Hosea 11:8
Hvordan kan jeg gi deg opp, Efraim? Overgi deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg som Adma, sette deg lik Seboim? Hjertet mitt vender seg i meg; all min medlidenhet våkner.
Hvordan kan jeg gi deg opp, Efraim? Overgi deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg som Adma, sette deg lik Seboim? Hjertet mitt vender seg i meg; all min medlidenhet våkner.
Hvordan kan jeg gi deg opp, Efraim? Hvordan kan jeg overgi deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg lik Adma? Hvordan kan jeg sette deg lik Seboim? Mitt hjerte vender seg i meg, all min barmhjertighet flammer opp.
Hvordan kan jeg gi deg fra meg, Efraim? Overgi deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg som Adma, sette deg som Sebojim? Mitt hjerte vender seg i meg, all min medlidenhet er tent.
Hvordan kan jeg gi deg opp, Efraim? Hvordan kan jeg utlevere deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg som Adma? Hvordan kan jeg gjøre deg lik Sebojim? Mitt hjerte vender seg i meg, min medlidenhet våkner.
Hvordan kan jeg gi deg opp, Efraim? Hvordan kan jeg overgi deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg som Adma? Hvordan kan jeg behandle deg som Seboim? Mitt hjerte snur seg i meg, og all min medlidenhet våkner.
Hvordan kan jeg gi deg opp, Efraim? Hvordan kan jeg overgi deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg som Adma? Hvordan kan jeg sette deg som Seboim? Mitt hjerte gjærer i meg, og min medlidenhet brenner sammen.
Hvordan skal jeg gi deg opp, Efraim? Hvordan skal jeg redde deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg som Admah? Hvordan kan jeg sette deg som Zeboim? Mitt hjerte er snudd i meg; mine medfølelser er tent.
Hvordan kan jeg overgi deg, Efraim? Hvordan kan jeg forlate deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre med deg som med Adma, gjøre med deg som med Seboim? Mitt hjerte vendes i meg, all min medfølelse våkner.
Hvordan kan jeg overgi deg, Efraim? Hvordan kan jeg utlevere deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg lik Admah? Hvordan kan jeg sette deg som Seboim? Hjertet mitt vendes i meg, all min medfølelse vekkes.
Hvordan skal jeg kunne gi deg opp, Efraim? Hvordan skal jeg overgi deg, Israel? Hvordan skal jeg gjøre deg som Adma? Hvordan skal jeg sette deg som Seboim? Mitt hjerte vender seg i meg, min medlidenhet blir vekket.
Hvordan skal jeg oppgi deg, Efraim? Hvordan skal jeg frelse deg, Israel? Hvordan skal jeg gjøre deg til Admah? Hvordan skal jeg stille deg som Zeboim? Mitt hjerte er vendt mot meg, og min barmhjertighet er antent.
Hvordan skal jeg kunne gi deg opp, Efraim? Hvordan skal jeg overgi deg, Israel? Hvordan skal jeg gjøre deg som Adma? Hvordan skal jeg sette deg som Seboim? Mitt hjerte vender seg i meg, min medlidenhet blir vekket.
Hvordan kan jeg gi deg opp, Efraim? Hvordan overgi deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg som Adma, gjøre deg lik Seboim? Mitt hjerte vender seg i meg, all min medlidenhet er vekket.
How can I give you up, Ephraim? How can I surrender you, Israel? How can I make you like Admah? How can I treat you like Zeboiim? My heart is changed within Me; My compassion grows warm and tender.
Hvordan kan jeg overgi deg, Efraim? Hvordan kan jeg gi deg opp, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg som Adma, gjøre deg som Seboim? Mitt hjerte vender seg i meg, all min medynk våkner.
Hvorledes skulde jeg hengive dig, Ephraim, og overantvorde dig, Israel? hvorledes skulde jeg gjøre ved dig som ved Adma? skulde jeg sætte dig som Zeboim? mit Hjerte haver vendt sig i mig, mine Fortrydelser ere optændte tillige.
w shall I give thee up, Ephraim? w shall I deliver thee, Israel? w shall I make thee as Admah? w shall I set thee as Zeboim? mine heart is turned within me, my repentings are kindled together.
Hvordan kan jeg gi deg opp, Efraim? Hvordan kan jeg overgi deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg slik som Adma? Hvordan kan jeg sette deg som Seboim? Mitt hjerte vender seg i meg, all min medfølelse er vekket.
How can I give you up, Ephraim? How can I deliver you, Israel? How can I make you like Admah? How can I set you like Zeboim? My heart is turned within me, my compassion is kindled together.
How shall I give thee up, Ephraim? how shall I deliver thee, Israel? how shall I make thee as Admah? how shall I set thee as Zeboim? mine heart is turned within me, my repentings are kindled together.
Hvordan kan jeg oppgi deg, Efraim? Hvordan kan jeg overgi deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg som Adma, og sette deg som Seboim? Mitt hjerte vrir seg i meg, min medfølelse er vekket.
Hvordan kan jeg gi deg opp, Efraim? Hvordan kan jeg overgi deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg som Adma, sette deg som Seboim? Mitt hjerte vender seg i meg, min medfølelse er tent.
Hvordan skal jeg gi deg opp, Efraim? Hvordan skal jeg overgi deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg lik Adma? Hvordan skal jeg sette deg som Seboim? Mitt hjerte vendes i meg, min medfølelse vekkes.
Hvordan kan jeg gi deg opp, Efraim? Hvordan kan jeg redde deg, Israel? Hvordan kan jeg gjøre deg som Admah og behandle deg som Seboim? Mitt hjerte skjelver i meg, det er fylt av medlidenhet.
What greate thinges haue I geuen the, o Ephraim? how faithfully haue I defended the, o Israel? haue I dealt with the as with Adama? or haue I intreated the like Seboim? No, my hert is otherwise mynded. Yee my mercy is to feruent:
Howe shall I giue thee vp, Ephraim? howe shall I deliuer thee, Israel? How shall I make thee, as Admah? howe shall I set thee, as Zeboim? Mine heart is turned within mee: my repentings are rouled together.
Howe shall I geue thee vp Ephraim? howe shal I deliuer thee Israel? howe shall I make thee as Adama? howe shall I set thee as Zeboim? mine heart is turned within me, my repentinges are kindled within me.
¶ How shall I give thee up, Ephraim? [how] shall I deliver thee, Israel? how shall I make thee as Admah? [how] shall I set thee as Zeboim? mine heart is turned within me, my repentings are kindled together.
"How can I give you up, Ephraim? How can I hand you over, Israel? How can I make you like Admah? How can I make you like Zeboiim? My heart is turned within me, My compassion is aroused.
How do I give thee up, O Ephraim? Do I deliver thee up, O Israel? How do I make thee as Admah? Do I set thee as Zeboim? Turned in Me is My heart, kindled together have been My repentings.
How shall I give thee up, Ephraim? `how' shall I cast thee off, Israel? how shall I make thee as Admah? `how' shall I set thee as Zeboiim? my heart is turned within me, my compassions are kindled together.
How shall I give thee up, Ephraim? [how] shall I cast thee off, Israel? how shall I make thee as Admah? [how] shall I set thee as Zeboiim? my heart is turned within me, my compassions are kindled together.
How may I give you up, O Ephraim? how may I be your saviour, O Israel? how may I make you like Admah? how may I do to you as I did to Zeboim? My heart is turned in me, it is soft with pity.
"How can I give you up, Ephraim? How can I hand you over, Israel? How can I make you like Admah? How can I make you like Zeboiim? My heart is turned within me, my compassion is aroused.
The Divine Dilemma: Judgment or Mercy? How can I give you up, O Ephraim? How can I surrender you, O Israel? How can I treat you like Admah? How can I make you like Zeboiim? I have had a change of heart! All my tender compassions are aroused!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9Jeg vil ikke fullbyrde min brennende vrede, jeg vil ikke vende tilbake for å ødelegge Efraim. For jeg er Gud og ikke et menneske, Den Hellige midt iblant deg; jeg kommer ikke i vrede.
18Sannelig, jeg har hørt Efraim klage: «Du har tuktet meg, og jeg ble tuktet, som en utemmet kalv. Vend meg om, så vender jeg om, for du er Herren, min Gud.»
19«Etter at jeg vendte om, angret jeg; og etter at jeg ble veiledet, slo jeg meg på låret. Jeg ble skamfull, ja, ydmyket, for jeg bar min ungdoms skam.»
20Er Efraim en kjær sønn for meg, eller et barn jeg har glede i? Sannelig, så ofte jeg taler om ham, må jeg ennå huske ham. Derfor skjelver mitt indre for ham; jeg vil sannelig vise ham barmhjertighet, sier Herren.
7Men folket mitt henger fast ved frafallet; selv når de roper til Den Høyeste, reiser han dem ikke opp på noen måte.
4Assyria skal ikke frelse oss; på hester vil vi ikke ri. Vi vil ikke lenger si 'Vår Gud' til det våre hender har laget. For hos deg finner den farløse barmhjertighet.
19Jeg sa: «Hvordan skal jeg sette deg blant barna og gi deg et herlig land, en prektig arv, pryd blant folkenes skarer?» Og jeg sa: «Du skal kalle meg: ‘Min far’, og du skal ikke vende deg bort fra meg.»
20Sannelig, som en kvinne sviker sin ektemann, slik har dere sviktet meg, Israels hus, sier Herren.
21En røst høres på de nakne høydene: gråt og inderlige bønner fra Israels barn, for de har forvrengt sin vei; de har glemt Herren sin Gud.
6Du har forlatt meg, sier Herren. Du vender deg bort. Derfor rakte jeg ut hånden mot deg og ødela deg. Jeg er trett av å vise nåde.
12Gå og rop disse ordene mot nord: «Vend tilbake, frafalne Israel! sier Herren. Jeg vil ikke se på dere i vrede, for jeg er nådig, sier Herren; jeg vil ikke være vred for alltid.»
7Skulle jeg tilgi deg for dette? Barna dine har forlatt meg, de sverger ved guder som ikke er Gud. Jeg mettet dem, men de drev hor; i horehuset stimlet de sammen.
5Kalven din er forkastet, Samaria. Min vrede er tent mot dem. Hvor lenge skal de være ute av stand til å være skyldfrie?
4Hva skal jeg gjøre med deg, Efraim? Hva skal jeg gjøre med deg, Juda? Kjærligheten deres er som en morgentåke, som doggen som tidlig forsvinner.
11Jeg ødela noen av dere, som da Gud omstyrtet Sodoma og Gomorra; dere ble som en vedkubbe revet ut av ilden. Men dere vendte ikke om til meg, sier Herren.
12Derfor skal jeg gjøre slik med deg, Israel. Fordi jeg skal gjøre dette mot deg: Gjør deg klar til å møte din Gud, Israel!
1Da Israel var ung, fikk jeg ham kjær; fra Egypt kalte jeg min sønn.
15All deres ondskap er i Gilgal; der hatet jeg dem. På grunn av det onde i deres gjerninger vil jeg drive dem ut av mitt hus. Jeg vil ikke lenger elske dem; alle deres fyrster er trassige.
16Efraim er slått; roten deres er tørket inn, de skal ikke bære frukt. Selv om de føder, vil jeg drepe de kjære i deres morsliv.
17Min Gud vil forkaste dem, for de har ikke hørt på ham. De skal bli vandrere blant folkene.
6Jeg styrker Judas hus og frelser Josefs hus. Jeg fører dem tilbake, for jeg har forbarmet meg over dem. De skal være som om jeg ikke hadde forkastet dem; for jeg er Herren, deres Gud, og jeg vil svare dem.
14For jeg er som en løve for Efraim, som en ungløve for Judas hus. Jeg, ja jeg, river i stykker og går bort; jeg bærer bort, og det er ingen som redder.
8Jeg møter dem som en binne som er berøvet ungene; jeg river opp brystet. Der skal jeg fortære dem som en løve; markens dyr skal rive dem i stykker.
9Du har ødelagt deg selv, Israel, for hos meg er din hjelp.
9Med gråt skal de komme, og med ydmyke bønner vil jeg lede dem. Jeg fører dem til bekker med vann, på en jevn vei der de ikke snubler. For jeg er blitt en far for Israel, og Efraim er min førstefødte.
8Men hvis det folket jeg har talt om, vender om fra sin ondskap, vil jeg angre den ulykken jeg hadde planlagt å gjøre mot det.
11Dette for at Israels hus ikke mer skal gå seg vill bort fra meg og ikke mer gjøre seg urene med alle sine overtredelser. De skal være mitt folk, og jeg vil være deres Gud, sier Herren Gud.
5Slik vil jeg gripe Israels hus ved hjertet, de som alle har gjort seg fremmede for meg ved sine avguder.
10De har vendt tilbake til forfedrenes misgjerninger, de som nektet å høre mine ord. De fulgte andre guder for å tjene dem. Israels hus og Judas hus har brutt min pakt, som jeg sluttet med deres fedre.
11Derfor, så sier Herren: Se, jeg fører ulykke over dem som de ikke kan slippe unna. De skal rope til meg, men jeg vil ikke høre dem.
15Se ned fra himmelen og se, fra din hellige og herlige bolig! Hvor er din nidkjærhet og dine mektige gjerninger? Din indre medlidenhet og din barmhjertighet er holdt tilbake fra meg.
11Jeg ga deg en konge i min vrede, og jeg tok ham bort i min harme.
8La deg refse, Jerusalem, ellers vender min sjel seg fra deg, ellers gjør jeg deg til ødemark, et land uten innbyggere.
1Samaria skal bøte for sin skyld, for hun har gjort opprør mot sin Gud; de skal falle for sverd, småbarna deres skal knuses, og de gravide kvinnene deres skal rives opp.
31Så øste jeg min harme ut over dem; med min vredes ild gjorde jeg ende på dem. Deres ferd lot jeg komme over deres eget hode, sier Herren Gud.
14For så sier Herren over hærskarene: Som jeg hadde besluttet å gjøre dere ondt da fedrene deres vakte min vrede, sier Herren over hærskarene, og jeg angret ikke.
3Likevel var det jeg som lærte Efraim å gå; jeg tok dem på armene, men de skjønte ikke at det var jeg som helbredet dem.
10Når det passer meg, vil jeg tukte dem; folkeslag skal samles mot dem når de blir bundet for sine to misgjerninger.
8Se, Herrens Guds øyne er rettet mot det syndige riket, og jeg vil utslette det fra jordens overflate. Likevel vil jeg ikke fullstendig utslette Jakobs hus, sier Herren.
9Over fjellene vil jeg løfte gråt og klage, og over ørkenens beitemarker en sørgesang, for de er lagt øde uten noen som passerer. De hører ikke lenger lyden av buskap; både himmelens fugler og dyrene har flyktet, de er borte.
14Vend tilbake, frafalne barn, sier Herren, for jeg er deres ektemann. Jeg tar dere, én fra en by og to fra en slekt, og jeg fører dere til Sion.
3Da angret Herren dette og sa: Det skal ikke skje.
13Riv hjertene i stykker, ikke klærne! Vend om til Herren deres Gud, for han er nådig og barmhjertig, sen til vrede og rik på miskunn; han angrer ulykken.
6Vend om til ham som dere har gjort dypt opprør mot, Israels barn.
15Jeg vil kaste dere bort fra mitt ansikt, slik jeg kastet bort alle deres brødre, hele Efraims ætt.
20Se, Herre, for jeg er i nød! Mine innvoller er i opprør, mitt hjerte vender seg i meg, for jeg har gjort svært opprør. Utenfor gjør sverdet barnløs, i huset er det som døden.
8I et utbrudd av harme skjulte jeg ansiktet mitt et øyeblikk for deg, men med evig miskunn vil jeg forbarme meg over deg, sier Herren, din gjenløser.
31Dere av denne slekten, se Herrens ord! Har jeg vært en ørken for Israel eller et land av dypeste mørke? Hvorfor sier mitt folk: «Vi vandrer fritt; vi kommer ikke tilbake til deg lenger»?
10Nå ligger det meg på hjertet å slutte en pakt med Herren, Israels Gud, så hans brennende vrede må vende seg fra oss.
11Så sier Herren: For tre misgjerninger i Edom, ja for fire, opphever jeg ikke straffen, fordi han forfulgte sin bror med sverd og kvelte sin barmhjertighet. Hans vrede rev og slet uten stans, og sin harme holdt han ved like for alltid.