Salmenes bok 2:12
Kysser Sønnen, at han ikke bliver vred, og I skulle omkomme paa Veien, naar hans Vrede om et Lidet skal optændes; salige ere alle de, som forlade sig paa ham.
Kysser Sønnen, at han ikke bliver vred, og I skulle omkomme paa Veien, naar hans Vrede om et Lidet skal optændes; salige ere alle de, som forlade sig paa ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10 Og nu, I Konger! handler klogeligen; lader eder undervise, I Dommere paa Jorden!
11 Tjener Herren med Frygt, og fryder eder med Bævelse.
12 Thi den Herre Gud er Sol og Skjold, Herren skal give Naade og Ære; han skal intet Godt vægre dem, som vandre i Fuldkommenhed.
1 Halleluja! Salig er den Mand, som frygter Herren, som haver saare Lyst til hans Bud.
18 at Herren ikke skal see det, og (det maatte være) ondt for hans Øine, og han maatte vende sin Vrede fra ham (til dig).
32 Og nu, Børn! hører mig, thi salige ere de, som holde mine Veie.
3 Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvilket er ingen Frelse.
18 (Men) efterdi at der er Vrede (hos dig, da vogt dig), at han ikke skal bortstøde dig med et Slag, og megen Forsoning skal ikke lade dig undvige (derfor).
4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
8 Lad af fra Vrede og forlad Hastighed, lad (din Vrede) ikke optændes, (hvormed du) visseligen gjør ilde.
7 Jeg vil fortælle om et beskikket (Raad): Herren sagde til mig: Du er min Søn, jeg, jeg fødte dig idag.
4 See, saaledes skal den Mand velsignes, som frygter Herren.
18 Tugt din Søn, medens der er Forhaabning, men ophøi ikke din Sjæl til at dræbe ham.
8 Staa op, Herre! frels mig, min Gud! thi du haver slaget alle mine Fjender paa Kindbenet, du haver sønderbrudt de Ugudeliges Tænder.
36 Hvo, som troer paa Sønnen, haver et evigt Liv, men hvo, som ikke troer Sønnen, skal ikke see Livet, men Guds Vrede bliver over ham.
14 Jeg, jeg vil være ham en Fader, og han, han skal være mig en Søn, hvilken, naar han handler ilde, da vil jeg straffe ham med Menneskens Riis og med Menneskens Børns Plager.
5 Bliver vrede og synder ikke; taler i eders Hjerte paa eders Leie, og værer stille! Sela.
21 Min Søn! frygt Herren og Kongen; bland dig ikke iblandt de Foranderlige;
9 Frels dit Folk og velsign din Arv, og fød dem og ophøi dem indtil evig (Tid).
26 I Herrens Frygt er en tryg Styrke, og han skal være en Tilflugt for sine Børn.
17 Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.
5 Herren er hos din høire Haand, han skal knuse Konger paa sin Vredes Dag.
5 Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):
22 Thi hans Velsignede skulle arve Landet, men hans Forbandede skulle udryddes.
10 da Gud gjorde sig rede til Dom, til at frelse alle de Sagtmodige paa Jorden. Sela.
46 Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.
17 Det er opbrændt med Ild, det er ophugget; de omkomme for dit Ansigts Trudsel.
9 Salig er den, som griber og sønderslaaer dine spæde Børn paa en Klippe.
12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk skal ikke maaskee glemme det; lad dem vanke (ustadige) hid og did ved din Magt, og lad dem nedfare, Herre, vort Skjold!
8 Alle de, mig see, bespotte mig; de udvide Læben, de ryste Hovedet, (sigende):
23 Og du, Herre! du veed alt deres Raad imod mig til Døden; tag ikke Forsoning for deres Misgjerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem blive nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid.
2 Jordens Konger fremstille sig, og Fyrsterne raadslaae tilsammen imod Herren og imod hans Salvede, (sigende):
37 Saa kalder da David selv ham en Herre, og hvorledes er han da hans Søn? Og meget Folk hørte ham gjerne.
33 som og skrevet er i den anden Psalme: Du er min Søn; idag haver jeg født dig.
25 Men gjøre I alligevel ilde, da skulle baade I og eders Konge omkomme.
9 De, (som boe i) Ørken, skulle bøie sig for hans Ansigt, og hans Fjender skulle slikke Støv.
9 Jeg maa høre, hvad Gud Herren vil tale, thi han skal tale Fred til sit Folk og til sine Hellige, og de skulle ikke omvendes til Daarlighed.
2 Herre, vort Herskab! hvor herligt er dit Navn over al Jorden! du, som sætter din Majestæt over Himlene.
11 Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig.
11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
12 Thi Herren straffer den, som han elsker, og haver Behagelighed, (til ham), som en Fader til en Søn.
8 Men til Sønnen: Din Throne, o Gud! (staaer) i al Evighed; Retviisheds Spiir er dit Riges Spiir.
1 En Sang paa Trapperne. Salig er hver den, som frygter Herren, som gaaer paa hans Veie.
5 og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;
11 Hvo kjender din Vredes Styrke og din Grumhed, saasom Frygten for dig (udkræver)?
15 min Søn! vandre ikke paa den Vei med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti.
21 til at komme i Klippernes Kløfter, i Steenklippernes Huler for Herrens frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld, naar han gjør sig rede til at forfærde Jorden.
12 Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen, men hans Bevaagenhed er som Dug paa Urter.
15 Retfærdighed og Dom er din Thrones Befæstelse; Miskundhed og Sandhed skulle gaae frem for dit Ansigt.
8 Herrens Engel leirer sig trindt omkring dem, som ham frygte, og frier dem.