slutt.
35Jeg bryter ikke min pakt, og det som gikk over mine lepper, det endrer jeg ikke.
32Ved Meribas vann gjorde de ham vred; det gikk galt for Moses for deres skyld,
15Hadde jeg sagt: Jeg vil tale slik, se, da hadde jeg sviktet dine barns slekt.
31da Guds vrede steg opp mot dem. Han drepte de kraftigste blant dem, Israels unge menn slo han til jorden.
8Ved Horeb gjorde dere også Herren vred, og Herren ble så harm på dere at han ville utslette dere.
22Ved Tabera, ved Massa og ved Kibrot-Hattaava gjorde dere også Herren vred.