1 Krønikebok 16:21
Han lod ingen Mand gjøre dem Vold, og straffede Konger for deres Skyld, (sigende:)
Han lod ingen Mand gjøre dem Vold, og straffede Konger for deres Skyld, (sigende:)
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13 Og de vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet Folk.
14 Han lod intet Menneske gjøre dem Vold, og straffede Konger for deres Skyld, (sigende):
15 Rører ikke ved mine Salvede, og gjører mine Propheter intet Ondt.
22 Rører ikke ved mine Salvede, og gjører mine Propheter intet Ondt.
20 Og de vandrede fra Folk til Folk, og fra et Rige til et andet Folk.
26 Det er ikke godt endogsaa at lægge Straf paa den Retfærdige, at slaae Fyrster, (som gjøre) Ret.
5 Herren er hos din høire Haand, han skal knuse Konger paa sin Vredes Dag.
6 Han lader en Ugudelig ikke leve, men skaffer de Elendige Ret.
7 Han unddrager ikke sine Øine fra en Retfærdig, men (sætter ham) med Konger paa Thronen; der sætter han dem evindeligen, og de skulle ophøies.
2 Jordens Konger fremstille sig, og Fyrsterne raadslaae tilsammen imod Herren og imod hans Salvede, (sigende):
22 Med ham skal min Haand blive fast, ja, min Arm skal bekræfte ham.
6 Den, som slog Folkene med Grumhed, med Slag uden Afladelse, den, som regjerede over Hedningerne med Vrede, han bliver forfulgt, (saa at) Ingen (kan) forhindre (det).
4 Da sagde de: Du har hverken gjort os Vold, ei heller fortrykt os, og ei taget Noget af Nogens Haand.
33 Thi han plager ikke af sit Hjerte eller bedrøver Menneskens Børn,
35 til at lade en Mands Ret bøies for den Høiestes Ansigt,
36 til at lade et Menneske forvendes i sin Trætte, (ligesom) Herren ikke saae det.
12 Det er en Vederstyggelighed for Konger at gjøre Ugudelighed, thi ved Retfærdighed befæstes Thronen.
13 Retfærdigheds Læber ere Konger en Velbehagelighed, og den, som taler oprigtige Ting, skal (hver af dem) elske.
21 som holde et Menneske for en Synder for Ordets Skyld, og stille Snarer for den, som straffer i Porten, og fordrive den Retfærdige i det Øde.
25 Men dem, som straffe (ham), skal det være lifligt, og der skal komme en god Velsignelse over dem.
18 Skulde Nogen sige til en Konge: Du Belial! til de Ædle: Du Ugudelige?
19 (hvor langt mindre) til den, som ikke anseer Fyrsternes Personer og kjender ikke den Rige fremfor den Ringe; thi de ere alle hans Hænders Gjerning.
23 som ikke skjendte igjen, der han blev overskjendt, ikke truede, der han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdigen;
1 See, en Konge skal regjere i Retfærdighed, og Fyrsterne have Fyrstendom efter Ret.
26 Han slaaer dem paa de Ugudeliges Sted, paa et Sted, hvor man seer det,
41 Du sønderrev alle hans Mure, du satte hans Befæstninger til en Forskrækkelse.
10 Der er Spaadom paa en Konges Læber, hans Mund skal ikke overtræde i Dom.
29 dersom jeg haver glædet mig over min Haders Fordærvelse, og opvakt mig til Glæde, da Ulykke rammede ham,
30 — jeg tilstedede ikke min Gane at synde, at begjære ved Forbandelse hans Sjæl —
1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; paa Scheminith; Davids Psalme.
10 Og Kongen sagde: Den, som taler imod dig, den skal du føre til mig, saa skal han ikke blive ydermere ved at røre ved dig.
2 Hvo opvakte den Retfærdige af Østen? (hvo) kaldte ham, at han fulgte efter ham? (hvo) overgav Hedningerne for hans Ansigt? og (hvo) gjorde, at han herskede over Konger? (hvo) gav (dem for) hans Sværd som Støv, for hans Bue som Halm, der bortblæses?
8 Thi han skal sige: Ere mine Fyrster ikke Konger tillige?
8 at binde deres Konger med Lænker, og deres ærede (Folk) med Jernbolte,
1 Davids Psalme, at lade ihukomme.
23 Thi Herren skal udføre deres Sag, og berøve deres Sjæl, som berøve dem.
40 Han udøste Foragt paa Fyrsterne, og lod dem fare vild i det Øde, (hvor) ingen Vei er.
24 I, som frygte Herren, lover ham, al Jakobs Sæd, ærer ham; og frygter for ham, al Israels Sæd!
5 En Retfærdig slaae mig, (det skal være mig) en Velgjerning, og straffe mig, (det skal være mig) en Hovedolie; lad mit Hoved ikke vægre sig derved, thi min Bøn (skal) ogsaa (fremdeles skee for dem), naar (det gaaer) dem ilde.
19 Han lader Præsterne gaae berøvede bort, og omkaster de Stærke.
23 Sandeligen, han lægger ikke for meget paa Nogen, at han skulde gaae irette med Gud.
21 Du skjældte paa de Hovmodige, de Forbandede, som fore vild fra dine Bud.
51 Herre! kom din Tjeners Forsmædelse ihu, som jeg bærer i min Barm, (af) alle store Folk,
16 Thi Kongen skal høre det, for at redde sin Tjenerinde af den Mands Haand, som vil udslette mig og min Søn tillige fra Guds Arv.
2 Men han er ogsaa viis, og haver ladet Ulykke komme og ikke borttaget sine Ord; men han opstaaer imod de Ondes Huus og imod deres Hjælp, som gjøre Uret.
20 Han haver ikke gjort saaledes ved noget Folk, og de Rette, dem kjende de ikke. Halleluja!
21 Disse Ting haver du gjort, og jeg haver tiet; du haver tænkt, at jeg skulde aldeles være ligesom du; (men) jeg vil straffe dig og stille (det) ordentligen frem for dine Øine.
31 Hvo vil forkynde hans Vei for hans Ansigt? naar han, han gjør (Noget), hvo vil betale ham?
28 at han maa lade den Ringes Skrig komme over ham, og han maa høre de Elendiges Skrig.
4 Dog vil Ingen trætte, og Ingen straffe den Anden, og dit Folk er som de, der trætte med en Præst.