Job 41:20
Skud agtes som Halm, og den leer ad det bævende Glavind.
Skud agtes som Halm, og den leer ad det bævende Glavind.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
21 Der ere skarpe Skaar under den, den strøer spidse (Stene under sig) paa Dynd.
22 Den gjør, at det Dybe syder som en Gryde, den gjør Havet som en Salve.
18 Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ.
19 Der skal ingen Piil jage den paa Flugt, Slyngestene ere blevne forvandlede for den til Halm.
9 Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
30 Han skal ikke bortvige fra Mørket, en Lue skal tørre hans (unge) Qvist, og han skal bortvige ved hans Munds Aand.
18 Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torne og Riis, og sætter Ild paa de forviklede (Qviste) i Skoven, og de fare op med en høi Røg.
13 Af Skinnet, som var for ham, bleve gloende Kul optændte.
20 Thi Gud haver ladet den glemme Viisdom, og haver ikke deelt Forstand med den.
27 See, Herrens Navn kommer langt fra, hans Vrede brænder, og Byrden er svar; hans Læber ere fulde af Fortørnelse, og hans Tunge er som en fortærende Ild.
28 Og hans Aand er som en Bæk, der løber over, som rækker indtil Halsen, at sigte Hedningerne i Forfængeligheds Sold, og (som) et Bidsel, der fører vild, i Folkenes Kjæfter.
24 Kan du lege med den som med en Fugl, eller binde den hos dine (unge) Piger?
25 (Gud) uddrog sit Sværd, og det gik ud af hans Liv, og (som) en Lynild skal det gaae ud af hans Galde; Forfærdelser (skulle være) over ham.
26 Al Mørkhed er skjult i hans skjulte (Liggendefæer), en Ild, som ikke er opblæst, skal fortære ham; det skal gaae den ilde, som er overbleven i hans Paulun.
9 De skulle omkomme for Guds Aande, og fortæres af hans Vredes Aand.
3 Ild gaaer foran hans Ansigt og stikker Ild paa hans Fjender trindt omkring.
9 Da skulle dens Bække blive omvendte til Beg, og dens Støv til Svovel, ja dens Land blive til brændende Beg.
10 Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Røgen deraf skal opgaae evindeligen; den skal være øde fra Slægt til Slægt, fra Evighed til Evighed skal Ingen gaae igjennem den.
11 I skulle undfange Straa, føde Halm; eders Aand skal være en Ild, som skal fortære eder.
2 Hører flittig hans Røsts Bevægelse, og (hvad for) Tale der udgaaer af hans Mund.
14 Min Gud! sæt dem som et Hjul, som Avner for Veiret.
5 Pestilentse gik frem for hans Ansigt, og gloende Gløder udkom fra hans Fødder.
9 Af de (inderste) Kammere (imod Sønden) kommer en Hvirvelvind, og ved de adspredende (Vinde imod) Norden kommer Kulde.
17 Og saaledes saae jeg Hestene i Synet, og dem, som sad derpaa, hvilke havde ildrøde og fiolblaae og svovelgule Pantsere; og Hestenes Hoveder vare som Løvers Hoveder, og af deres Munde udgik Ild og Røg og Svovel.
18 Af disse tre, af Ilden og Røgen og Svovlet, som udgik af deres Munde, blev Trediedelen af Menneskene ihjelslagen.
2 Hvo er kommen mig tilforn, at jeg skulde betale (ham det)? hvad der er under al Himmelen, det er mit.
33 Derom forkynder hans Torden; ogsaa Fæet (forkynder) om det, som opstiger (af Jorden).
5 Ja, de Ugudeliges Lys skal udslukkes, og hans Ilds Gnist skal ikke skinne.
5 Bjergene skjælve for ham, og Høiene smelte, og Jorden hæver sig for hans Ansigt, og Jorderige og Alle, som boe derpaa.
6 Hvo kan staae for hans Fortørnelse, og hvo kan bestaae for hans grumme Vrede? hans Grumhed er udøst som en Ild, og Klipperne sønderbrydes for ham.
2 Og den oplod Afgrundens Brønd; og en Røg steg op af Brønden, lig Røgen af en stor Ovn, og Solen og Luften blev formørket af Brøndens Røg.
24 (Dens Fødder) grave i Dalen, og den glæder sig ved sin Kraft; den kan udgaae imod den, (som bærer) Rustning.
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
2 Du gjorde (fordum) underlige Ting, hvilke vi ikke forventede; du nedfoer, Bjerge bortfløde for dit Ansigt.
14 Dens Kjøds Stykker hænge ved (hverandre); det er fast paa den, det kan ikke bevæges.
15 Dens Hjerte er fast som en Steen, ja fast som et Stykke af den underste (Møllesteen).
16 Da saaes Havets Strømme, Verdens Grundvolde aabenbaredes ved Herrens Trudsel, formedelst hans Næses Aands Aande.
32 (Naar) han seer til Jorden, da bæver den, (naar) han rører ved Bjergene, da ryge de.
5 som siger: Hold dig hos dig (selv), kom ikke nær til mig, thi jeg er helligere end du; disse ere en Røg i min Vrede, en Ild, som brænder den ganske Dag.
14 (saa skal dog) hans Brøde forvandles i hans Liv, (det skal blive) til Øglegalde inden i ham.
14 See, de vare som Halm, en Ild haver opbrændt dem, de kunde ikke redde deres Liv fra Luens Magt; der skal ikke være en Glød at varme sig ved, (eller) en Ild at sidde for den.
9 Lad ham gaae som en Snegl, der smelter, som en Qvindes utidige Foster, som de, der ikke have seet Solen.
12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer.
31 Og jeg vil udøse min Vrede over dig, i min Grumheds Ild vil jeg blæse paa dig; og jeg vil give dig i ufornuftige Mænds Hænder, som ere Mestere til at fordærve.
10 Deres Galde, som omkringgive mig, (ja) deres Læbers Møie lad skjule dem (selv).
5 Herre! bøi dine Himle og far ned, rør ved Bjergene, at de ryge.
27 En Belials Mand bereder Ulykke, og paa hans Læber er som en brændende Ild.
18 Og Sinai Bjerg røg ganske for Herrens Ansigt, som foer ned over det i Ilden; og der opgik en Røg af det, som Røg af en Ovn, og alt Bjerget bævede saare.