Salmenes bok 27:10
Thi min Fader og min Moder forlode mig, men Herren skal samle mig (til sig).
Thi min Fader og min Moder forlode mig, men Herren skal samle mig (til sig).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8 Til dig sagde mit Hjerte: — (der du sagde:) søger mit Ansigt! — Herre! jeg søger dit Ansigt.
9 Skjul ikke dit Ansigt for mig, bortvend ikke din Tjener (fra dig) i Vrede, du har været min Hjælp; overgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Saligheds Gud!
9 Du skal ikke bortkaste mig i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaaer.
10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage vare paa min Sjæl, raadføre sig tilhobe,
11 sigende: Gud haver forladt ham; forfølger og griber ham, thi der er Ingen, som frier.
21 Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
9 Han haver væltet (sin Omhu) paa Herren, han befrie ham; han redde ham, efterdi han haver Lyst til ham!
10 Du er dog den, som drog mig af (Moders) Liv, som gjorde, at jeg forlod mig (paa dig, der jeg laae) ved min Moders Bryst.
11 Paa dig er jeg kastet fra (Moders) Liv; du er min Gud fra min Moders Liv.
18 — thi han er opvoxen hos mig af min Ungdom som hos en Fader, og af min Moders Liv haver jeg ledet hende —
11 Herre! lær mig din Vei, og led mig paa den jævne Sti for mine Fjenders Skyld.
5 Thi du er min Forventelse; Herre, Herre! min Tillid fra min Ungdom af.
6 Jeg haver fast forladt mig paa dig fra (Moders) Liv, du drog mig af min Moders Liv; min Ros er altid om dig.
7 Jeg har været for Mange som et Under, men du er min stærke Tillid.
14 Men Zion sagde: Herren haver forladt mig, og Herren haver glemt mig.
15 Kan og en Qvinde glemme sit diende (Barn), at hun ikke forbarmer sig over sit Livs Søn? ja, om (Nogen af) dem kan glemme dem, da vil jeg, jeg (dog) ikke glemme dig.
8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
7 Jeg haver forladt dig i et lidet Øieblik, men jeg vil samle dig med store Barmhjertigheder.
11 Forlad dine Faderløse, jeg, jeg vil lade dem leve, og dine Enker skulle forlade sig paa mig.
26 Og jeg vil sætte hans Haand paa Havet, og hans høire Haand paa Floderne.
3 Thi (ogsaa) jeg var min Faders Søn, øm og (som) den Eneste for min Moder.
3 Og David gik derfra til Mizpe i Moab, og sagde til de Moabiters Konge: Kjære, lad min Fader og min Moder gaae ud hos eder, indtil jeg fornemmer, hvad Gud vil gjøre med mig.
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
21 dersom jeg haver rørt min Haand imod en Faderløs, naar jeg saae Hjælp for mig i Porten,
4 Skulde du ikke fra nu af kalde mig: Min Fader! du er min Ungdoms Leder.
1 Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.
14 Mine Nærmeste lode af (at komme til mig), og mine Kyndinge glemte mig.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
4 Gud! hør min Bøn, vend (dine) Øren til min Munds Tale.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
8 Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
5 Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
1 Davids (Psalme). Herren er mit Lys og min Salighed, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Kraft, for hvem skal jeg ræddes?
4 Der min Aand var forsmægtet i mig, da kjendte du min Sti; de skjulte en Strikke for mig paa Veien, som jeg skulde gaae paa.
18 Ja ogsaa indtil Alderdom og graae Haar, O Gud! forlad mig ikke, indtil jeg kan kundgjøre din Arm for (denne) Slægt, (ja) din Kraft for hver den, som skal komme.
19 De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
10 Ogsaa den Mand, (som havde) Fred med mig, som jeg forlod mig paa, som aad mit Brød, han opløftede sin Hæl imod mig.
13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
18 Han friede mig fra min stærke Fjende og fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
20 Min Søn! bevar din Faders Bud, og forlad ikke din Moders Lov.
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
17 Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.
11 Skjul dit Ansigt fra mine Synder, og udslet alle mine Misgjerninger.
10 Og Herren skal være den Ringe en Ophøielse, ja en Ophøielse i Nødens Tider.
7 Jeg haver forladt mit Huus, overgivet min Arv; jeg gav min Sjæls Elskelige i hendes Fjenders Haand.
13 Herre, Israels Forhaabning! Alle, som dig forlade, skulle beskjæmmes; mine Afvegne skulle skrives i Jorden, thi de forlode Herren, de levende Vandes Kilde.