Jobs bok 9:16
Om jeg end raabte, og han svarede mig, da kunde jeg (dog) ikke troe, at han vender (sine) Øren til min Røst.
Om jeg end raabte, og han svarede mig, da kunde jeg (dog) ikke troe, at han vender (sine) Øren til min Røst.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham (og) vælge mine Ord, (som jeg kunde tale) med ham.
15 Thi om jeg end var retfærdig, vilde jeg ikke svare; jeg maa bede den om Naade, som dømmer mig.
22 Kald saa, og jeg, jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv du mig (Svar) igjen.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; jeg maatte bede til ham om Naade med min (egen) Mund.
17 Thi han sønderknuser mig med en Storm, og gjør mig mange Saar uden Aarsag.
18 Han tilsteder mig ikke at drage min Aande, men mætter mig med Bitterheder.
19 Om (jeg vilde flye) til Magt, see, da er han stærk, eller og til Ret, hvo vilde bringe mig i Tale (med ham)?
7 See, jeg raaber over Vold, og jeg bliver (dog) ikke bønhørt; jeg skriger, og der er ingen Ret.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staaer (der), og du agter (ikke) paa mig.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde komme tilsammen for Dommen.
15 (Da) skulde du kalde, og jeg, jeg skulde svare dig; du skulde have Lyst til dine Hænders Gjerning.
35 Hvo giver mig den, som vil høre mig? see, min Begjæring er, at den Almægtige vilde svare mig, og at den, som trætter med mig, skrev en Bog.
6 Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
35 (Da) vil jeg tale og ikke frygte for ham; thi (det er) ikke saaledes, (som I mene): jeg (veed det anderledes) hos mig (selv).
9 og at Gud vilde støde mig smaa, vilde lade sin Haand løs og afskjære mig!
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
5 Jeg vilde fornemme de Taler, som han skulde svare mig, og erfare, hvad han vilde sige mig.
6 Mon han skulde trætte imod mig med stor Kraft? nei, men han skulde lægge (Kraft) i mig.
7 Der (vilde jeg findes) oprigtig, naar jeg gik irette med ham, og befries evindeligen af den, som dømmer mig.
8 See, vil jeg gaae fremad, da er han (der) ikke, eller tilbage, da fornemmer jeg ham ikke.
9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
15 See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
14 Nu haver han ikke stillet Tale mod mig, og jeg vil ikke give ham Svar igjen med eders Ord.
28 Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle aarle søge mig, men ikke finde mig.
3 Om han haver Lyst til at trætte med ham, (saa) kan han ikke svare ham Eet af Tusinde.
18 Dersom jeg saae Uret i mit Hjerte, da hørte Herren mig ikke.
19 Dog har Gud hørt, han gav Agt paa min Bøns Røst.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
8 Naar jeg end skreg og raabte, lukkede han til for min Bøn.
41 Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
1 Til Sangmesteren for Jeduthun; Asaphs Psalme.
11 See, han gaaer over for mig, og jeg seer (ham) ikke, og han gaaer frem, og jeg forstaaer mig ikke paa ham.
6 (Men) om jeg (end) taler, forhindres min Pine ikke, og lader jeg af, hvad skulde gaae bort fra mig?
1 Men Job svarede og sagde:
9 Da skal du paakalde, og Herren skal bønhøre, du skal raabe, og han skal sige: See, her er jeg; dersom du borttager det Aag midt ud fra dig, (og holder dig fra) at udstrække Fingrene og at tale Uret,
13 Visseligen skal Gud ikke høre Forfængelighed, og den Almægtige skal ikke beskue det.
14 Men du siger, du beskuer ham ikke; (der er dog) Dom for hans Ansigt, derfor vent (ikkun) paa ham.
15 Haver jeg handlet ugudeligen, (da) vee mig! og var jeg retfærdig, (da) vilde jeg (dog) ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse, see dog til min Elendighed!
29 Jeg, jeg maa være ugudelig; hvorfor vil jeg nu bemøie mig forgjæves?
24 Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og Ingen gav Agt (derpaa),
16 Den stod, og jeg kunde ikke kjende dens Skikkelse, der var et Billede for mine Øine; det var stille, og jeg hørte en Røst, (som sagde:)
14 Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
15 Ja, jeg er som en Mand, der ikke hører, og (som haver) intet Gjensvar i sin Mund.
16 Og jeg biede, men de kunde ikke tale; thi de stode, de svarede ikke ydermere.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
14 hvad vilde jeg da gjøre, naar Gud vilde opstaae? og naar han vilde hjemsøge, hvad vilde jeg svare ham?
16 Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
8 Dog, jeg vil søge hen til Gud, og til Gud vil jeg rette min Tale,
8 Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst: